Installatorisk teater for talende senge og fuglekiggere

Langt i formen og sær i spyttet er stilen for 2019. På Den Frie indledes året i hvert fald med to langstrakte forestillinger, hvor det er noget svært at hænge på. Både kunstnergruppen YEARS’ udstillingsforestilling i fem akter og Søren Thilo Funders videoinstallation er ambitiøse totaloplevelser, hvor kompleksiteten overmander interessen, og det blivende indtryk er mere et forvirret ”whatever” end et øjenopspilende ”WTF?”

Kunstnerdrevne udstillingssteder har igennem de seneste år rykket ind på Den Fries gamle gulve, og nu er turen kommet til YEARS (Anna Margrethe Pedersen, Steffen Jørgensen, Søren Aagaard, Merete Vyff Slyngborg og Ditte Boen Soria) fra Nørrebro. Deres ”takeover” udfolder sig som en form for installatorisk teater, hvor man går igennem bygningens rum og ser et forløb af installationer, mens en række dialoger afspilles undervejs – tilsyneladende udtalt af talende senge!

Kunstnersmerte i fem akter

Det nedskrevne script, man får udleveret ved indgang til udstillingen er langt og tætskrevet. Her præsenteres en række karakterer og et forløb på fem akter. Vi ser dog ikke nogen personer, og de eneste rekvisitter er en gruppe af hvide senge, som må være en slags stedfortrædere for karaktererne.

Karaktererne i dette ret absurde drama inkluderer den uudgrundelige mand uden egenskaber, ”Odo”, og den noget mere genkendelige kunstner, ”The Pathetic Artist”, som de mest gennemgående. Man skal have en god portion tålmodighed for at følge med i de lange monologer, som for denne besøgende ikke helt levede op til introduktionstekstens løfte om ”en grundig granskning” af kunstens rolle med ”underliggende selvironi og underfundig, teatralsk humor”.

Der er vist noget med fem stadier: fødslens begyndelse, knuder, krise, pludselig forandring og dødens indfrielse – sammen med et motiv af et kunstværks vandring fra idé til udførelse.

Men hverken rammende alvorsord eller fængende humoristiske pointer brænder igennem, og det hele står tilbage som noget utilnærmeligt.

Surreelt drama, der ikke letter

Scenografien er at beskrive som stram surrealisme, hvor man kun ser de hvide senge i enkel Ikea-agtig stil. Som talende karakterer flyttes de noget rundt, og særligt i det sidste rum er opsætningen kreativt absurd og i stand til at fænge den noget forvirrede beskuer.

Som helhed sker der dog for lidt på den visuelle side igennem forløbet og sammen med det langtrukne talespor er hele forestillingen I don’t want to live, I don’t want to die en noget kryptisk sag, som aldrig letter, men, for at bruge de foreliggende rekvisitter som billede, bliver liggende i sengen. Måske fordi, man som publikum ikke rigtig inddrages, men heller ikke får serveret en tilgængelig og fængende helhed.

En af de bedre detaljer er et krydsende virvar af ledninger opsat på gulvet samlet i en form for motherboard midt i huset. Her er faktisk bedre flow og mere interessant brug af bygningen end i forestillingens hovedspor.

Fuglekrigen i Malheur

I underetagens udstillingsrum vises Søren Thilo Funders værk The Watchers of Malheur (TWEET TWEET). Dette primært videobaserede værk byder også på en ret kompleks historie og er også af længere varighed.

Setuppet er her pseudodokumentarisk som en filmisk fortælling med udgangspunkt i naturreservatet Malheur i Oregon. Her besatte en lokal bevæbnet gruppe området for at tage det tilbage fra staten, mens en gruppe fuglekiggere som modsvar overvågede deres aktiviteter tæt. I virkeligheden var denne konfrontation kortvarig, men i Thilo Funders værk gøres den til udgangspunkt for en lang, kold krig, som hurtigt tager afsked med virkeligheden og også ender i en surreel sekvens med animerede fugle – vist nok en TWITTER-fugl.

Perifer betydning

I forhold den stramme opsætning ovenpå er det en noget mere billedfuld fortælling her, hvor dramatiske opsætninger af de to grupper i et studie veksler med sceniske optagelser fra nationalparkens landskab og de førnævnte animationer.

Her er egentlig rigtig meget interessant på spil. En perifer, men alligevel symbolladet konflikt, forskellige opfattelser af natur og frihed og ikke mindst hvad, man kan gøre med en fortælling i film. Ambitionen er nok, at publikum skal tænke med selv og bringes lidt ud af sin comfort zone for fiktion og fakta, hvilket må siges at være et relevant og aktuelt tema. For mig at se ender det dog i en noget rodet og lang forestilling, som man ikke helt ved, hvad meningen er med.

Oplevelsen af Den Fries januarforestilling er derfor lidt tung at danse med – og i det mindste havde det været fint, hvis varighed og starttidspunkt for begge udstillinger havde fremgået, så man kunne hoppe på fra starten og ikke skulle dumpe ind midt i forestillingen.