Unge Kunstnerstemmer: Astrid Sonne

Astrid Sonnes værker kredser ofte omkring det hverdagslige og hvad hverdagen indeholder af ting, værdier, handlinger og funktioner. Og så arbejder hun med humor, for som hun siger: ”’Det legende’ er eksistentielle øvelser og en slags tankegymnastik for fremtiden”. Astrid Sonne er netop nu udstillingsaktuel på Nikolaj Kunsthal.

Hvis du kort skal karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Et spor i mit arbejde, jeg vil lægge vægt på, er tid.

Tiden forstået abstrakt og gennem objekter. Det betyder, at mine værker ofte får en animeret kvalitet, et forslag til en handling, en tanke. Jeg arbejder også aktivt med humor; det er en måde for mig at få åbnet processen og værkerne op. Det hjælper mig til at få levendegjort objekterne, så de bliver lettere at tænke med og omkring.

For snart to år siden huggede jeg en wc-børsteholder ud af sten, fordi jeg havde et ubesvaret og uartikuleret spørgsmål, der spændte ben for mig. Efter at have hugget længe endte det med at blive et værk, for når jeg tilbringer tid og skaber nærvær med dét, der omgiver mig, begynder det at få et sprog.

Mine værker kredser ofte omkring det hverdagslige, og hvad hverdagen indeholder af ting, værdier, handlinger og funktioner. Jeg er interesseret i og undrer mig over, hvad essensen af disse objekter er. Hvordan ser ideen om en gaffel eksempelvis ud? Dette spørgsmål starter en lavine af andre spørgsmål om kultur, klasse og geografisk placering.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

På biblioteket på Det Danske Institut i Rom faldt jeg over bogen The Art of Memory af Frances Yates. Bogen og dens titel blev blandt andet inspirationen til mit seneste værk, som netop nu bliver udstillet på Nikolaj Kunsthal.

I bogen bliver fortællingen om den antikke digter Simonides af Ceos beskrevet. Simonides bliver inviteret til en banket, men under middagen bliver han kaldt til døren og forlader selskabet. Imens han er væk kollapser taget, og kun han overlever.

Gæsterne er uigenkendelige, men Simonides er i stand til at identificere hver og én ved at bruge loci-metoden (Det såkaldte ”hukommelsespalads”). Metoden forholder sig til, hvordan vi husker rummeligt og placerer minder frosset i tid på steder og objekter. Jeg nævner dette, fordi det skabte resonans i forhold til mine egne overvejelser omkring det rummelige og tid, som følger min praksis.

Jeg oplever min metode som værende meget intuitiv og legende, hvor materialerne er mit navigationsinstrument. Min proces er ofte præget af at afsøge forskellige materialers kunnen, alt efter hvilket emne jeg arbejder med. Jeg er derfor ikke så fastlåst i bestemte måder at udøve formgivningen på. Generelt er jeg bare ret nysgerrig efter at afsøge mange discipliner og udtryksformer.

Dét, som også driver mig i min proces, er samtalerne, jeg har med mine tætteste kollegaer – både når det gælder fysiske beslutninger eller konceptuelle spørgsmål. Det er vigtigt for mig at tale højt om, hvad jeg har gang i for at kunne navigere mere klart.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg håber, at der opstår nye tanker, opmærksomheder og sensibiliteter i folk. I mit værk på Nikolaj Kunsthal har jeg arbejdet med lydene fra hverdagsobjekter. Jeg håber, at man som beskuer tager oplevelsen med hjem og opdager det ‘usynlige’ i vores omgivelser. Dette er tæt forbundet med eksistens, denne konstante gentagelse af handlinger, som afslører så meget om vores hverdag.

’Det eksistentielle’ er svært at tage i sin mund, men det kunne godt være et af mine håb for, hvad beskueren får ud af det; en undren.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Det har været lidt af en smeltedigel af tanker og følelser efter kunstakademiet. Jeg synes, jeg er kommet mere overens med min kunstneriske praksis efter at være på den anden side af institutionens rammer. Samtidig rejser der sig en masse spørgsmål om, hvor ens plads er i kunstmiljøet, for det er naturligvis vigtigt at finde et sted, hvorfra man arbejder bedst.

Efter jeg blev færdig på kunstakademiet, har jeg mødt så mange inspirerende mennesker på tværs af generationer, som alle har fundet en eller anden ikke-lineær vej som udøvende kunstnere. Det har givet mig håb og bekræftelse i, at det vigtigste er at lave sin kunst. Så dét er planen.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Jeg har lyst til at sige: ‘Alt’. Jeg tror den verden, vi går i møde, har behov for kunsten. Kunsten rummer potentialet for leg og revurdering af tilværelsen, som vi alle har brug for med de politiske og klimatiske forandringer, der kommer imod os. Det legende er eksistentielle øvelser og en slags tankegymnastik for fremtiden.