Unge kunstnerstemmer: Coline Marotta

For Coline Marotta har det været en positiv oplevelse at forlade skolen og etablere sin egen rutine – og træde ind i det, hun kalder sit eget kunstmiljø. Marotta arbejder med maleriet i sin kunstneriske praksis. I denne serie spørger vi en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Jeg maler karakterer, der ønsker en langsommere form for eksistens, og som ønsker at være blødere end livet, mere optaget af at engagere sig og indgå i en dialog med deres direkte miljøer. Ofte sovende eller dagdrømmende ser de ud til at bebo et andet rum end det, der er givet dem. Det er ikke flugt eller naiv nostalgi, men nærmere en portal til at eksistere udenfor kontrol og derved omfavne uheldet, livets flertydigheder.

Jeg tror, at jeg altid maler med afsæt i tilhørsforhold, mere præcist ved at finde måder eller skabe situationer, der føles mere som ‘hjemme’. Senest har jeg fokuseret på skatten (the treasure), på følelsen af at finde noget, og den effekt det har, på den måde vi tilpasser vores omgivelser på.

Jeg inkluderer flere og flere mindre elementer som muslingeskaller, stykker af sten, hovedskulpturer, forskellige slags symbolske objekter, der kan bæres, rækkes ud efter eller præsenteres af karakterernes hænder. Det har en stærk resonans med min interesse for myter og det faktum, at myterne fortæller om det kollektive og har evnen til at fange den sanselige verden gennem generelle fortællinger.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Inspirationen kommer altid tilfældigt. En del af min dag læser jeg om kunst og kigger på andre kunstnere for at vedligeholde den del af hjernen, men for det meste er det, som trigger mit behov for at starte et værk, for eksempel en overhørt, underlig sætning ude af kontekst eller et billede af en ven, der samler skaller på stranden eller himlens farve på vejen til arbejde, eller andre begivenheder, der opfattes som simple og banale, og som nysgerrigt er ladet med poesi og genkendelighed. Malerierne starter altid udenfor atelieret: de er tæt forbundet med hverdagslivet og det næsten ubetydelige, der indeholder en særlig form for magi.

For mig er hvert værk på en måde en forlængelse af dets forgænger. Jeg arbejder ikke nødvendigvis ud fra en ide til et færdigt værk. Nogle gange ville jeg ønske, at det var mere lineært på den måde, men det er det ikke. Det er mere organisk, mere rodet. Jeg laver meget simple skitser med få informationer, der tillader mig at være mere fri, når jeg maler. Der sker altid en masse i processen og det er vigtigt at respektere behovet for at kunne gå frem og tilbage, for at kreere problemer og løse dem. Jeg kan godt lige at navigere i billedet: jeg er altid meget udfordret af at male; det er aldrig nemt og det værdsætter jeg meget.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg ved, at der altid er en form for blødhed eller rolighed, der fremgår af mine værker, men jeg tænker ikke så langt frem i processen, når jeg maler – i det mindste leder jeg ikke bevidst efter den effekt. Det er svært at svare på spørgsmålet, da det er noget, der er ude af min kontrol. Jeg er glad for, at værket kan åbne op, og leve sit eget liv.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Jeg synes, at det har været godt. Jeg var virkelig glad for at forlade skolen og etablere min egen rutine. Men jeg finder det svært at styre alle de forskellige opgaver, der er linket til det at være kunstner udenfor atelieret, og jeg føler ofte, at jeg ikke bruger nok tid på at male.

Jeg ved ikke præcis hvad ‘kunstmiljøet’ er eller betyder, siden der er så mange kunstscener og så mange måder at være kunstner på. Jeg tænker ikke så meget over det. Jeg vil bare gerne fokusere på, hvilke projekter jeg virkelig gerne vil lave, og prøve at finde ude af, hvordan jeg kan skabe et rum for dem.

Måske er det vigtigste kunstmiljø dét, vi skaber for os selv. Jeg har fået muligheden for at møde mange (kunstner-)venner og samarbejdspartnere i løbet af de sidste par år, der har støttet mig, givet mig muligheder for at vise mine værker, og hjulpet mig med at bliver skarpere i min praksis. Måske er det den måde, jeg ser kunstmiljøet på: Noget, som er valgt, og som ikke er uden for rækkevidde og enormt.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Jeg ser kunsten som et sted for resonans, hvor vi kan finde og skabe forbindelser mellem forskellige forhold og fjerne felter. Jeg tror, effekten af det, får os til at føle os tættere på vores egne omgivelser, lige såvel som at det udvider dem og nærer dem; noget jeg ser som en nødvendig og dyrebar del af vores væren.