Allan Otte foran sit seneste værk <i>Roehøsteren</i>, 2023. Fuglsang Kunstmuseum. Foto Ingrid Riis

Allan Otte

Allan Ottes eksperimenterende malerier bærer stærkt præg af hans opvækst på en gård nær Aars.

Allan Otte foran sit seneste værk Roehøsteren, 2023. Fuglsang Kunstmuseum. Foto Ingrid Riis
Kunstner

Om
Født 1978. Uddannet fra Kunstakademiet.

Allan Otte er vokset op, som få i sin generation af kunstnere, på en gård nær Aars, hvor han allerede i en ung alder stiftede bekendtskab med Per Kirkebys kunst. Han er uddannet fra Kunstakademiet, hvor han tidligt udviklede sit knivskarpe, tilsyneladende realistiske maleri og demonstrerede, at maleriet fortsat er et uudtømmeligt eksperimenterende medie – trods gentagne erklæringer om dets forældelse i moderne kunst.
Ved første møde kan Ottes malerier fremstå hyperreelle, næsten som et digitalt univers eller et computerspils visuelle verden. Samtidig er hans billedverden dybt forankret i en genkendelig virkelighed. Motivisk adskiller han sig fra mange samtidige kunstnere ved at fokusere på det moderne danske landskab. Dermed skriver han sig ind i en lang tradition for dansk landskabsmaleri, fra L.A. Ring og Theodor Philipsen til Jens Søndergaard og Kaj Ejstrup. I modsætning til disse forgængere rummer Ottes kølige, formelt undersøgende og ofte computerbearbejdede billeder imidlertid en markant civilisationskritik. Dette kommer blandt andet til udtryk i de værker, han bidrog med til vandreudstillingen Sådan Set – romantik i dansk nutidskunst i 2012.