Med sit kølige blik, sin skarpe humor og sin evne til at forene det personlige med det universelle har den finske fotograf og videokunstner Elina Brotherus i tre årtier udfordret, hvad et billede kan være – og hvem der egentlig ser hvem.
Elina Brotherus (f. 1972) er finsk fotograf og videokunstner. Hun er den mest fremtrædende repræsentant for den berømte Helsinki Skole, som siden 1990’erne har ageret affyringsrampe for en række bemærkelsesværdige billedkunstnere, der benytter kameraet som et selvstændigt kunstnerisk udtryksmiddel på linje med eksempelvis grafik, maleri og skulptur.
Umiddelbart kendetegnes hendes praksis af afmålte kompositioner og en registrerende, nøgtern fotografisk æstetik – hvilket på ingen måde står i modsætning til, at der samtidig florerer et uudslukkeligt og subtilt overskud til poesi og underspillet humor.
Hun har nu i snart tre årtier forfinet sit virke som både fotograf og performer, idet hun altid benytter sig selv som motiv i sine billeder. Hun er skaberen af billedet og dets figur – både iscenesætter og iscenesat – men nægter samtidigt konsekvent at reducere sit værk til selvbiografi.
Skilsmisse og barnløshed
Det gør sig gældende, selv når værkerne faktisk har selvbiografiske afsæt, eksempelvis en helt tidlig serie som The First Day of the Rest of Your Life (1997). I et af seriens billeder sidder hun nøgen på en madras på gulvet i et tomt rum og ryger. Billedet er taget som en direkte konsekvens af en skilsmisse – manden var flyttet og havde taget sine ting med sig, surt nok! Men billedet afstår fra patos, og scenen er transformeret fra det personlige til et universelt spørgsmål om livsomvæltninger og overgange.
Det gør sig gældende, selv når værkerne faktisk har selvbiografiske afsæt, eksempelvis en helt tidlig serie som The First Day of the Rest of Your Life (1997). I et af seriens billeder sidder hun nøgen på en madras på gulvet i et tomt rum og ryger. Billedet er taget som en direkte konsekvens af en skilsmisse – manden var flyttet og havde taget sine ting med sig, surt nok! Men billedet afstår fra patos, og scenen er transformeret fra det personlige til et universelt spørgsmål om livsomvæltninger og overgange.
Ligeledes serien Annunciation (2009–2013), der tager udgangspunkt i kunstnerens personlige oplevelse med ufrivillig barnløshed. Her bruges det bibelske motiv, bebudelsen, som en vrængende metafor for det uindfriede håb, og sorgen er der, javist, men fotografierne er afdæmpede og næsten kliniske. Det er denne nøgternhed, der lader motivet dreje sig mod et mere alment erfaringslag. Et eksempel på en fotografisk serie, hvor koncept og følelse balancerer uden at forfladige hinanden.
Elina Brotherus: Imaginary Burial Place, 2019. © Elina Brotherus.
Elina Brotherus, Sanatorium Exterior, 2022. © Elina Brotherus.
Elina Brotherus: Artist as Lamp, 2019. © Elina Brotherus.
Elina Brotherus: A New Sense of Order, 2016. © Elina Brotherus.
Elina Brotherus: Nu endormi, 2003. © Elina Brotherus.
Naturen performer
Helt centralt i Brotherus’ oeuvre er samspillet mellem kroppen og omgivelserne. Moderne modernistiske interiører eller knappe nordiske landskaber – en nøgen kystlinje, en bar mark, en skov i disen – fungerer som scenografi for kroppen og som rum for eksistentiel refleksion.
Helt centralt i Brotherus’ oeuvre er samspillet mellem kroppen og omgivelserne. Moderne modernistiske interiører eller knappe nordiske landskaber – en nøgen kystlinje, en bar mark, en skov i disen – fungerer som scenografi for kroppen og som rum for eksistentiel refleksion.
Tilgangen er tydelig i værker som Disappearing Event, hvor kunstneren forsvinder ud i havet, eller Mirror Piece, hvor hun går baglæns ud i havet, holdende et håndspejl op foran sig, hvorefter hun vender tilbage med spejlet vendt om, så kystlinjen spejles. Her er naturen ikke blot skueplads, men også en medspillende aktør, der performer, modtager, afspejler og absorberer.
Fortolkninger af kunstnerpartiturer
Ligeledes centralt står Brotherus’ spil med kunsthistorien, som citeres og nyfortolkes på mangfoldige måder, kunstnerskabet igennem. Fotoserien The New Painting, 2000-04, henter eksempelvis inspiration fra klassiske, maleriske motiver som 'kvinde i badet', 'læsende kvinde' og 'vandrende', idet kunstneren ofte giver motiverne en feministisk drejning.
Ligeledes centralt står Brotherus’ spil med kunsthistorien, som citeres og nyfortolkes på mangfoldige måder, kunstnerskabet igennem. Fotoserien The New Painting, 2000-04, henter eksempelvis inspiration fra klassiske, maleriske motiver som 'kvinde i badet', 'læsende kvinde' og 'vandrende', idet kunstneren ofte giver motiverne en feministisk drejning.
Elina Brotherus: Wind Music, 2016. After Mieko Shiomi, Wind Music, Fluxversion I, 1963. © Ilena Brotherus og Martin Asbæk Gallery
I de senere år har hun eksplicit genopført såkaldte event scores – korte, skriftlige instruktioner til performative handlinger, som blev udviklet i 1960’erne af Fluxus-bevægelsen. Kunstnere som George Brecht, Yoko Ono og Mieko Shiomi søgte at nedbryde grænserne mellem kunst og liv ved hjælp af absurde eller minimalistiske handlingsforslag, der kunne udføres af alle, hvor som helst, når som helst.
Brotherus oversætter dem med sin egen poesi og sensibilitet til kortfilm eller fotografier, hvor hun selv optræder som performer – ofte sammen med sin ven, danseren og koreografen Vera Nevanlinna.
Hvad hvis? Hvorfor ikke?
Disse performances understreger Brotherus’ insisteren på fantasi, tilfældighed og forundring i en verden, der ellers dyrker effektivitet og præstation. Ganske sigende har hun udtalt, at hun har to mottoer: Det ene er “What if?”. Det andet er “Why not?”.
Disse performances understreger Brotherus’ insisteren på fantasi, tilfældighed og forundring i en verden, der ellers dyrker effektivitet og præstation. Ganske sigende har hun udtalt, at hun har to mottoer: Det ene er “What if?”. Det andet er “Why not?”.
Ligeledes er hendes værker ofte fyldt med gåder og visuelle labyrinter. Spejlet og spejlinger (eksempelvis i vandoverflader), er blandt hendes favoritter, ligesom tåge og halvt gennemsigtige overflader ofte optræder i hendes visuelle univers. Det sætter gang i spekulationer om, hvad et billede i det hele taget er for en størrelse, og hvad det er, vi ser, når vi ser på billeder.
Elina Brotherus: Why not?, 2018. After Arthur Köpcke, People ask: Why? I answer: Why not? From Reading-Work-Piece No 56, 1966). © Elina Brotherus og Martin Asbæk Gallery.
Kunstneren som klovn
Men Brotherus rejser også politiske spørgsmål om køn og retten til at bemægtige sig blikket.
Men Brotherus rejser også politiske spørgsmål om køn og retten til at bemægtige sig blikket.
I et af fotografierne i serien Artist as Clown ser vi kunstneren stå nøgen i en sø. Vandet spejler kroppen. Hun dækker køn og bryster med sine hænder. Hun ser alvorlig ud, men har malet et klovnesmil henover munden.
Det er Elina Brotherus' drilske – men også meget bogstavelige – kunstneriske ‘svar’ på ideen om, at en kvinde skal være “en mand, en klovn eller optræde nøgen” for at komme til orde i (kunst)verdenen.
Elina Brotherus: L'Artiste et son modèle, 2002. © Elina Brotherus.
Kunstneren og hendes modeller
Og så er der hele spillet om blikkets magt, der også gennemsyrer kunstnerskabet: I serien Artist and her model (2005) forvandler Brotherus det klassiske kunstner/model-forhold i en skarp, kritisk undersøgelse.
Og så er der hele spillet om blikkets magt, der også gennemsyrer kunstnerskabet: I serien Artist and her model (2005) forvandler Brotherus det klassiske kunstner/model-forhold i en skarp, kritisk undersøgelse.
Her samarbejdede hun med to mandlige malere. Et billede fra serien viser malerne i færd med at male den nøgne kvindelige model (rigtig gættet: Brotherus selv), som i samme nu er i gang med at fotografere såvel malerne som sig selv. Spørgsmålet er så: Hvem betragter hvem? Hvem har blikkets magt?
En ting er sikkert: Elina Brotherus har gennem en lang kunstnerisk karriere med sine økonomiske og tableau-agtige værker, der samtidig er fantasifulde og sprælske, manifesteret, at hun netop har – ja – billedet i sin magt.
Fakta
Elina Brotherus (f. 1972)
Bor og arbejder i Avallon, Frankrig og i Helsinki, Finland.
Siden 1990’erne har Elina Brotherus markeret sig som en af tidens førerende eksponenter inden for samtidsfotografiet.
Brotherus arbejder performativt og kamerabaseret, og hendes primære medier er farvefotografi og eksperimenterende kortfilm.
Med sine værker indskriver hun sig i traditionen af konceptuel billedkunst fra 1960’erne og 1970’erne, der bl.a. tager afsæt i bl.a. Fluxus og den feministiske avantgarde.
Hun har en MA i fotografi fra University of Art and Design Helsinki (nu Aalto University) og en MSc i kemi fra University of Helsinki.
Hun er blandt andet blevet tildelt kunstnerprofessoratstipendiet fra Arts Promotion Centre Finland (2022-2026), Carte blanche PMU, Frankrig (2017), den finske statspris for fotografi (2008) og Prix Niépce of Gens d’image (2005).
Hendes værker er en del af over 80 offentlige samlinger, herunder Pompidou Centret, Paris, Louisiana Museum of Modern Art, Danmark, LACMA, Los Angeles og Moderna Museet, Stockholm.
I Danmark er Elina Brotherus tilknyttet Martin Asbæk Gallery.
