Tankevækkende forskelle i Odense

Der er gode idéer, men færre virkelig vellykkede værker på DCK#09 på Filosofgangen.

Eva Tind Kristensen er god på DCK med sin fotoserie Family. Foto: Line Hjorth.

Der er gode idéer, men færre virkelig vellykkede værker på DCK#09 på Filosofgangen.

Der er ikke den store forskel, hvis man løber igennem udstillingens fem rum med godt tyve udstillende kunstnere. Det er fortrinsvis ting, der kan hænges på de hvide vægge – fotoserier, collager og fladskærme – der udgør dette års DCK. Men der er forskel i kvaliteten.

De største værker er de små, afdæmpede ting, der begynder at larme inde i hovedet. De ringeste råber meningen ud.

Dobbelte familier i Eva Tind Kristensen: Family. Foto:Line Hjorth
Dobbelte familier i Eva Tind Kristensen: Family. Foto:Line Hjorth
Dobbelte familier i Eva Tind Kristensen: Family. Foto: Line Hjorth
Dobbelte familier i Eva Tind Kristensen: Family. Foto: Line Hjorth


Positiv forskelsbehandling
Mest fascinerende er Eva Tind Kristensens umiddelbart tilforladelige fotoserie. Hun er adopteret fra Korea, og den baggrund bruger hun i Family, hvor hun erstatter andre adopterede døtre i en række danske familier.

Ved siden af hvert familieportræt hænger et lignende portræt, nu med den rigtige datter, men også en anelse anderledes. Resten af familiemedlemmerne sidder i næsten samme stilling, men der er alligevel noget galt.

Bureaukratisk tilfældighed
Bedstemoderen smiler anderledes, faderen sidder anderledes i hjørnesofaen, eller familiens hund har sat sig på bagbenene. Det handler om tilfældigheder, der kommer til at betyde alverden for det enkelte menneske.

Dobbelte familier i Eva Tind Kristensen: Family. Foto: Line Hjorth
Dobbelte familier i Eva Tind Kristensen: Family. Foto: Line Hjorth
Dobbelte familier i Eva Tind Kristensen: Family. Foto: Line Hjorth
Dobbelte familier i Eva Tind Kristensen: Family. Foto: Line Hjorth

En anelse kynisk sætter hun sig selv og andre adopterede ind i familiebilledet som en bureaukratisk tilfældighed.

Men kynismen giver mening. Eva Tinds små, afdæmpede dobbeltportrætter bliver et overraskende billede på, hvordan familien som sådan – af blod eller ikke – er en meget mærkelig størrelse.

Malene Wolffs Efter eget valg er det eneste værk, der står ude i rummet. Foto: Theis Vallø Madsen.
Malene Wolffs Efter eget valg er det eneste værk, der står ude i rummet. Foto: Theis Vallø Madsen.
Ting, du ikke vil savne
Samme spændvidde er der ikke i de andre værker, men der er andre gode idéer. Bortset fra nogle udendørsværker, er en stor, gennemsigtig spand det eneste værk, der står ude fra væggene.
På siden har Malene Wolff skrevet "Her kan afleveres en genstand, som du har på dig i dag og ikke vil savne i morgen".

Det er sjovt, og nysgerrigheden tager hurtigt over, når man kigger ned og ser, hvordan gamle bon’er, billetter, en tube creme og andre smådimser er blevet efterladt.

Kedelige gæster
Det kunne muligvis være en kommentar til forbrugerisme og identitet, men gæsternes efterladenskaber fungerer bedst som et afsæt for små historier, man gerne selv vil være med i.

Rigtig sjove eller spændende bliver historierne dog ikke, men det skyldes først og fremmest, at Filosofgangen har nogle gæster med kedelige ting.

Jeanette Thorup: Et af foptografierne i serien Alt for kunstens skyld
Jeanette Thorup: Et af foptografierne i serien Alt for kunstens skyld
Kvalitetsforskel
Der er mindre gode idéer, der er blevet til mindre gode værker, bl.a. Jeanette Thorups værk Alt for kunstens skyld, der viser billeder fra morfarens hus umiddelbart før og efter, han døde.

Det kunne være interessant og smukt, men Jeanette Thorup tværer meningen ud i fotoserien og i en indledende tekst, hvor Thorup skriver om forløbet op til projektet, og om morfarens forhold til hende og hendes projekt.

Før/efter-motivet er set bedre, flottere og farligere før, og værket kommer til at fremstå som en undskyldning for sig selv.

Tydelige forskelle
Forskellene står skarpt på dette års DCK. De gode værker sætter tanker i gang og peger på noget nyt i det, vi troede, vi kendte. De overtydelige værker peger ingen steder hen.


Fakta

Udstilling

DCK#09

9 sep 2009 26 sep 2009

Anne Louise Kromann, Annette Fagerlin Press, Astrid Myntekær, Diana Prim, Emilie Oksholt, Eva Roel, Eva Tind Kristensen, Henriette Elsine Hoff Levinsen, Inger Margrethe Hove Laustsen, Janus Høm og Hanne Gottlieb, Jeanette Thorup, Jesper Kristiansen, Lawrence Marvit, Lene Nørgaard, Malene Wolff, Matilde Katinka Böcher, Michael Schultz, Michael Würtz Overbeck, Virg, Signe Adrian, Stine Albertsen, Susanna Søberg, Tine Bay Lührssen

DCK - Den Censurerede Kunstudstilling Se kort og tider

Fakta

Eva Tind Kristensens familieportrætter er også en del af hendes debut som digter med digtsamlingen DO, der udkom 15. september.

Artist Talk på DCK#09 lørdag d. 26. september kl. 15-17.


DCK er en censureret udstilling, der for fjerde gang er åben for alle ansøgere fra ind og udland.
Udstillingen bestræber sig på at opfylde de basale krav til en kunstudstilling, idet der allerede i censureringen indtænkes hvordan udstillingen skal ophænges /installeres.

Juryen på DCK#09 bestod af Ann Lislegaard, Mette Winckelmann og Randi Jørgensen.