Art Matter har givet Ada Ada Ada mikrofonen for at høre, hvad hun håber, at folk får ud af hendes kunst, hvor hun finder inspiration - og ikke mindst, hvordan hun opfatter kunstmiljøet. Husk, at du kan se videoen med Ada Ada Ada og hendes videoværker på vores Instagram @artmatter.dk
Der er tre centrale søjler i min kunstneriske praksis: køn, computer og krop. I sammenspillet mellem de tre finder jeg åbninger, misforståelser, nye perspektiver og anderledes æstetikker. Jeg benytter mig af mange forskellige medier, og tilpasser det til, hvad end jeg gerne vil kommunikere. I tidernes løb har jeg arbejdet med foto, performance, video, tekst og meget andet.
Med tiden er jeg begyndt at kalde mig selv algoritmisk kunstner for at lægge vægt på at mit primære værktøj er mine egne og andres algoritmer.
Ada Ada Ada
Meget af min inspiration kommer fra mine egne oplevelser med digital kultur samt refleksioner over, hvordan min egen krop og identitet passer ind. Jeg er dybt fascineret af, hvordan køn og kroppe (mis)forstås af computersystemer på alle mulige måder. Det kan være alt fra dropdown menuer i dating apps, til Instagrams brystvorteregler, til den stereotypisk feminine stemme i Siri, til CPR-nummersystemets kønsopdeling i lige og ulige tal.
Jeg håber, at mine værker får folk til at se dem selv og digitale systemer fra et nyt perspektiv. Jeg ønsker, at de kan skabe nye forståelser af, hvordan de selv passer ind og bliver tilpasset af de utallige computersystemer vi er omringet af. Om det så gælder deres køn, alder, krop, race eller politiske overbevisning, så vil jeg gerne have at folk går fra oplevelser med min kunst med et fornyet, kritisk blik på teknologi.
Det har været lang tid undervejs, men jeg føler, at der endelig er ved at komme mere fokus på digitale teknologier og digital kunst i kunstverdenen. Der er stadig meget en hang til at bruge traditionelle virkemidler, men der er begyndt at komme mere nuance på, hvordan vi snakker om og tænker på computerteknologi. I fremtiden håber jeg på, at vi kan se endnu flere kunstnere få mulighed for at bruge digitale udtryksformer på de store institutioner.
Derfor glæder jeg mig også rigtigt meget til at se Poetics of Encryption på Charlottenborg. Jeg har hørt, at de har en væg, som er fyldt til randen med hundredevis af memes, så den glæder jeg mig utroligt meget til at bruge lang tid på at udforske.
Fakta
Ada Ada Ada er en algoritmisk kunstner, der arbejder inden for en intersectional øko-feministisk ramme.
Hun arbejder med køn, queerhed og kroppe som de opfattes af computere gennem algoritmer, software, "kunstig intelligens" og mere. Ada bevæger sig mellem kunstformer, og indtil videre har hendes praksis inkluderet performativ fotografi, video, generativ kunst, net-kunst, skrivning, interaktive installationer samt live AI-performance.
Spørgsmålet, der ligger til grund for Adas kunstneriske praksis, er: Hvordan kan algoritmer bruges til at forstå og udfordre oplevelser af køn og kroppe på nye måder?
Hun kombinerer data, teori og computation for at betragte menneskelig erfaring gennem nye linser og perspektiver.
Hendes arbejde beskæftiger sig ofte direkte med samfundsmæssige kampe, bekymringer og politik, for eksempel gennem datavisualisering eller performative engagementer, og hendes identitet som transkvinde informerer ofte det arbejde, hun laver.
Ada har en baggrund som webudvikler og interaktionsdesigner. Hun opnåede en KA i Interaction Design ved Malmö Universitet i 2019 og en BA i Digital Media and Design fra IT-Universitetet i København i 2017.
I 2015 var hun med til at stifte det interaktive kunststudio Circuit Circus og gik solo som kunstner i slutningen af 2021.
Adas værker er blevet udstillet i København, New York, Paris, Valencia, Berlin og flere andre steder.