Unge kunstnerstemmer: Aase Nielsen

Aase Nielsen arbejder i krydsfeltet mellem video, lyd, performance og musikdramatik. I sit afgangsværk Gudesange (2026) genfortolker hun nordisk mytologi gennem et queer perspektiv ved at undersøge førkristne skandinaviske fortællinger og deres senere fortolkninger. 

Gennem en eksperimenterende filmopera udfordrer hun de nationalistiske og patriarkalske forestillinger, som gennem tiden er blevet knyttet til nordisk mytologi. 

For værket er hun blevet tildelt 15JF Emerging Artist Award 2026 af 15. Juni Fonden. 

"Jeg arbejder overordnet med video, lyd og performance og har en baggrund i musik og politisk organisering. Samarbejde er centralt i min praksis. Jeg arbejder med manuskripter, instruktioner og scores som en form for infrastruktur, der skal facilitere sociale situationer frem for at reproducere forudbestemte resultater eller udtryk. 

Jeg har et ømt punkt for formater, der per definition er sociale eller kollaborative, som filmskabelse, teater, opera og musikdramatik generelt. Men det er altid det stof, jeg beskæftiger mig med, der dikterer arbejdets endelige form. Jeg spørger materialerne, hvad de gerne vil være, og forsøger at tjene deres ønsker, mens jeg langsomt, men sikkert, inkorporerer mine egne motiver og skjulte agendaer i arbejdet, hvor jeg kan. 

Tematisk er jeg overvejende optaget af sociopolitiske problemstillinger med afsæt i et antiessentialistisk og queer perspektiv." 

"Ikke én bestemt ting. Måske kan mit arbejde være en indgang til at hive i en tråd i en fasttømret forestilling. En tråd, der, når man trækker i den, viser vej gennem det fletværk, den er en del af, og gør dets konstruktion synlig. Måske er tråden en del af et strikværk, som til daglig synes normalt eller fundamentalt, men som pludselig fremstår mærkeligt, når vi følger tråden. Måske trævler hele forestillingens sweater op, og tråden giver mulighed for at skabe nye tekstiler eller andre forbindelser. Jeg tror, det er forskelligt fra beskuer til beskuer, om mit arbejde provokerer eller bekræfter. Men hvis det kan hjælpe med at lirke en fastlåst tanke op eller gøre en cementeret idé ustabil, er jeg godt tilfreds. 

I Gudesange (2026) arbejder jeg med skandinaviske førkristne fortællinger, og hvordan de over tid er blevet destilleret til en harmonisk opstilling af essenser, der tjener nationalstatens xenofobiske og patriarkalske forestillinger. Vesten generelt, og højrefløjen i særdeleshed, genopfinder fortiden som ideologi. Jeg tror, det er afstanden til sandheden og i dette tilfælde fortiden, der gør denne stjålne sprogform mulig og giver den gennemslagskraft. 

Jeg vil gerne undersøge på tæt hold, hvordan nationalstatens myter forvrænger fortiden og instrumentaliserer den for egen vindings skyld." 

"Hvor som helst, men måske særligt i bøger, film, forskning og i mødet med andre mennesker. Samarbejde er som sagt en vigtig inspirationskilde, uanset om jeg arbejder på mine egne eller andres projekter. I foråret inviterede Yoshiko Shimada og Bubu De La Madeleine mig til at være en del af deres performance Procession for Fallen Comrades and Fallen Angels på Venedigbiennalen. Det var en dyb, sjov og lærerig oplevelse. Deres kunst, historier, erfaringer og aktivistiske arbejde inspirerer mig fortsat.

Min arbejdsproces varierer dramatisk, men indeholder både spontane, intuitive faser og længere, mere rigide undersøgelser, der nærmer sig forskning. Arbejdet med Gudesange begyndte som et researchprojekt om førkristen skandinavisk kosmologi og nordisk mytologi. Over en årrække arbejdede jeg mig ind på en række tekstfragmenter fra Den Ældre Edda, som har det tilfælles, at de indeholder, hvad jeg vil kalde et queer forhold til køn og seksualitet. 

Med særligt udgangspunkt i historikeren og arkæologen Britt Sollis arbejde begyndte jeg en form for kirurgisk oversættelse af materialet. Jeg sammenholdt et utal af oversættelser for at forsøge at vikle fortællingerne ud af deres kristne og nationalistiske filtreringer. Det var et ekstremt langsomt og besværligt arbejde. 

At sætte en tekst i sang har i sig selv en dobbeltbevægelse, der på samme tid kropsliggør og distancerer dens mening. På et tidspunkt, hvor jeg var ved at gå død i materialet, gik det op for mig, at jeg kunne bruge min baggrund i musikdramatik til at komponere og forhandle denne besværlige kompleksitet.

Herfra tog værket form som opera. Jeg samlede tekstfragmenterne til en libretto og begyndte at gøre dem til sange og musikstykker. Efterfølgende omskrev jeg operaen til et filmmanuskript. Den musikalske dimension gav plads til at lege med betydningen, mens kritiske værktøjer fra filmhistorien skabte yderligere muligheder for forskydning og for at undergrave både operaens og myternes klassisk grandiose register. 

Efter cirka fire års forberedende arbejde var jeg klar til en uges prøver, der mundede ud i tre dage på settet med mit fantastiske cast og crew. Det er her, værket egentlig bliver til. Alt det andet er forberedelse og forsøg på at give os de bedste forudsætninger. Efterfølgende tilbragte jeg nogle måneder i klipperummet, hvor materialet blev vævet sammen og fik sin endelige form. Samtidig arbejdede jeg med den installatoriske del: Hvordan møder værket kroppen, visuelt og auditivt, og i hvilken skala? Værket skal stemmes til rummet."

"Jeg har blandede følelser. Jeg har en bange anelse om, at vilkårene for kunstnerisk arbejde og adgangen til samme indskrænkes i disse tider.

Men det ændrer ikke på, at der fortsat sker spændende og vigtige ting. Det kommer vel an på, hvor man kigger. Jeg ser altid frem til at besøge Fuxia 2 i Malmö, hvor Eliyah Mesayer og ihsan saad ihsan tahir udstiller i øjeblikket. 

Jeg glæder mig også til Eliyahs galleridebut, Letters from a Huntress. Jeg ville ønske, jeg kunne nå at se Ruby Nilssons Recantation på Index i Stockholm, men jeg håber, at den på en eller anden måde kommer til København. 

Derudover ser jeg frem til kortfilmsprogrammet What The Trans Fuck på MIX Copenhagen, måske Københavns bedste festival, som i år har den skønne tagline 'be queer, do crime’. 

Sidst, men ikke mindst, glæder jeg mig til at tune ind på YouTube og se første afsnit af Bedre Dage, et uafhængigt show med værterne Haena, Zelma og Sol, der taler om det, som samler os og giver os kræfter i en skrøbelig og intens samtid. 

Som de selv siger: 'For med alt det lort, der sker i verden, har vi brug for hinanden!'