Unge Kunstnerstemmer: Lisen Larsen

Lisen Larsen er i sin kunst optaget af universets fødsel, udvikling og fremtid– men også af spørgsmålet om, hvor skellet går mellem menneske og dyr. “Det har jeg grublet en del over de sidste 4 år som ny mor, hvor jeg har følt mig enormt meget som et dyr”, siger hun.

Hvis du kort skal karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

I øjeblikket arbejder jeg med maleri i forskellige medier, i hvilke jeg oversætter stemninger, erfaringer og spekulationer til billeder. Sideløbende spiller jeg musik; noise båret frem af fragmenterede rytmer.

Mine motiver er ofte menneskekroppe eller elementer, der går mere eller mindre i ét med baggrund, andre objekter eller sig selv. Situationer hvor elementer smelter sammen, folder ovenpå hinanden eller fragmenterer sig selv eller baggrunden. Eller gentager sig. Det er der en form for tidslighed i.

Mit overordnede projekt er måske at agere modspil til den lineære tids-doktrine og medfølgende effektivitets-fokus, som jeg synes, dominerer vores samfund.

Hvor finder du inspiration?

Min nysgerrighed pirres af viden og spørgsmål om universet; dets fødsel, udvikling, nuværende tilstand og spekulationer om fremtiden. Jeg er optaget af skellet mellem dyr og menneske, og om det overhovedet findes. Det har jeg grublet en del over de sidste 4 år som ny mor, hvor jeg har følt mig enormt meget som et dyr.

I øjeblikket tilegner jeg mig viden fra afdøde og nulevende kvinder og femmes, der igennem historien har og stadigvæk afdækker problemstillinger i det “vestlige” patriarkat og kæmper for retten til feminine værdier med en ambition om ligestilling.

Hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Min proces varierer fra værk til værk og fra medie til medie. Vekselvirkningen, der kan opstå ved at skifte medie, synes jeg er enormt inspirerende – særligt for min metode og tilgang. I min musik genererer jeg først noget materiale, som på sin vis driver processen fremad. Selve materialet inviterer til forskellige arbejdsprocesser og i sidste ende værker.

Tidligere har jeg lavet digitale collager som forlæg til mine malerier, som jeg løst og udogmatisk tager udgangspunkt i. Det er jeg begyndt at kombinere med tegnede og malede skitser. Til mine seneste udstillinger har jeg anset malerierne som en forsamling af emner snarere end en samling af værker.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Det er dejligt at strukturere min egen tid og selv definere rammerne for mit virke. Nogle gange har jeg brug for struktur, andre gange må det gerne flyde mere. Samtidig kan det være svært at styre alle de poster der følger med et kunstnerisk virke, og det tager altsammen tid fra den egentlige skabelse.

Kunstmiljøet ved jeg ikke så meget om: Det er der, og jeg er vel på sin vis en del af det, men står samtidig uden for det. Jeg fornemmer, at der er mange forskellige måder og steder at være kunstner på.

Igennem studie-tiden har jeg mødt kollegaer og samarbejdspartnere (læs: venner) som jeg sparrer med, enten igennem vidensdeling eller kritik på hinandens værker og ideer. Jeg oplever en gensidig støtte og interesse i at hjælpe hinanden, og det er en varme, jeg sætter stor pris på.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Jeg tænker at kunst kan være en slags portal til andre/nye perspektiver og erfaringer. Derfor er det også vigtigt med den diversitet på kunstscenen, som til stadighed bliver efterspurgt. Kunst kan både være udsagn og give indsigt eller skabe forvirring og til tider endda kaos. På en måde kan det være en adgang til at blive udfordret i ens eget verdensbillede. Derfor bestræber jeg mig altid på at være nysgerrig i mødet med “kunsten”.

Det er en kommunikationsform mellem mennesker, som giver adgang til at dele andre, måske mere sanselige eller komplekse erfaringer. Her taler jeg ikke kun om billedkunst, men også litteratur, musik, film etc.