Kollektiv afvisning

Kollektiviteten er en ny økonomi, der rejser sig som et alternativ til individets selvdyrkelse og samfundets konkurrencemodeller. Men hvordan kollektiviteten kan være en produktiv præmis for kunstneriske processer, står stadig som et åbent spørgsmål. Især efter et besøg i The Tabulator Project på Kunsthal Aarhus, hvor udgangspunktet er kollektivt, men hvor produktet understreger den manglende konsekvens og vilje til at lade sig opløse i fællesskabet og kæmpe for noget større.

Det kuratoriske program Collective Making på Kunsthal Aarhus har siden juni 2015 undersøgt det kollektive og kollektiviteten som strategi og muligt svar på en række både økonomiske, økologiske, urbane, klimatiske og politiske udfordringer i vores tid. Serien har budt på både forskningsudgivelser og interessante udstillinger og arrangementer, der har taget dette emne og kunstens undersøgende rolle befriende seriøst.

Kollektivitet som modkultur
Der ligger for mig et paradoks gemt i Collective Making, fordi vores tid er styret af alt andet end kollektivitet. I hvert fald, hvis man kigger på mainstream-kulturen og de kulturelle politikker, der præger vores tid. Det handler om talent, selvpromovering, individdyrkelse og en neo-liberalisme, der formår at kapitalisere på selv de mest kollektive tiltag – og når der kapitaliseres, er det vel at mærke de få, der høster (tænk blot på hele den proces, der har præget fx Carlsberg-byen). Samtidig ligger der hårde erkendelser i vores kultur og samfund af, at vi som mennesker kollektivt skal ændre vores levevis markant, hvis vi vil overlevere kloden i god behold til vores efterkommere. Men det er to bevægelser, kulturer om man vil, der ligger i konstant konflikt med hinanden. Individet og kollektivet. Selvrealiseringen som markedsværdi og samskabelsen som bæredygtig model for alternative økonomier og løsningsmodeller.

Med lidt kynisme i blodet kunne man påstå, at individualismen kræver en form for fornægtelse af tidens egentlige trusler, ansvar og udfordringer, imens kollektivismen ofte kræver nogle ret radikale opgør med vores identitet, livsførelse, samfundsopbygning og ejendomsret.

”Det er umuligt at dele uden at kommunikere, og uden at sætte os selv og vores væren på spil,” skriver Wolfgang Sützl for eksempel i forskningsbidraget, der indledte kunsthallens program under titlen Om at dele, publiceret 20. januar 2015. Vi må ofre os selv i kollektivismen, men for en større idé, der vil gavne flere. Det er simpelt, men svært. Tydeligvis.

Uargumenterede forbehold
Som en del af Collective Making (2015-2016) vises i disse dage udstillingen The Tabulator Project, kurateret af UHHI Projects (Lise Uhrskov og Mazja Hillestrøm) og med deltagelse af otte kunstnere: Nana Rosenørn Holland Bastrup, Jacob Borges, Michael Boelt Fischer, Lea Guldditte Hestelund, Mazja Hillestrøm, Daniel Seferian Spies, Kristian Touborg og Lise Uhrskov. Og for at sige det ligeud; den selvopofrelse, Sützl peger på, er ganske fraværende i The Tabulator Project og de aktuelle og akutte problemstillinger, der ligger bag Collective Making er ikke tilnærmelsesvis i tale.

Det ambitiøse program byder aktuelt på en udstilling, der hverken vil eller gør noget kollektivt! At juryen (Birgitte Kirkhoff Eriksen, Fatima Hellberg, Geoff Cox og Josefine Spjeldnæs) overhovedet har ment, at projektet var et vigtigt bidrag i undersøgelsen af kollektiviteten som strategi, giver rigtig dårlig mening, og udstillingen tilføjer udelukkende en række individuelle kunstneres uargumenterede, eller decideret uinteressante, forbehold for at lade sig optage i kollektivet.

Uargumenteret kuratering
Problemet opstår allerede i det kuratoriske koncept, der ellers er grundlaget for udvælgelsen. Det er ikke akutte spørgsmål i tiden, men en børneleg, der er grundlaget, hvor man lader en tegning cirkulere mellem individer, der arbejder videre på hinandens bidrag, og som ender i en fælles kreation. Selvom det er det kuratoriske afsæt, så er det ikke ført til dørs som kollektiv skabelse i Kunsthal Aarhus. For det er ikke værkerne i udstillingen, der har cirkuleret, men blot en ’udstillingstekst’. Et arbejdspapir, som har dannet grundlag for de otte værker og titlen, der refererer til tastaturtasten, der laver et lille hop i dokumentet, eller nu flytter dig fra væg til væg i udstillingens rotunde.

Både den ’kollektive’ tekst og tabulator-funktionen kommer til at symbolisere den afstand, og ikke-samvær, som man oplever i lokalerne, og ikke overraskende har de deltagende kunstnere gjort præcis, som de plejer, alene.

Jacob Borges har blandt andet skabt en af hans ’klassiske’ vægtekster: ”Most People Said No”, og med den form for ’kollektiv’ udmelding er tonen ligesom sat. Lea Guldditte Hestelund har ligeledes grebet tingene vanligt an: På gulvet ligger en række marmorelementer, der udtrykker en kropslig funktion og øjensynligt flere kroppe på samme tid under den velkendte titel: No Human Is An Island. Motivationen for at indtage værket sammen er dog stadig ret uklar.

Tendensen hér gentager sig. ’Tabbing’ bliver til både rejseskildringens abrupte indtryk i Mazja Hillestrøms fotoværker (I am one, I am all, I am all over) og til individets fragmenterede dokumentation af sine bevægelser gennem byen i Lise Uhrskovs TABULATOR MAPS.

Kollektiv afvisning
Vi kommer ikke nærmere det kollektive i Nana Rosenørn Holland Bastrups Pappgraffiti – en ophobning af motiver på og i pap, der åbenbart refererer til udstillingsteksten og bærer den charmerende titel: Ordnung Muss Sein! Om det er en kynisk reference til magtmisbrug (som fx i nazismen) eller blot en henvisning til individets kulturelt fostrede tvangstanker er uklart, også efter at have zappet rundt blandt de surreelle og poppede motiver. I modsatte hjørne sætter Michael Boelt Fischer en række færdige og ufærdige værker og materialer sammen i et meget ærligt “midlertidigt organiseringsprincip“, Kristian Touborg undersøger, hvor meget han kan fjerne af et objekt, ”før det ikke er sig selv længere“ under den rimelig afslørende titel Boat, og til sidst filosoferer Daniel Seferian Spies over kunstnerens magt over landskabet fra staffeliet.

Hvordan disse selvoptagede greb vil andet end sig selv, er mig stadig en gåde, også selvom der er tegnet streger på gulvet, der ’forbinder’ værkerne. For mig at se er det snarere en kollektiv afvisning – en kunstner-liberalisme, der insisterer på individets forrang. The Tabulator Project repeterer trods sine postulater de selvtilstrækkelige mekanismer, vi ser over det hele, i X-Faktor, Paradise Hotel, modeblade, L’oréal-reklamer, på Facebook og den førte danske politik, og kollektivet er langt fra midlet hér. Kun hvis vi selv får noget ud af det og ikke ofrer eller investerer noget som helst!

Hvis jeg var G. W. F. Hegel (1770-1831), ville jeg sgu have det blandet med, at min nøje vægtede tanker om dele, helheder, frihed og erkendelsesprocesser bliver brugt som redningsplanke i denne udstilling, hvor delene forbliver dele og aldrig en ny og større helhed:

”We cannot be free beings alone, but must achieve freedom in common!” står der på gulvet. Det citat ville fungere en del bedre, hvis værkerne ikke var i udstillingen. Så er det sagt.