Gallerirevy København maj 2020: Gallerierne åbner med Vi Rus, karantænebilleder og ukrudt uden for museet
Mens kunsthaller og -museer må vente lidt endnu, åbner gallerier og mindre udstillingssteder så småt op. Tag med på en længe ventet kunsttur i København: Til ‘dødsmesse’ på Galleri Tom Christoffersen, til frugtbar ‘karantænetilstand’ på Hans Alf Gallery og til ‘genblomstring’ i Clausens Kunsthandel.
Mens kunsthaller og -museer må vente lidt endnu, åbner gallerier og mindre udstillingssteder så småt op. Tag med på en længe ventet kunsttur i København: Til ‘dødsmesse’ på Galleri Tom Christoffersen, til frugtbar ‘karantænetilstand’ på Hans Alf Gallery og til ‘genblomstring’ i Clausens Kunsthandel.
info
Mens kunsthaller og -museer må vente lidt endnu, åbner gallerier og mindre udstillingssteder så småt op. Tag med på en længe ventet kunsttur i København: Til ‘dødsmesse’ på Galleri Tom Christoffersen, til frugtbar ‘karantænetilstand’ på Hans Alf Gallery og til ‘genblomstring’ i Clausens Kunsthandel.
I løbet af corona-krisen har mange gallerier holdt døren lidt på klem, og man har kunnet få adgang efter særlig aftale. Men i slutningen af april har flere af dem haft ferniseringer med nye udstillinger og har givet adgang efter sundhedsmyndighedernes direktiver – til stor glæde for det kunsthungrende publikum.
Galleri Tom Christoffersen åbnede den nye gruppeudstilling Vi Rus – ikke over tre timer, som man plejer – men over tre dage. Kun fem personer blev lukket ind ad gangen. Skulle der opstå kø, blev der serveret kaffe eller vin efter eget valg ude på gågaden, hvor gæsterne blev bænket ved et cafébord. Generøst og festligt!
Udstillingen har tre kuratoriske benspænd: 1) Værkerne skulle være sort/hvide. 2) Væggene skulle males sorte som graven. 3) Værkerne skulle forholde sig til Morten Søndergaards billedrige digt Vi Rus, som blev trykt i Information, da pandemien lige var brudt ud, og digteren var vendt hjem til sit andet hjemland Italien, der jo var tvunget fuldstændig i knæ og nedlukket under sundhedskrisen.
I digtet “scanner” han epidemiens “anatomi” og de katastrofer, der har fulgt i dens kølvand: ” Nogen har spist en flagermus i Kina/og den lille bløde, lodne krop ændrede verden.” Multikunstneren Søndergaard bidrager derudover med marmorfragmenter på gulvet med danske stedord indgraveret – disse små ord, som erstatter substantiver, begreber, navne eller genstande. Værket symboliserer den manglende mening, når disse erstatningsord optræder løsrevet fra deres kontekst, parallelt med den suspenderede normalitet og meningsløshed, der præger vores liv i dette forunderlige forår, hvor verden ikke længere ligner sig selv.
Dødsmesse
Julie Nords papirarbejde Primavera (forår) tager os med på en grotesk dødsvandring gennem haver, stuer og natur. Henrik Mennés tegnemaskine Tegningssystem TRK1 spytter spøgelsesagtige corona-motiver ud dagen lang, mens Gudrun Hasle broderer sig igennem krisen med digtet Sort på hvid på sit karakteristiske ordblinde lingo. Mie Mørkeberg skildrer en ung kvinde, der med lukkede øjne vandrer gennem foruroligende mørkt vand, fyldt med ildevarslende, sort vegetation.
En sort svane finder sig selv i vandspejlet i Allan Ottes akvarel Ulykkesfugl, mens Ahmad Siyar Qasimi i sit maleri lader en sort mand og en hvid kvinde give sig hen til hinanden i et i disse tider farligt kys – sekretudveksling mellem fremmede?
Anna Sørensen har taget skridtet fuld ud på denne dødsmesse af en udstilling og har skabt fire urner med abstrakte motiver. Skulle man bestille en af dem? tænker Deres udsendte. Man ender jo alligevel under mulde, corona eller ej. En anbefalelsesværdig udstilling, der taler lige lukt ind i tiden og med værker, udført med både vid og bid – og lidt formildende humoristisk overdrivelse.
Vi Rus. Galleri Tom Christoffersen. Med bidrag af Mie Mørkeberg, Allan Otte, Henrik Menné, Gudrun Hasle, Julie Nord, Ahmad Siyar Qasimi, Anna Sørensen og Morten Søndergaard. Til 23. maj.
Kunst fra klostret
Aflyste rejser og annullerede møder, fester og middage. Karantænen er for mangen en kunstner ensbetydende med et tilbagetrukket liv som en munk i kloster. Men det giver tid og ro til at arbejde i dybden. For Erik A. Frandsen har pandemien betydet, at han har isoleret sig hjemme i lejligheden på Fælledvej og i gården på Falster. Han har med andre ord hentet de nye motiver i sine nære omgivelser ligesom hans ældre kvindelige kolleger gjorde det i tiden før kvindernes frigørelse.
Det har resulteret i udstillingen Karantænebilleder. Her kan vi opleve 16 nye interiørmalerier, der på ingen måde virker deprimerende eller indeklemte. De er tværtimod overskudsprægede og er blevet til i en skabelsesrus, hvor Frandsen har åbnet for sluserne og har malet af karsken bælg.
Værkerne spænder koloristisk vidt, og der indgår mange blomsterbuketter, planter i potte, senge og reoler med bogrygge, der fremstår med farvemæssig stor variationsrigdom. Mange af malerierne henviser til en kunstner, hvis kendte motiviske vokabular citeres: Weies Kalvetunge, Matisses odalisk, Cézannes badende kvinder, Edvard Munchs selvportræt m.fl.
Disse citater leger med i baggrunden og går i en spændende dialog med Frandsens eget univers. Værkerne viser tydeligt, hvilken mesterlig maler Frandsen er. I hans håndtering lever maleriet som et uendeligt mulighedsfelt. Disse suveræne og stofrige malerier vil man aldrig blive helt færdig med.
Erik A. Frandsen: Karantænebilleder. Hans Alf Gallery. Til 23. maj.
Power Flowers
I sin nye udstilling retter Jan Skovgård sin opmærksomhed mod naturens vækster. Han indsamler planter og iscenesætter dem i mønstre, hvorefter han fotograferer dem og printer billedet på en aluminiumsplade.
Udstillingstitlen Re-Flower spiller på gentagelsen som kunstnerisk metode, men måske også på naturen med dens selvgenererende egenskab eller den store cyklus, hvor planter og blomster spirer, blomstrer og springer ud, visner og forgår for at genopstå næste forår.
Af galleriets pressemateriale fremgår det endvidere, at han har været igennem en dyb krise og med værkerne spørger ind til, om man kan komme igen og vokse og spire også som menneske, når man først én gang har mistet grebet om livet?
Skønheden i naturen
Nogle af plantedelene (serien Civilisation) ligger nænsomt på række og geled, som var der tale om en systematisk, botanisk undersøgelse – eller et vækstvokabular med hemmelige betydninger, mens andre er lidt mere uorganiserede (serien Devils med mælkebøttestængler) eller arrangeret i mønstre (serien Re-flower). De kan også være helt atomiserede, som var der tale om pointilistiske malerier eller drippaintings.
For betragteren fremstår skønheden i naturens enkeltdele meget klart i Skovgaards sikre orkestrering og organisering af fladerne. Alle indsamlede plantedele er fotograferet på en hvid baggrund og er isoleret fra naturen.
Særlig én serie fra 2018 gør indtryk: I stedet for at fotografere kunsten har Jan Skovgaard plukket vildtvoksende planter uden for såvel danske som tyske og belgiske kunstmuseer. Her fokuserer han på den marginaliserede natur, der skyder op alle vegne.
Værkerne er dekorative i ordets bedste betydning og ville egne sig godt til en udsmykning. Samtidig minder de os om naturens skønhed og mangfoldighed i en tid, hvor den er truet af den menneskelige civilisation.
Jan Skovgaard: Re-flower. Clausens Kunsthandel. Til 20. juni.