Kunsten der vendte sig mod verden

Det er sjældent at kunsthistoriske udstillinger er pædagogoiske men gode, introducerende men udfordrende, indholdstunge men sanseligt indbydende. Og det er sjældent at kunstens mangesidighed, opgør med konventionerne og kritiske potentialer bliver udstillet og formidlet med lige dele radikal klarhed og installatorisk sensibilitet.

Men det er faktisk realiteterne med Statens Museum for Kunst’s aktuelle udstilling What’s Happening? – Dansk avantgarde og feminisme 1965-1975, hvor en oprørstid fra 1965 til 1975 afspejles i en tour de force af værker fra ind- og udland, der gjorde op med parnasset og rykkede ind i et kritisk refleksions- og samfundsrum og i nye værkformater: video, installation, performance, happening og aktioner.

Og ligeså meget som udstillingen er et vigtigt udsagn fra en tid, er den også en vigtig skildring af kunstværkets udvikling mod mere kontekst- og handlingsbaserede former. Ja, selv de værker vi snart synes at kende, fremstår i udstillingens indholdsmæssige tyngde med ny kant og formel konsekvens.

Der er faktisk noget ved timingen, der gør at denne udstilling taler meget aktuelt ind i en nutidig krisetilstand, hvor kunsten har antaget en styrket position i det sociale og politiske som kritisk modpol til en øget global social ulighed, selvdyrkelse, kapitalisering af det sociale og kønnet, kommercialisering af kunsten og privatisering af det offentlige.

Fra værk til kontekst
Det er derudover lidt af en kunst, at få den i bund og grund institutionskritiske og genre-nedbrydende kunst til at leve og udfolde sig i institutionens rammer så mange år senere. Det var en opgørskunst, der parallelt med studenterne og fokusset på kollektivets revolutionerende potentialer testede de etablerede systemer.

Med kurator Birgitte Anderberg og den nye direktør for Statens Museum for Kunst, Mikkel Boghs ord, ”forsøgte kunsten at placere sig et andet sted”, gentænke kunstens rolle, forholde sig til en massekultur og anonymitet, flytte fokus fra værkets indhold til den kontekst det opererede i, skabe nye relationer mellem sprog og billede og i bredere forstand frisætte et politisk individ.

Det er en tiårige periode, der i takt med nye sociale og politiske kollektiver udvikler og udfolder en række markante kunstnere herhjemme: Stig Brøgger, Jytte Rex, Bjørn Nørgaard, Ursula Reuter Christiansen, Kirsten Justesen, Per Kirkeby og Paul Gernes, både i gruppedannelser som omkring Eks-Skolen og ved egen kraft. Hele tiden i et sammenspil med et intensiveret udsyn til den internationale bevægelse, der i udstillingen repræsenteres ved Andy Warhol, Martha Rosler, Marina Abramovic, Robert Morris, Carolee Schneemann og Valie Export.

Hvad sker der?
I What’s Happening? bærer titlen på en dobbelt betydning, der dels refererer til happening-kunsten, der var tidens særlige kunstform hvor aktivismen og kunsten omfavnede hinanden i det poetiske men radikalt handlende værk, og dels stiller spørgsmålet: Hvad sker der? Et spørgsmål, der rejste sig som en ny kritik af magtens billeder og strukturer i tiden – og særligt med kønnet som en ny kampplads.

I udstillingen er kritikken og eksperimenterne ikke italesat eller gjort til noget spektakulært, udråbt som revolutionært eller provokerende.

De bliver tværtimod taget alvorligt som udsagn, sat i historisk sammenhæng og endda kombineret med internationale kunstnere, der fungerede som vigtige markører i feltet i tiden.

Der er tænkt i et forløb i udstillingen, der gradvis radikaliseres fra 1965 til 1975, fra konceptuelle udfordringer af billedkulturen til de socio-politiske engagementer i slutningen af perioden. Fra repræsentation af kvinden som vare og objekt i kulturen til manifestationer, der cementerer kvinden og mennesket som politisk individ og aktør.

Kønnet som kritisk krop
Det kan illustreres sådan her:
HAL A (1965-1968): Vi starter med Robbert Morris’ og Carolee Schneemanns performative værk Site (1964, opføres i København i 1965), hvor en absurd iscenesættelse af kunstneren og hans kvindelige motiv sætter kønsrepræsentationen på spidsen.

Herefter møder vi Mogens Møllers indholdstomme Fire kvadratiske rammer (1966) i dialog med Jørgen Leths ironiske leg med normernes betydning for blikket i Det perfekte menneske (1968), hvor Per Kirkeby efterfølgende bearbejder tidens medieikon Birgitte Bardot i dialog med både Stig Brøggers sladderbladsoprør i den serielle og stiliserede værkserie Pamela (1968/2015) og Warhols tre timer lange og absolut overfladiske portrættering af undergrunds-hipsterheden i New York.

Og klask, så er kroppen der: Paul Gernes udstiller bagdele (Bagsider, 1969), Kirsten Justesen modsætter sig i al sin nøgenhed, krøbet sammen i en papkasse, skulpturens ophøjethed (Skulptur II, 1968), imens VALIE EXPORT åbner papkassen for forbipasserendes begramsninger af hendes bryster i den legendariske Tapp und Tastkino (1968).

Den kvindelige kristus
I HAL B (1969-1975) starter, hvor vi slap, og fører nu diskussionen fra det mere kunstinterne og billedmæssige opgør til det mere politiserede og aktionsbårede, hvor kvindefiguren får en nærmest messiansk – både lidende og frelsende – karakter:

Lene Adler Petersen og Bjørn Nørgaard giver den nu fuld gas med først den legendariske aktion i Børsen, Uddrivelsen fra templet (videodukomentation, 1969), Adler Petersens bearbejdning af kvindetegnet fra 1974 og parrets ekstremt nedværdigende Kneppemaskiner (1969), der blev taget i brug under den dengang i kropslig forstand grænseoverskridende Festival 200 på Charlottenborg.

Kroppen og dens kulturelle kodning bliver markant sat i spil i denne del af udstillingen. Og som en form for krystallisering står man midt i salen omgivet af bl.a. en gravid Kirsten Justesens værkserie Omstændigheder (1973), imens Martha Rosler gennemgår køkkenets vokabular med nærmest voldelig sarkasme i videoværket Semiotics of the kitchen (1975), og Marina Abramovic ligeså voldeligt smukkeserer sig til mantraet ”Art must be beautiful, artist must be beautiful.” (1975).

Den kønnede kritik og krop er immervæk nærværende og aktiveret i denne kunstneriske dialog på tværs af praksisser og landegrænser. Der ville bestemt være andre repræsentanter, der kunne føre denne dialog i tiden, men det her er exceptionelt sat sammen.

Vigtig rekonstruktion
Den dengang aktuelle, sociale kunstaktivisme er selvfølgelig svær at italesætte i et sådan udstillingsformat. Men SMK har bestemt gjort, hvad de kunne, og lidt mere til:

I et særligt rum som afrunding af udstillingens anden del, har kunstnerne Kirsten Dufour og Rikke Diemer på kulturhistorisk vis rekonstrueret udstillingsprojektet Damebilleder fra 1970, oprindeligt i Rådskælderen i Det Kongelige Kunstakademi. De to kunstnere var en del af det kvindelige kunstnerkollektiv Kanonklubben (opkaldt efter deres Canon-videokamera).

Dette kollektiv stod bag den ret radikale – i ordets reelle betydning – og dagsordenssættende udstilling Damebilleder, der står tilbage som den mest kønspolitiske manifestation vi har set herhjemme, hvor kronikken ”Something is happening, but you don’t know what it is, do you Mr. Jones” i Information (6. maj, 1970) var afrundingen på et 14 dages forløb af happenings og aktioner.

Rødt opgør
De inkluderede red-light installationen med afklædte kunstnere (Luderen), den kødgryde-oprørske aktion (Opvasken), hvor kunstnerne installerede deres medbragte opvask i lokalet.

Den største offentlige aktion var en mægtig bryllupskage installeret på Øster Voldgade ovenpå en container (Bryllupskagen).

I det følgende kapitalkritiske ’tableau’ blev kælderlokalet beklædt med lyserødt plastik i etableringen af en skønhedssalon med indbudt demonstratice fra Max factor (Skønheden), der blev afløst af Forsvaret, ganske enkelt et selvforsvars-kursus.

Kjortlerne var en workshop, hvor der blev produceret rødt tøj og sengetøj til alle, der naturligt flød over i Lejren, hvor kunstnerne og deres børn flyttede ind, hvilket endeligt kulminerede i Festen, hvor alle deltagende, i alle køn, var klædt i rødt og spiste rød mad (og måske fik lidt rødvin).

Nu kan vi rent faktisk se videodokumentationerne samlet, læse pressens reaktioner, gå på opdagelse interiøret og de kunstneriske overvejelser, og det er guld værd.

Kunsten som modpol
For flere af de involverede kunstnere (Kirsten Dufour, Rikke Diemer, Jytte Rex, Kirsten Justesen, Jytte Keller, Gitte Skjold Jensen og Marie Bille), blev Damebilleder starten på en kunstnerisk og kønskritisk praksis, der med denne udstilling fik markeret kunsten som et refleksivt rum, hvor vore værdier og magtstrukturer granskes.

Og på den måde står What’s Happening også tilbage som en udstilling, der rent faktisk formår at skildre den udvikling i kunsten med lige dele kunstnerisk indlevelse og historisk indsigt, så vi rent faktisk får en reel chance for at forstå, hvad der egentlig skete, dengang kunsten vendte sig mod verden og blev magtens kritiske modpol.