Da Poul Gernes kom, så og sejrede i Aars

Udstillingen Kærlighed og Kirsebær på Himmerlands Kunstmuseum får igennem den ‘lille’, nærværende historie om Poul Gernes udsmykning af et gymnasium i Aars fortalt en stor fortælling om en kunstner, der virkelig fik sat sit farverige aftryk på hele landet.

Aars er centralt beliggende i Vesthimmerland og en by med mange rødstenshuse. Med de kunstneriske briller på udmærker den sig med at huse så mange murstensskulpturer af Per Kirkeby, at der må byskilte og en særskilt folder til, for at vise vej til dem alle.

Det er dog ikke historien om Kirkeby og Aars, der skal udfoldes her, for han er ikke den eneste sværvægter i dansk kunst, der har sat betydelige aftryk på provinsbyen. Netop nu kan man opleve udstillingen Kærlighed og Kirsebær på Vesthimmerlands Kunstmuseum (tegnet af netop Per Kirkeby), der tager sit afsæt i Poul Gernes’ (1925-96) omfattende udsmykning på Vesthimmerlands Gymnasium i Aars, som blev skabt i etaper i årene 1983-86.

Udsmykning som et kald

Udstillingen bruger denne lokale udsmykning som et prisme til at dykke ned i Poul Gernes’ arbejdsmetode og livsfilosofi om kunst og samfund.

I museets store sal præsenteres et 4,5 x 10 meter stort maleri af et blomstrende kirsebærtræ – identisk, på de nærmeste, med det maleri, der pryder den lange foldedør på scenen i aulaen på gymnasiet. I den lille sal udstilles et udvalg af kunstnerens såkaldte ’Ornamentbilleder’ fra begyndelsen af 80’erne, mens der i mellemrummet mellem de to sale er opstillet montrer med skabeloner, skitser, fliser og redskaber, der blev brugt i forbindelse med arbejdet på udsmykningen, der, udover foldedørsmaleriet, består af en rigt dekoreret scenekant, en flisebort, og nogle lodretstillede, kvadratiske malerier.

Al den stund, at Ornamentbillederne var nogle de sidste ‘galleribilleder’, Gernes lavede, før han udelukkende helligede sig sit kald (udtrykket er ikke malplaceret her) med at lave udsmykninger, sætter udstillingen på denne vis en ganske god ramme for at undersøge, hvad det var, kunstneren troede på.

Med distance til kunstverdenen

Poul Gernes var en helt central figur i ‘samtidskunstens fødsel’ i 1960’erne som uomgængeligt omdrejningspunkt i Eks-skolen, der introducerede nye metoder, materialer og ikke mindst ny tænkning om kunsten og kunstnerens rolle i samfundet. Gernes fik nok eftertrykkeligt foden indenfor institutionerne med sine farvestrålende system-malerier med striber og cirkler – og han er iøvrigt fejret med store retrospektive revival-udstillinger de senere år, blandt andet i Hamborg, Malmö og Humlebæk – men selv distancerede han sig snart fra de kunstinstitutioner, der ifølge ham byggede mure mellem almindelige mennesker og kunsten. Den første udsmykning – der til dato også er den mest omfattende på dansk grund – var farvesætning af det nye Amtssygehus i Herlev i perioden 1970-76. Siden hen blev det til ikke færre end 160 udsmykningsopgaver, udført overalt i landet.

Læs også Da Gernes farvelagde Danmark

Kunsten ud til folket

Når Poul Gernes ville, at kunsten skulle ud til folket, mente han – som udstillingens ene kurator, Bibi Saugman, rigtigt gør opmærksom på i udstillingens katalog – at det skulle foregå i mindst fire henseender:

Dels i socialpolitisk forstand, så kunsten blev fordelt, så alle fik del i den. Dels i ideologisk forstand, idet han opfattede skønhed som en nødvendighed i samfundet. Dernæst i den kunstneriske metodik, hvor det var vigtigt, at kunsten skulle udføres kollektivt og i kraft af en simpel hands-on tilgang. Og sidst men ikke mindst i et let og ukompliceret billedsprog, som kunne aflæses af alle.

Et blik ind i maskinrummet

Udsmykningen af gymnasiet i Aars var i mange henseender et kollektivt projekt, hvor skolens lærere og elever blandt andet var med til at bemale fliser og brænde dem i skolens keramikovn. Skabelonerne og remedierne i montrerne er netop et blik ind i maskinrummet, som viser lidt om, hvordan Gernes forstod at tilrettelægge sit projekt, så mange kunne være med.

Farvepragten og de enkle motiver, der bød på gentagelsesmønstre i form af blade og kirsebær, en bølgelinje og et ‘kryds og bolle’ motiv, var en del af kunstnerens billedfilosofi, som fordrede, at kunsten for alt i verden ikke skulle være symbolsk eller svært tilgængelig.

Avantgardekunstneren der ville være folkekunstner

Der er noget demonstrativt over Gernes, og man kan mene sit om, hvor meget i øjenhøjde med folket hans mange udsmykningsprojekter i virkeligheden var. En hær af hjælpere hjalp til i ‘malerfirmaet’, men han var den ubestridte mester, der bestemte. Og er hans systemtilgang til gentagelser og ensfarvede farvefelter ikke udtryk for en ret så topstyret dogmatik?

I hvert fald er der hos Gernes dette skisma mellem avantgardekunstneren, der er på forkant med udviklingen, men som så gerne vil være folkets kunstner og i krasse vendinger tager afstand fra ‘eliten’ , som ikke sjældent er identisk med avantgarden. Samtidskunsten er fuld af postulater, og Gernes går ikke fri.

Læs også anmeldelse af Gernes-udstilling på Louisiana: Danmarks første samtidskunstner?

Demokratiske ornamenter

Dette står også klart, når man i museets lille sal præsenteres for hans Ornamentbilleder. Som de hænger der i det rensede og superæstetiske museumsrum, ligner de en million.

Og det på trods af de billige, ‘demokratiske’ materialer, lakfarver på masonit. På trods af, at de henter inspiration fra gamle ornament-traditioner, helleristninger, og anden ‘folkekunst’, og sikkert ikke vil være sådan rigtig elitær kunst, ser det bare skide godt og moderne ud.

Dilemmaer som disse forklejner dog ikke Gernes, hans ildhu og idealisme, og udstillingen er fint orkestreret, idet den fortæller den ‘lille’, nærværende historie om Gernes specifikke engagement i Aars som en del af den store fortælling om en kunstner, der virkelig fik sat sit farverige aftryk i hele landet.