Unge kunstnerstemmer: Aske Thiberg 

I denne serie spørger vi en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis. Aske Thiberg er dog ‘tyvstartet’, idet han endnu er akademistuderende. Men han har allerede godt gang i udstillingerne og er netop nu aktuel med en udstilling på M100 i Odense. Her præsenteres vi for en verden, hvor det slet ikke går så stærkt. Tværtimod sker der nærmest ingenting.

Fortæl lidt om din udstilling på M100?
Udstillingen Each Day tager udgangspunkt i en video med det samme navn; et 17 min langt loop med materiale, jeg har fundet på en hjemmeside, hvor man kan få adgang til tusindvis af overvågningskameraer over hele kloden. I stedet for at tegne et billede af verden som et sted i konstant forandring, hvor den ene katastrofe afløser den anden, og hvor mennesker fylder det hele, viser kameraerne en klode, hvor der for det meste ikke sker noget som helst.

En vandmåler står og blinker i en kælder i Tyskland, et spindelvæv blæser i vinden på en parkeringsplads i Thailand, og nogle regndråber falder fra en gren i en privat have i Canada. I videoen er det disse situationer, der er i fokus, de objekter og bevægelser der står tilbage, når vi forlader et rum eller falder i søvn. Ting, vi ikke lægger mærke til, men som disse kameraer observerer 24 timer i døgnet, 365 dage om året.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?
Jeg portrætter tit mennesker og miljøer, der er præget af ensomhed: Karakterer, der har svært ved at udtrykke sig og derfor føler sig misforstået af sine omgivelse, eller tomme digitale soveværelser der kun indeholder spor af dem, som sover der – en tændt computer eller en halvspist muffin.

Lyd spiller også en stor rolle i mine værker: Stemningsfuld musik, der pludselig forsvinder, eller manglen på lyd fra en af karakterernes fodtrin, når han i vrede går rundt i cirkler på gaden. At fjerne noget substantielt fra en scene er noget jeg tit beskæftiger mig med, fordi det gør én opmærksom på, hvor meget noget fyldte, før det forsvandt. Det skaber et tomrum, som jeg synes, er tæt forbundet med følelsen af at være ensom.

Det at miste sin funktion i verden er også et tilbagegående tema i min praksis. I Each Day er det ikke kun stederne, der er forladt, men også kameraerne. De blev installeret med en ambition om at beskytte og registrere, men er med tiden begyndt at fejle, uden at nogen har gjort noget ved det. Et kamera er faldet ned og live-streamer nu et støvet hjørne. Et andet, der blev programmeret til at overvåge dele af en privat badebro, bevæger sig nu mellem en flad dåse på jorden og en tør busk. Her er der helt konkret tale om maskiner og tekniske fejl, men det viser også en måde at være i verden, som jeg tror mange mennesker kan relatere til.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til værk?
Forskellige dele i mine værker er inspireret af forskellige ting. Mine tekster er ofte inspireret af samtaler. Dem jeg har med andre, og dem jeg opsøger på diverse online chatfora. Stemningen er inspireret af min egen ensomhed og den musik, jeg lytter til, når jeg arbejder, danser eller bevæger mig rundt i byen. De teknikker jeg bruger, når jeg animerer, kommer fra et virvar af forskellige youtube-tutorials.

Jeg synes altid, det er vildt svært at komme igang med et nyt projekt, så mine ideer kommer ofte, når jeg tvinger mig selv til at gøre én af de ​​tre ting: skrive en tekst, skrive en sang eller lære mig selv en ny teknik. Når jeg først har skabt noget, som jeg synes fungerer, bliver processen nemmere, og så begynder jeg at bygge videre, brick by brick, indtil jeg står med et færdigt værk.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?
Jeg har altid været interesseret i kunst som en én-til-én oplevelse, at opdage og opleve noget alene.

Så mit håb er, at mine værker får beskuerne til at glemme, at de befinder sig i et rum med andre, og således giver dem muligheden for at få deres helt egen oplevelse af, hvad der sker foran deres øjne.

Det er når ingen andre ser en, at man har bedst adgang til sin egen indre verden, og det er helt klart den verden, jeg gerne vil berøre.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?
Kunst og kultur er et fantastisk redskab til at leve os ind i andres liv. Noget, der kan bruges til at forstå, hvorfor andre er, som de er og gør, som de gør. Og denne evne til at kunne sætte sig ind i andres situation er noget, vi har brug for at øve os i konstant i et fungerende samfund.