Det skal du se! Uge 24

10. juni 2025

Spis et ansigt af brød eller bliv fotograferet af en kendisfotograf, der også har fotograferet Jennifer Lopez eller Keanu Reeves.

Olle Essvik, AI insects, 2024. Courtesy of the artist.

Spis et ansigt af brød eller bliv fotograferet af en kendisfotograf, der også har fotograferet Jennifer Lopez eller Keanu Reeves.

Redaktionen anbefaler her en håndfuld kunstudstillinger, der åbner i den kommende uge. Du kan også få det fulde overblik i vores Art Guide.
Denne udstilling er første skud på stammen i et større og længerevarende udstillings- og formidlingsprojekt på Kunsthal Aarhus, som har titlen "Kunsten at fejle". Denne udstilling zoomer ind på kunsthallens mere researchbaserede udstillingsprofil. Bugs & Metamorphosis præsenterer en række kunstnere, som arbejder med dobbeltbetegnelsen af "bug" (fejl og insekt). Udstillingens værker er baseret på fotografi og peger på de fejl der kan opstå både i den analoge og den digitale billedbehandling.
På Dyrehave Mølle i Nyborg kan du se flere hundrede menneskeansigter - lavet af brød. Den tyske kunstner Jara von Lüpke har lavet en totalinstallation af brødafstøbninger af hendes tætteste relationers ansigter. Udstillingen udforsker temaer som fællesskab, omsorg og forbrug. Hvordan påvirker vi hinanden gennem det, vi giver og tager? På udstillingens åbningsdag kan man deltage i en performance med kunstneren og indtage kunstværket, det er søndag den 15. juni kl. 10.30, 12 og 14.

<i>Front Row with Salma</i>. Photo: Rainer Hosch
Front Row with Salma. Photo: Rainer Hosch
Endnu usete portrætter af Hollywoods 'rich and famous' - fotografen Rainer Hosch åbner op for sit private arkiv, hvor han har fotograferet nogle af verdens største stjerner som George Clooney, Kim Kardashian, Meryl Streep, Iggy Pop & Keanu Reeves. Gallery Poulsen bringer Hollywood til Kødbyen – og giver publikum en enestående mulighed: Køb et af Hoschs værker og få selv taget et personligt portræt af ham – i samme ikoniske stil som hans berømte motiver - det sker på åbningsdagen fredag den 13. juni.
Det Kongelige Danske Kunstakademi inviterer som altid på rundgang hos Kunstakademiets studerende. Her præsenterer de projekter, de har arbejdet med i løbet af året og det er altså et besøg værd. De studerende viser små udstillinger, installationer, performances og filmvisninger - og der er fri adgang hele weekenden.
SoiL Thorntons udstilling The Rest bygger på kunstnerens engagement i sproglige tvetydigheder og centrerer sig om de forskellige betydninger af substantivet »Rest«, som enten kan betyde en periode med stilhed eller afslapning eller noget, der er tilbage, en slags overskud, en anden eller en støtte. The Rest på Simian præsenterer et nyproduceret videoværk samt en skulptur, som er indrammet af en omfattende installation. Udstillingsrummet er udformet til at fungere som et fællesskabsdrevet økosystem eller en kollektiv performance og i forbindelse med åbningen vil værket The Rest blive aktiveret, da en del af rummet vil blive brugt til et syv timer langt rave.