Uligheds-terapi i Roskilde

ACTS 16 på Museet for Samtidskunst, der i år var et samarbejde med både Images 16 og Roskilde Festivalen, bød på stærke symbolske ytringer og handlinger, der understreger den brydningstid, vi som mennesker står midt i, hvor vi bliver nødt til at tage stilling til, om vi vil leve videre i en fornægtelse, der holder verdens gru og lidelse på belejlig (moralsk) afstand? Det er sådan, vi skal forstå titlens ‘immuniserings-paradigme’.

Festivaler for empati
ACTS og det særlige program tiltænkt festivalgæsterne præsenterede performanceværker fra Afrika, Asien og Mellemøsten og leverede stærke oplevelser, der gjorde det svært at opretholde en kølig og kynisk distance. For når man møder fængslende kunst, der formår at skabe oplysende møder og skaber kropslig kontakt med virkelighedens både absurde og grufulde dimensioner, bliver indfølingen en ganske anden.

Og det, der samlede festivalens værker, var en afvisning af at lade afmægtigheden sejre og i stedet levere et bud og en læsning af tingenes nærmest akutte kritiske tilstand, set i et medmenneskeligt perspektiv. Vi var inviteret til en form for ganske underholdende, men samtidig dybt kritisk terapisession. Kunsten forfører os med sin legende, sanselige tilgang, imens vi konfronteres med spørgsmål, der ikke har simple svar. Det er dybdegående adfærdsforskning med et mål om øget indføling og indignation at forvandle ‘immunitet’ til empati.

Kropsliggjorte traumer
Under årets meget vellykkede ACTS blev der så at sige ikke lagt fingre imellem. I museets gård, der i dag synes som en politisk revolutionsplads, møder vi først Nathalie Bikoro og værket When the Hero Disrobes Her Armour Giving Birth to Quiet Revolutions. Kunstneren ligger på sine knæ og skrubber laset og beskidt tøj fra flygtninge foran en iglo-lignende konstruktion – også dækket af flygtningenes sarte rustninger. Det trivielle arbejde afbrydes kortvarigt for at igangsætte en lille revolution. I megafonerne, der omkranser hende, optager og afspiller hun små fraser til et opråb, der – for hver megafon, som inkluderes i koret – bliver højere og højere, mere og mere hårrejsende og aggressivt:

“They make us look all the same, but I don’t feel myself,” lyder det.

Og nu højt og insisterende: “I have a right”, “I have a life” – alt sammen ender i øredøvende repetition.

Imens er den irakiske kunstnerduo Ali Al-Fatlawi feat. Wathiq Al-Ameri igang med et absurd og destruktivt foretagende, hvor et landkort spides med sorte stave, roser knuses langsomt i de bare næver, løg skrælles og sablen hvæsses på soldaterhjelmens pandelap. Et stenkast derfra, i museets have sidder Amy Lee Sanford og klinker skårene i den lerkrukke, hun for kort tid siden smadrede. Værket Full Circle illustrerer langsomt, koncentreret, trivielt og indadvendt, hvordan et liv skal reetableres efter ulykke.

Samme tavse, men hårde poesi, udspiller sig også i Michéle Magemas performance What the Sea didn’t Take Off Me, hvor hun barfodet, iklædt dødens rene hvide lærred først udruller og siden afriver ti stofstykker med dødstal på, der refererer til den store drukneulykke i Middelhavet, hvor 400 flygtninge døde i april i år. Her bliver de indlejret omend symbolsk i kroppen, der er vor fælles vilkår som mennesker.

Exceptionelt bureaukrati
Immigrationen og mødet med de europæiske, bureaukratiske og fremmedgørende systemer får sig også en ordentlig én på hovedet med den ghanesiske Bernard Akoi-Jacksons næsten uvirkeligt vellykkede performance-totalinstallation (…it’s imperative, staying put, put into globalized imperative contexts, is imperative…) på det gamle rådhus – kun en tåregas-granat fra Museet for Samtidskunst. En titel, der med sin tomme statsmands-volapyk, fint illustrerer, at systemerne taler og taler, men har vist sig uduelige til at tage ansvar, hjælpe, inkludere og møde mennesker i nød og tidens ‘imperative’ konflikter. I dette værk går det helt galt, og vi er inviteret indenfor som ansøgere, der nu indgår i en lang række ekstremt bureaukratiske processer. Det hele indledes med et spørgeskema, der skal besvares tilfredsstillende, hvorefter man trækkes ud af køen, flyttes rundt, skifter stol, vises tilbage i køen, får stemplet dokumenter, flyttes igen, får endnu en instruktion, man ikke forstår…

Anden del foregår i rådhusets audienssal (hvis man altså har udstået de foregående ydmygelser!). Her bænkes fire ad gangen, der skal udføre en god omgang idiotarbejde, beskrevet på absolut volapyk (engelsk juratekst uden mellemrum eller store bogstaver) med en masse potentielle misforståelser indlejret. Får man endelig løst opgaverne, modtager man under en kultisk ceremoni et certifikat med underskrifter og vokssejl af overhovedet (Akoi-Jackson selv indsmurt i guld med lændeklæde) og indbydes i samfundet med en nadveragtig indtagelse af oversavet mælkechokolade og Rød Ålborg.

Det er simpelthen det mest gennemførte og absurde bureaukrati, jeg har været udsat for, og lighederne er nok det mest forfærdelige ved den erfaring.

At ACTS er lykkedes med at få rådhuset som ramme for denne performance, gør det ikke mindre exceptionelt.

Immunitet og ulighed
På Roskilde Festivalen indgik en hel del performances fra ACTS og nu indsat i Roskilde Festivals tematik Equality (Lighed), der giver glimrende mening, da erkendelsen af, at vi er lige, ligger til grund for empati og menneskelig værdighed.

CAMP/Trampolinhuset havde meget passende flyttet en række politisk engagerende aktiviteter, debatter og Daddy de Maximos performance If the Sea Could Talk til campingområdet, og i festivalens Art Zone kunne man møde en række værker af blandt andre Hesselholdt & Mejlvang, Superflex og Darren Cullen (GB), som også er værd at dvæle lidt ved med den her uligheds tematik. For ud over de mere udsmykkende aktiviteter under Roskilde Festival (graffitivægge, siddemøbler og lysinstallationer uden væsentlige udsagn) kurateres også nogle få kunstnere til at skabe mere betydningsladede værker, der ikke bare skal lege uforpligtende med festivalgæsternes sanseapparater.

I samarbejde med Den Frie Udstillingsbygning bidrog Hesselholdt & Mejlvang med værket Native, Exotic, Normal / Circle of Flags, der lig de velkendte paradeflag ved internationale institutioner som fx EU Parlamentet indtog Art Zone med en cirkel af flag – her i forskellige nuancer af hudfarver. Et fint og letgenkendeligt værk, der effektivt sætter tankerne i gang om konventioner for normalen og det afvigende – især italesat af flagstængernes varierende højde, som dog er op til beskueren at give betydning.

VIP-lounges for vores forfængelighed
Samme sted møder man også Flagship Shelters, et værk af Superflex, der skulle fungere som en socio-økonomisk omvæltning. To ‘VIP-Lounges’ til festivalens årlige massive opbud af flaskesamlere, der ved at knokle dag og nat på festivalen, kan anskaffe sig en væsentlig indtjening. Dette mekka af ubekymrede festivalgæster, der pisser og smider sit affald (og pant) overalt, har dog været konfliktfyldt gennem årene. Det kan åbenbart være fristende for velbjergede festivalgængere at træde på og ydmyge mennesker, der ikke har en fest!

Derfor er Flagship Shelters også et sympatisk projekt med ammunition til at rykke på forestillinger og fordomme, men i sidste ende ikke synderligt ‘fungerende’, da flaskesamlerne netop i disse dage ikke har tid til at tage en slapper, oplade mobilen, spise noget frugt, drikke lidt kaffe og socialisere med hinanden i lækre arkitektoniske omgivelser. Den store omfavnelse udeblev (da jeg var forbi var det meget få, der havde været forbi), hvorimod de velbjergede gæster, blev temmelig provokeret af at være afskåret fra goderne! Se, det er da produktivt og decideret skræmmende.

Ulighedskultur
Apropos skræmmende, så lad os tage forbi Darren Cullens værk Pocket Money Loans som en finale, der om noget er et værk, der både underholder og udfordrer. Her kan du få et forskud på dine lommepenge og købe det mest politisk ukorrekte legetøj, jeg har været i nærheden af (piber til at ryge sukker, actionmænd med PTSD og alskens børnevåben), men samtidig vil du blive uoverskueligt forgældet, da renterne er enorme og konsekvenserne ret hårdhændede.

Cullen var forbi Banksy’s forlystelsespark Dismaland sidste august med boden, og projektet er netop en legende, men skræmmende parodi på vores samfund og forbrugskultur, hvor vi som børn og voksne via produkter, reklamer, kulturindustri og politik flaskes op til at kaste os blinde ud i konkurrence- og forbrugshavet og gå ureflekteret i døden for vores land. Værket spørger til den ‘lighed’, som konkurrence-samfundet producerer, og til en adfærd, der i en lind strøm producerer tabere, traumer og tanks.

Musikeren Santigold (US), der også kommenterer på forbrugskultur, mode, køn og fordummelse, tænkte nok ikke så dybt over det, men da hun hev 100 mennesker på Arena-scenen fredag eftermiddag, kunne man godt se det som et institutionskritisk performanceværk, der omend kortvarigt fik vist, at kunsten (og Roskilde Festivalen) først reelt udfordrer uligheden, hvis den forstår at sætte sin egen position i spil.