Jylland på toppen

Birgit johnKunstnersammenslutningen Jylland har henlagt årets udstilling til Sydthy, hvor de har møde med maleren Jens Søndergaard. Det er på alle måder en vellykket udstilling.

Heltborg Museum er et lidt hemmeligt museum, der ligger og putter sig nær Hurup i Sydthy. Museet, der kun har eksisteret siden 1991, og hvis kunstneriske attraktion er en stor samling af Jens Søndergaards værker, har til gengæld en af Danmarks smukkeste beliggenheder. Når man står udenfor den gamle skole lige ved siden af Heltborg kirke og kigger ud over det bakkede landskab, helt ned til Nees Sund, hvor man kan tage en lille privatdrevet færge til Mors, bliver man ganske blød i knæene.

Museet er ikke et kunstmuseum, men et kulturhistorisk museum, der belyser hverdagslivet på egnen gennem tiden, men kunstnerisk set er det virkelig et besøg værd. Dels kan man se Jens Søndergaards værker, som her hænger i det landskab som mange af dem blev til i. Jens Søndergaard boede mestendels i Hellerup og havde atelier på Rådhuspladsen, men om sommeren var han tilbage i barndommens Thy, hvor han havde hele 3 sommerhuse.

En stor oplevelse var det for mig at møde tegneren Ellen Raadals arbejder på museet. Ellen Raadal (1901-91) fik sit efternavn fra ægteskabet med maleren Erik Raadal, som hun giftede sig med i 1940 og allerede mistede året efter. Hun, der var kommet på Kunstakademiet som 18-årig, slog sig senere ned i det nærved liggende Krik, (er man der, så besøg det fantastiske pakhus) hvor hun levede resten af livet og ernærede sig som tegner. På museet har man en fin samling af hendes arbejder. Blandt andet tegninger af fiskerbåde på stranden, som på en gang er nøgternt realistiske, og samtidig nærmest cool, svævende.

Denne sommer er en del af Jens Søndergaard samlingen lånt ud til den store udstilling på Heart, men til gengæld har museet fået besøg af kunstnersammenslutningen Jylland, som har bygget deres udstilling op over en række møder med netop Søndergaard. Det er der kommet en meget seværdig og flot ophængt udstilling ud af. Udstillingen fordeler sig over forhal, en lang gang og 5 tidligere klasseværelser. 

Forløbet er tematisk arrangeret i forhold til de valgte Søndergaard værker, og også farvemæssigt ret fint afstemt. Jylland har tidligere haft eksterne kuratorer, men i år har sammenslutningen valgt 3 af gruppens medlemmer: Sonja Lillebæk Christensen, Erland Knudssøn Madsen og Bodil Nielsen, til at stå for alt, lige fra farvesætning af rummene, disponering af værker og til redaktion af det fine katalog, hvori de medvirkende kunstnere bidrager med en ganske kort tekst, der afspejler vedkommendes valg af værk i relation til Søndergaard. Det må have været et stort arbejde, som har resultereret i en overordentlig vellykket ophængning, båret af kunstnerisk musikalitet i omgang med værkerne. Det er sin sag at forvandle gamle klasselokaler til interessante rum, men jeg synes, de tre kuratorer med deres farvesætning af rummene og med de samtaler, der opstår mellem værkerne, skaber en virkelig overbevisende no-nonsense udstilling, hvor der er brugt mange kræfter på at se værkerne, før de er hængt op.

Vi bevæger os fra en sart stemning i foyeren, hvor Marianne Hesselbjergs blanke aluminiumsskulpturer som hun støbte til Selde Skulpturlandsbys udstilling i 2017, møder den poetiske Søndergaard med røde kjoler ved havblik og solnedgang, gennem en række temaer, såsom f.eks. legen, troen og længslen.

Ingen hjemstavn

Alle de medvirkende bidrager som sagt i kataloget. Det afsluttende ord er givet til Michael Kjær, Postdoc ved Institut for Kunst og kulturvidenskab på KUA, der tidligere har beskæftiget sig med Søndergaard. En af Kjærs pointer i læsningen af Søndergaards værker er, at han i sine malerier bød indenfor ved at vende en form for skrøbelighed udad. Kjær giver nogle interessante og personligt investerede læsninger, som jeg ikke helt ved, om jeg forstår, men som får mig til at se på Søndergaards maleri på en ny måde: ”Jeg bliver altid berørt foran Søndergaards billeder uden jeg synes, det giver anledning til selvcentrerede følelser. Jeg kan kun forklare det ved, at de opererer lokalt og partikulært. Og det lokale og partikulære er i Søndergaards billeder aldrig afgrænset. Det står altid i direkte forbindelse med de partikler, alle består af. På en mærkelig forsinket facon er Søndergaards billeder derfor særligt i dag politiske. Der er ingen hjemstavn i dem.”

Intimiteter

Som sammenslutning har Jylland gennem de sidste 10 år fornyet sig virkelig meget, mange nye medlemmer er kommet til, og mange nye udstillingsformater er prøvet. Og det virker som om, at udfordringen med Jens Søndergaard har vakt genklang hos kunstnerne. Nogle har forholdt sig mere overordnet og har fundet ældre værker, der virker, mens andre har skabt nye værker til udstillingen. Begge dele virker, synes jeg, fordi det tematiske aldrig presses hårdere end, at kunstnerne har haft deres fulde frihed.

Således viser Henrik Menné to intense kuglepenstegninger, lavet med en lille robot, og han skriver selv, at de er ”cirka så langt fra Søndergaards udgangspunkt [følelser og farvekraft] som man kan komme.” Men det sjove er, at hængt op sammen med et par af Søndergaards mere intime interiørværker, så går de faktisk i aktiv dialog med alle deres små strittende og uldne netværkende linjer.

I samme rum, som handler om det intime, har Eva Öhrling skabt helt nye billeder, hvor hun virkelig elegant henter sine farver direkte fra Søndergaard og sender dem ud mod betragteren i en slags maleriske breve. Og Bodil Nielsen løfter den rødgule farve helt fri af malerier i form af changerende organza.

Havet

I det blå rum spilles der op mod Søndergaards horisontsugende havskaber.

Tina Maria Nielsen viser bl.a. værket Fragments of ancient Poetry, som er en bronzeafstøbning af et skulderblad fra en kaskelothval, og pludselig kan man se Søndergaards hav som urhavet, hvorfra farvekraften fødes på lærredet lige foran os. Som en fin kontrast har Jesper Rasmussen valgt at vise værket Nordstrand, som er et fotografi af flad strand og hav, men hvor havet er retoucheret væk, til fordel for et urovækkende præ-tsunami-landskab, mens Jes Fomsgaard i sit foruroligende strandbillede både peger på fremmedheden i landskabet og på destruktion og katastrofe.

Et mere humoristisk take på det, som også fanger den humor, som findes hos Søndergaard, har Jacob Tækker i sin lille video Sea of Love, hvor man ser ham selv spaltet ud i mange små sømænd, der fortvivlet ligger og gynger rundt i hver deres redningskrans, mens Sonja Lillebæk Christensen i sin fortællende installation griber fat i sin egen historie som sømandsdatter.

I den lange linoleumsgang hænger primært grafiske værker, blandet andet nogle meget fine nye kobbertryk med titlen Hav af Erland Knudssøn Madsen.

Overraskende møder

Udstillingen er fuld af gode møder. Hvem havde tænkt at Randi & Katrine stavkirke ville korrespondere så godt med Søndergaards sortklædte langstrakte kirkegængerkvinder? Eller at Søndergaards ringridningsbillede fra Morsø gymnasium kunne ”analyseres” så visuelt fint og let af Lise Nørholm i hendes to skilte med ordene Op? Men det fungerer, ligesom jeg stort set synes alle bidragene på årets udstilling gør.