Mellem syndefald og dommedag

Af
19. oktober 2009

På Statens Museum for Kunst slår naturen igen.

Ved syndefaldet skiftede naturen karakter fra paradisisk til problematisk. Nu slår naturen til igen. (SMK Foto. Udsnit)

På Statens Museum for Kunst slår naturen igen.

Af
19. oktober 2009

Dommedag nu?
Seneste indspark i den globale topmøde-opvarmning kommer fra Statens Museum for Kunst i form af udstillingen med den foruroligende titel Nature Strikes Back. Udstillingen er udtryk for et håb om, at kunsthistorien kan hjælpe os med at forstå, hvorfor vi er nået dertil, hvor vi er, hvor kloden skranter, og menneskehedens fremtid er usikker.

Syndfloden som Melchior Lorck forestillede sig den i 1540'erne. (SMK Foto)
Syndfloden som Melchior Lorck forestillede sig den i 1540’erne. (SMK Foto)
Christian Schmidt-Rasmussens Kill Nature, Nature Kills skærer årsagssammenhængen ud i pap. (SMK Foto)
Christian Schmidt-Rasmussens Kill Nature, Nature Kills skærer årsagssammenhængen ud i pap. (SMK Foto)

Med en større forståelse i bagagen kan vi forhåbentlig opnå en større velvilje til at foretage de ændringer, der skal til, hvis vi vil undgå at ende der, hvor udstillingen ender; dommedag.

Udstilling af unaturligt natursyn
Med et udvalg af værker fra museets samling har museumsinspektørerne Hanne Kolind Poulsen og Henrik Holm kreeret en tema-udstilling, der giver et indblik i menneskets forhold til naturen, som det er kommet til udtryk i vestlig billedkunst fra antikken til i dag.

Museumsinspektør Hanne Kolind Poulsen. (Foto: Solveig Lindeskov Andersen)
Museumsinspektør Hanne Kolind Poulsen. (Foto: Solveig Lindeskov Andersen)

”Vi vil gerne have, at man reflekterer over vores natursyn i dag,” lyder det fra Hanne Kolind Poulsen. ”Hvad er det, der gør, at vi absolut skal udnytte naturen, som vi gør i dag? Hvorfor er det så svært for os at lade være?”

”Den måde, vi behandler og opfatter naturen på i dag, er jo ikke naturlig,” fortsætter hun og forklarer, at vores forhold til naturen er udviklet over tid, bundet til vores kultur, økonomi og verdensbillede.

Det natursyn, vi har i dag, er et resultat af industrialiseringen, hvor vi udviklede teknologi og metoder til at beherske og kontrollere naturen. Troede vi. For nu, hvor naturen slår igen, må vi ændre vores natursyn endnu en gang, og det er her, den aktuelle udstilling kommer ind i billedet.

”Ved at vise hvordan natursynet allerede har forandret sig gennem tiden, kan vi måske lette den idé om, at vi faktisk kan forandre vores natursyn,” forklarer hun.

Albrecht Dürers illustrationer til Johannes' Åbenbaring. (SMK Foto)
Albrecht Dürers illustrationer til Johannes’ Åbenbaring. (SMK Foto)

Ideologisk værktøj
Publikum bliver ledt igennem kunsthistorien med fem forskellige temaer fra syndefaldet og den tidligste udnyttelse af naturen til forestillinger om syndflod og dommedag.

En del af udstillingen lægger vægt på, hvordan landskabsmaleriet opstod som et ideologisk værktøj, der skulle støtte en politisk dagsorden, og man kunne måske vurdere, at Nature Strikes Back på samme måde spænder kunsten for en ideologisk vogn?

Hanne Kolind Poulsen mener dog ikke, at Statens Museum for Kunst går noget politisk ærinde med udstillingen, som de har lanceret i forbindelse med klimatopmødet, både fordi de har fundet emnet relevant og kunsthistorisk interessant.

Der er heller ingen intention om bagklog moralisering, mener hun, selvom udstillingen bringer os fra naturudnyttelse direkte mod dommedag.

”Der er jo ikke noget moralsk galt i udviklingen,” siger Hanne Kolind Poulsen. ”Men når vi gør noget ved naturen, reagerer den naturligt, og det er os selv, der kommer til at tage konsekvenserne.”

De menneskelige spørgsmål

Der er hverken udstoppede isbjørne eller diskussion af CO2-kvoter på Statens Museum. Der er ingen konkrete bud på, hvordan vi undgår at polerne smelter, for på den front har museumsinspektørerne erkendt deres begrænsninger; kunsthistorikere er ikke klima-eksperter.

Den historisk refleksive vinkel er derfor bevidst tilstræbt, for det er her, kunsthistorien har noget interessant at byde på, fortæller Hanne Kolind Poulsen.

Alt ånder tilsyneladende fred og idyl i Olafur Eliassons fotografier fra Island. (SMK Foto)
Alt ånder tilsyneladende fred og idyl i Olafur Eliassons fotografier fra Island. (SMK Foto)
Et af udstillingens ældre indslag: Jan Brueghel d.æ. Dommedag, 1602. (SMK Foto)
Et af udstillingens ældre indslag: Jan Brueghel d.æ. Dommedag, 1602. (SMK Foto)

”Der er ikke så mange, der tager den mere humanistiske vinkel op, og jeg synes egentlig, det er noget, vi mangler,” forklarer hun.

Hun mener, at der i vores kultur er en tendens til, at der udelukkende bliver fokuseret på tekniske løsningsmodeller til de enkeltstående problemer. Der bliver ikke reflekteret over de dybereliggende årsager til, hvorfor vi mon har fået de her problemer.

Et tilbageblik der peger fremad
Hanne Kolind Poulsen mener, at udstillingen med sin bagudskuende vinkel alligevel kan pege fremad, ved at opfordre til en dybere refleksion over den situation, vi har bragt os selv i.

Christian Schmidt-Rasmussens morbide bidrag til debatten om global opvarmning. (SMK Foto)
Christian Schmidt-Rasmussens morbide bidrag til debatten om global opvarmning. (SMK Foto)

”På den måde kan man måske opnå en anden følelse af kollektiv ansvarlighed,” lyder spekulationerne fra museumsinspektøren, der mener, at det er noget af det, der skal til, for at vi for alvor vil arbejde for at gennemføre de nødvendige løsninger.

Den 31. oktober bliver Nature Strikes Back suppleret af udstillingen Re:Think, der tager klimadebatten et skridt videre. Her forholder samtidskunstnere sig konkret til den aktuelle problematik og bringer visioner og idéer fra kunsten til klimaet. Måske kan den nuværende udstilling gøde jorden for Re:Think og forberede publikum på Statens Museum til en forandring i synet på naturen.


Fakta

Udstilling

Nature Strikes Back

10 okt 2009 7 mar 2010

Christian Schmidt-Rasmussen, Lucas Cranach d.æ., Peter Paul Rubens værksted, Andrea Mantegna, Arthur Køpcke, Superflex, Peder Severin Krøyer, Tiziano Vecellio, Albrecht Altdorfer, Frans De Hulst, Gerard Donck, Jens Juel, Asger Jorn, Olafur Eliasson, Israhel van Meckenem, Toussaint Gelton, Julius Paulsen, Rita Kernn-Larsen, Salvator Rosa, Albrecht Dürer, Johannes Simon Holtzbecher, Pieter Holsteijn, Willem Isaaksz Swanenburgh, Georg Hoefnagel, Carel Allard, Dancker Danckerts, Frans Hals, Francois Vivares, Giovanni Battista Piranesi, Louis Crépy, H. W. Bissen, Christoffer Wilhelm Eckersberg, Berthe Morisot, Paul Cézanne, Georges Braque, Nam June Paik, Mario Merz, Mike Kelley, Svend Wiig Hansen, Kirsten Justesen, Andrea Briosco, Michael Kvium, Fra Bartolommeo, Simone Di Puccio, Matthäus Merian d.æ., Jan Bruegel d. æ., Philips Koninck, Peter Christian Skovgaard, Dankvart Dreyer, Johan Christian Dahl, Claude Lorrain, Robert Smithson, L.A. Ring, Harald Giersing, Gerhard Richter, Anselm Kiefer, Per Kirkeby, Nina Sten-Knudsen, Franz Rösel Von Rosenhof, Mester E.S., Poul S. Christiansen, Melchior Lorck, John Martin, August Strindberg, Peter Bonde

SMK - Statens Museum for Kunst Se kort og tider

Fakta

Udstillingen Nature Strikes Back ledsages af et omfattende formidlingsarbejde. Hvert af udstillingens temaer bliver forklaret og diskuteret i korte animationsfilm, som bliver vist i udstillingsrummene. Vil man møde velforberedt op på museet, kan filmene ses hjemmefra på Statens Museum for Kunsts hjemmeside.