Unge kunstnerstemmer: Lotte Lind

Lotte Lind er sjette kunstner i vores Q&A-serie Unge kunstnerstemmer, hvor vi spørger en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen. “Det specifikke materiale er ikke afgørende for mig. Det er det at udtrykke en sindstilstand, en interaktion eller en modstand, der er det bærende element”, lyder det fra kunstneren.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad ville du så lægge vægt på?

Jeg er optaget af kroppen og dens mikroorganismer og de systemer, den består af. For eksempel celler, membranlogik, bakterier og mave-hjerneforbindelser, som jeg forstørrer op i et metaforisk formsprog for at få adgang til at undersøge og interagere med dem, og derigennem forstå de mekanismer, vi består af. Som en undersøgelse af samfundets magthierarkier og binariteter bruger jeg parasitten, symbiosen og omsorgsprincippet til at stille spørgsmålstegn ved disse til tider morbide mekanismer.

Jeg kombinerer skulptur, tekstil og fotografi i installationer, hvor amøbe-figuren igennem længere tid har været en måde at kontekstualisere den kønnede historie om mental sygdom og spore dens vedvarende skade forårsaget af patologiseringen af kvindens psyke. Jeg undersøger potientialet for empowerment gennem sårbarhed som feministisk modstand.

Jeg arbejder med en interdisciplinær tilgang, hvor mikrobiologien, psykiatrien og filosofien på forskellige måder kaster lys på de materialer og de emner jeg undersøger, og hvor jeg dissekerer både indefra og udefra, sprætter op, syer sammen, hugger i, trænger ind og filtrerer ud.

Arkivet som metode er en gennemgående del af min praksis, som jeg bruger til putte elementer ind i og trække mening ud af.

Hvor finder du din inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Mit udgangspunkt er tematikker. Jeg arbejder med de materialer, der er omkring mig:  Hvis jeg eksempelvis arbejder hos en hattemager er det filt, hvis jeg har et mørkekammer er det analogt fotografi og hvis der er ler i nærheden, er det keramik og hvis der er et stenhuggeri, så er det sten osv.
Det specifikke materiale er ikke afgørende for mig. Det er det at udtrykke en sindstilstand, en interaktion eller en modstand, der er det bærende element.

Min praksis er en indsamling af elementer til arkivkasser, det kan være på tekst, billede eller form, og summen af disse er det, der er essensen. Det er vigtigt for mig, at der er rum for spontanitet og intuition i denne del af processen. På baggrund at denne indsamling, udvikler jeg mine skulpturer og fotografier. Derefter samler jeg disse delelementer i en installation og giver dem en kontekst og en teoretisk perspektivering. Det lyder måske lidt tørt, men det virker.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg er meget bevidst om, at mine værker skal kunne forstås på flere niveauer, som er indlejret i værkerne. Lag på lag, både æstetisk og tematisk, er det en måde at tale til flere forståelsesniveauer. Jeg lægger vægt på det fænomenologiske aspekt i mine værker, dvs. de mere formelle valg som fx. skulpturer i kropsstørrelse, som man kan forholde sig til – krop til krop.

Jeg har bestemt ikke nogen ambition om at kunne nå ud til alle, men de, der tager sig tid til at fordybe sig i værket, er der også stof til. Ved at bruge min egen sårbarhed, sætter jeg en dør på klem, for at der kan være rum til deres, hvis man vælger at træde derind.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Det er ret fantastisk! Det giver rum for en helt ny slags fordybelse, der ikke var tilstede på akademiet. Et nørderi der nu tager hidtil usete højder. Men der forgår også et kapløb mellem huleboeren / networkeren / sælgeren / producenten og arkivaren, som i den grad udfordrer min autistiske og introverte hjerne.

På akademiet var “kunstverdenen” en udefinerbar størrelse, som var en slags overdommer for “rigtige” og “forkerte” værker. Jeg tror ikke helt, at jeg har interageret nok med kunstmiljøet endnu til at kunne sige noget konstruktivt om det. En ting jeg kan sige med sikkerhed er, at jeg er overdrevet taknemmelig for at kunne springe ud af sengen om morgenen og kaste mig over det, der ligger mig allermest på sinde. Men i baggrunden lurer perfekthedsdæmonerne og faste udgifter.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Den skal være en kommentar til omgivelserne, det nære og det distancerede. I kunsten har man det privilegium at kunne tage emner op, som vi som samfund generelt er for berøringsangste overfor, og som der ikke kan sættes ord på.

Alternative tolkninger af samfundets dissonanser, hvor det skæve, det trivielle, det private, det undertrykte og det alvorlige tages under kunstnerisk behandling.

Den skal rykke mennesker på nogle andre parametre.

Den skal agere som stillingstager i et politisk rum, hvor outputtet kan serveres og tale til et andet sted end det rationelle og produktive. Jeg mener, at jo mere specifikt personligt kunsten kan gøre noget, des større universel resonans har det, fordi man på den måde kan beskrive noget basalt menneskeligt.

Se flere billeder her.