Unge kunstnerstemmer: Femja Haack

Af
8. juli 2026

I Femja Haacks grafiske værker bliver gentagelsen et undersøgende greb, hvor motivet insisterer på sin egen tilstedeværelse.

Femja Haack. Foto: Katinka Klinge

I Femja Haacks grafiske værker bliver gentagelsen et undersøgende greb, hvor motivet insisterer på sin egen tilstedeværelse.

Af
8. juli 2026
I denne artikelserie peger vi på den nye generation af kunstnere. Denne gang møder vi Femja Haack, der arbejder med det grafiske medie og installation. I hendes værker går motivet ofte igen som en undersøgelse af gentagelsens betydning, og installeres i samspil med rummet.
I forbindelse med Art Matter Festival 2026 var Femja Haack runner up til publikumsprisen på årets afgangsudstilling fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?
Jeg arbejder primært med installation og grafik. Mine værker tager udgangspunkt i æstetiske undersøgelser af rum samt forskydninger og brydninger mellem billeder. Min arbejdsproces er intuitiv, og mine værker opstår ofte som undersøgelser af farver, rum, former og billeder, i tilnærmelser og stemninger snarere end faste konklusioner.
Jeg anvender ofte blomsten som motiv. Blomsterne, jeg anvender i mine værker, er nogle jeg selv har et personligt forhold til. Det er nogle som jeg selv finder i naturen, ofte udvalgt på steder, der har en særlig betydning for mig, for eksempel på Færøerne, hvor jeg har rødder. På den måde bærer blomsterne spor af landskabet og min egen historie.
Mange af de blomster, jeg anvender i mine tryk, tørres og presses. På den måde går blomsterne fra organiske og forgængelige former til grafiske billeder, der bliver et fastholdt nærvær.
Hvordan kan et motiv gentages uden at miste sin intensitet, men derimod vinde nye betydninger gennem variationen?

Femja Haack

Jeg startede med at fotografere som helt ung. Derfor bor idéen om det fastholdte øjeblik dybt i mig; at fange billeder med kameraet blev en måde at kunne udtrykke mig på, skabe billeder og en måde at se verden på. Centralt for mit arbejde er det grafiske medie.
Under min master på Kunstakadmiet har serigrafi optaget mig. I serigrafien har jeg kunne kombinere fotografi, installation og arbejdet med gentagelsen, som er en grundlæggende fascination hos mig; Hvordan kan et motiv gentages uden at miste sin intensitet, men derimod vinde nye betydninger gennem variationen?

Fakta

Femja Haack (f. 1993) har en MFA og en BFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Haacks hovedmedie er grafik og installation hvor blomsten ofte går igen som motiv. I sine studieår har Haack især undersøgt serigrafi som metode og er optaget af gentagelsen som et direkte greb. Fra en umiddelbar intuitiv arbejdsproces og med en evig fascination af b.la lys, rum og farver skaber hun nye rum med plads til sanselighed og refleksion.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?
Kunst kan give en før-sproglig oplevelse, hvor følelser, stemninger og tanker opstår uden nødvendigvis at skulle forklares. Jeg håber, at min kunst vækker nysgerrighed.
Jeg ønsker at skabe værker, der giver plads til fordybelse og refleksion, og som inviterer beskueren til at se verden fra et andet perspektiv gennem farver og billedeverdener.
For mig handler kunst ikke om at give færdige svar, men om at skabe forbindelser, vække sanserne og om at skabe et rum, hvor man kan mærke, undre sig og opleve noget, der rækker ud over ord.
Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?
Jeg får ofte idéer når hjernen er slået helt fra f.eks når jeg cykler. Dér kan der pludselig opstå billeder eller idéer, men ellers sker det ofte når jeg er på atelieret i mens jeg arbejder, undersøger og prøver ting af. Ellers har jeg en evig fascination af blomster, lys, farver, rum, vinduer, film, kunst og arkitektur.
Min arbejdsproces opstår som oftest med en idé jeg så begynder at skitsere ned på papir. At forholde sig til rummet jeg udstiller i er noget jeg er meget optaget af, og at skabe værker ud fra de rum de skal udstilles i er noget jeg ofte gør. Så laver jeg små modeller af rummene og arbejder med små skitser på den måde.
Fra skitse til værk opstår også næsten altid noget, mens man er i gang med at f.eks at trykke i serigrafi. Dér er vigtigt for mig at holde mig åben i den proces, da materialerne også på en måde har sit eget liv. I serigrafien mødes det præcise og det spontane for mig, og trykkene rummer både kontrol og lidt tilfældighed.
Femja Haack, <i>Erantis</i>, 2026. Foto: Katinka Klinge.
Femja Haack, Erantis, 2026. Foto: Katinka Klinge.
Femja Haack, <i>Spændt lys</i>, 2023. Foto: Femja Olsen Haack.
Femja Haack, Spændt lys, 2023. Foto: Femja Olsen Haack.
Hvad synes du om kunstmiljøet? - Og er der en udstilling, du ser frem til at se?
Selvom kunstverdenen kan være et svært sted med en masse uskrevne regler, er det også et fantastisk miljø, hvor der er plads til dem, der skiller sig ud og ikke tænker som alle andre.
Jeg holder meget af energien, der findes i kunstverdenen, og den nysgerrighed, jeg oplever blandt kunstnere, til at se verden på nye måder.
Jeg glæder mig til at se James Turrells kæmpe dome As Seen Below, som for nylig er åbnet på ARoS.