Gallerirevy København dec 2017: Langt fra hovedløst juleshow

I år er gallerierne på ingen måde gået i julemode. Tværtimod kan man p.t. opleve rystende, ekspressivt symbolske billeder og skulpturer af Christian Lemmerz, værker med en kritisk undersøgende, socialantropologisk approach af Jens Haaning og følsomt afsøgende neofeministiske værker af Stense Andrea Lind-Valdan – og så har krukker fået mæle på en munter udstilling.

Det er den sidste udstilling i Toldbodgade 9, hvor Clausens Kunsthandel har leveret kunstoplevelser i over 60 år. Den skønne bygning henhører fremover under Brd. Strecker, som ejer flere restauranter i Nyhavn, og nu indretter administration i det gamle bindingsværkshus. Men vi skal ikke sige helt farvel til Lis Clausen: I det nye år åbner hun sammen med Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel i Studiestræde 14, 1. sal. Nede i Oles rum – dvs. i Ole Sporrings gamle atelier i gården, som blev tømt for et stykke tid siden – udstiller nu Milena Bonifacini og Svend Danielsen. Førstnævnte viser en serie vitale og kraftfulde gouacher på papir. De er virtuose, på én gang abstrakte og konkrete mønstringer og ornamenter i stærke farver. Vitale og originale.

Sidstnævnte viser en serie haikuagtige malerier, som fanger tilfældet og livet i flugten. Omstændigheder og situationer fra et levet liv synes suget fast på lærredet, hvor de får et poetisk efterliv som malede dagbøger, formuleret i et hemmelighedsfuldt alfabet. Værkerne smyger sig ind i rummets mange reoler, hulninger, vinduer og i hjørner. Der er tale om en total maleriinstallation i bedste Svends Bibliotek-stil.

Kropslyrik
I det bageste lokale på førstesalen kan man opleve nye værker af kunstneren med det lange navn: Stense Andrea Lind-Valdan, som på en række udstillinger har foldet sit klare og i disse politiske korrekthedstider radikale, postfeministiske projekt ud: Det består kort sagt i på hudløs ærlig vis at udskrige eksistentielle, poetisk-følsomme udsagn med kroppen som omdrejningspunkt. De modige værker handler om begær og moderskab, om at række ud efter den anden og gribe nuet. Ofte benytter hun kroppens væsker, som det er tilfældet i en række papirarbejder, hvor hun undersøger kroppens potentialer i billedkunstnerisk regi. Hvor går kroppens grænser egentlig, for vi er jo ret beset pattedyr, der består af celler? Hvad er der inde i kroppen, og hvad der flyder ud af den? Med Julia Kristeva det abjekte – altså det, som kroppen skiller ud som ”fremmedlegemer”, men som kan antage mange former.

På udstillingen Cut kan vi opleve nye aspekter af Valdans kunst. Bl.a. en serie fotografier med fokus på revner og sprækker foruden sår på arme og læber. Titlen angiver et snit, en parentes eller udstansning af et øjeblik i livet. Til udstillingen hører også en lille bog i 25 eksemplarer, ligeledes med titlen Cut, med tekst af lyrikeren Cecilie Lind.

Krukkernes fortællinger
I forhuset på samme niveau viser Peder Rasmussen sprudlende, eventyrlige keramiske værker. Udstillingstitlen Kuza Náma betyder ”krukkernes bog”. Den har Rasmussen hentet i den oldpersiske digter Omar Khayyàms digtsamling fra det 11. århundredes Rubàyat. Det er en totalinstallation med fantasi og humor, ”fortalt” af en Danmarks store keramiske kunstnere. Her oplever vi krukkernes samtale om livets store og små spørgsmål.

I forværelset nederst i huset viser Lis Clausen værker i en mindre og mere intim skala. Det er papirarbejder af tidligere professor for Grafisk Skole på Kunstakademiet Vibeke Mencke Nielsen. Det er primært rejseskitser med indlejrede beretninger og kommentarer. De viser hendes mesterskab som tegner. Ved siden af hænger inciterende farveraderinger af Johanne Foss fra en rejse til Ghana, hvor Danmark i sin tid havde en base for slavehandel. En fin lille, stemningsmættet kammerudstilling af to begavede, kvindelige kunstnere.

Butikken i Clausens Kunsthandel: Vibeke Mencke Nielsen og Johanne Foss. I Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel: Stense Andrea Lind-Valdan: Cut og i forhuset Peder Rasmussen: Kuza Náma. Nede i Oles rum: Milena Bonifacini og Svend Danielsen. Alle til den 23. december.

Christian Lemmerz, udstiller for anden gang solo i Hans Alf Gallery. Udstillingens titel er The Night is Large, der hentyder til, hvor meget mørket fylder – ikke kun i tid, men også i rum. Værkerne – enkelte skulpturer i bronze, marmor og gips og en serie tegninger i mixed media – er inspireret af nogle skelsættende, personlige oplevelser: Lemmerz mistede for nylig begge sine forældre. Værkerne former sig som en afsked og et sorgarbejde med forældreophavet. I tegningerne er stregen insisterende, ja, manende ekspressiv med en række fortætninger og voldsomme, eruptive linjer – som eksplosioner. Det er stærke sager som altid hos Lemmerz, som atter kredser om livets basale spørgsmål. Skulpturer med titler som Alzheimer’s, You Want it Darker, Angst og Fleischkopf hentyder til det drama, der pågår. Moren fremstilles i flere værker som en døende heltinde og et helt landskab, mens Lemmerz har opridset et gitter op foran portrættet af faren, som dermed fremstår som en mere distant person. Der er tale om en slags genfærd og genpåkaldelser i disse magtfulde papirarbejder i stor skala.

Skulpturen The Last God viser Lemmerz’ mesterskab som en på én gang klassisk uddannet billedhugger og radikal og ekspressiv kunstner. Værket viser tilbage til tidligere skulpturer af formummede personer, fx Todesfigur og Gestalt. I sin nye skulptur har mørket taget helt over …

Christian Lemmerz: The Night is Large. Hans Alf Gallery. Til 13. januar 2018.

Etnografi i kunstform
Jens Haaning er en Danmarks største konceptkunstnere. Nu kan vi opleve værker af ældre dato på udstillingen iDANtity. Dels 33 Side 9 Piger, dels Blondes. Værkerne har ikke tidligere været vist i Danmark.

Ekstra Bladet har siden 1976 opereret med fotos af pinup-piger på side 9 – hel- eller halvnøgne piger, der mere eller mindre pikante og lækre skal divertere de mandlige læsere. I 2008 besluttede avisen at ændre indholdet, så pigerne blev interviewet og kunne give udtryk for deres drømme og længsler. Udstillingens 33 portrætter var trykt i bladet i efteråret 2008 og er et socialantropologisk indblik i kvindedrømme, som de tager sig ud efter at være blevet redigeret af mandlige journalister, og som sådan er de et tankevækkende indlæg i den verserende #me too-kampagne.

De 13 Blondes-kollager i baglokalet består af udklip fra forskellige danske aviser i perioden 1.-7. april 2008 med fotos af blonde mennesker. Disse medie-readymades former sig som en antiracistisk kommentar af Haaning og spejler danskernes selvforståelse i forlængelse af hans værk Danmark (opr. 2005), hvor han umisforståeligt og i store sorte bogstaver udstansede den højredrejning, som har fundet sted herhjemme i de seneste årtier.

I værket Kabul Time (guldversion), som også hænger i baglokalet, er klokken 2½ time bagud i forhold til dansk tid. Værket viser, hvordan tiden går – også i Kabul – efter Vestens ødelæggende krig, der ikke førte til noget som helst, idet Taliban stadig har magten mange steder i landet. Endda lidt mere end tidligere.

Der ulmer altid nogle dystopiske og socialt kritiske underbetydninger i Haanings konceptuelle, men umiddelbart meget enkle værker.

Jens Haaning: iDANtity. SABSAY Gallery. Til 3. februar 2018.