Unge kunstnerstemmer: Filip Vest

Filip Vest er optaget af samspillet mellem mennesker, og de mange roller, vi performer og caster hinanden i hver dag. Hans praksis trækker både på performance og teatertraditionen. Som han siger: “Jeg prøver at finde noget af varmen fra teateret og samtidig holde fast i det komplekse og besværlige fra kunstrummet”.

Hvis du kort skal karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Jeg arbejder med mange forskellige emner og udtryk, men jeg har en gennemgående interesse i performance, både som et medie og en metafor. Jeg er optaget af alle de forskellige roller, vi performer og caster hinanden i hver dag. Hvordan vores køn, seksualitet, arbejde – og relationer eller identiteter i det hele taget – altid er dikteret af nogle bestemte normative manuskripter, som vi lykkes mere eller mindre med at udføre eller gøre oprør mod.

I al kommunikation foregår der en konstant forhandling frem og tilbage, hvor vi prøver at aflæse hinanden som personer og at gøre os selv forståelige, “læsbare” for andre, men tit er vi slet ikke på “samme side i manuskriptet.”

Derfor arbejder jeg også ofte med helt konkrete manuskripter, som karaktererne i mine værker prøver at gennemspille på forskellige måder. De mislykkes tit og glemmer, hvad de skal sige, og hvordan de skal opføre sig, alt imens de gennemgår forskellige transformationer.

I min nye performance på Møstings, som er en del af min aktuelle soloudstilling Resort følger man et par, der er taget på ferie på et badehotel for at fikse deres parforhold. På ferien begynder de at lege en leg, hvor de lader som om, at de er to fremmede, der møder hinanden for første gang.

Parret udspiller en række forskellige scenarier, men langsomt mister de kontrollen over legen og hvilke roller, de spiller. Til performancen bliver parret på skift spillet af fire forskellige skuespillere, som bytter hinanden ud i de enkelte scenarier, for at understrege legen med identiteter (og at parforhold kan se ud på mange forskellige måder).

Til det projekt har jeg blandt andet været meget optaget af “ferien” som koncept, og hvordan ferien leger med den der idé om, at man kan være nogle andre og leve sit liv på en anden måde. Samtidig handler projektet mellem linjerne også om klimaangst og handlingslammelse. Nogle gange refererer parret til “det” – noget som man ikke ved om er en krise i deres parforhold eller klimakrisen eller noget helt tredje.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

I min praksis er jeg særligt inspireret af teater. Selvom der også er mange overlap mellem teater og kunst, oplever jeg, at teaterrummet tit er lidt mere generøst end kunstrummet. Det henvender sig til dig på en anden måde og er ikke lige så bange for at være pædagogisk eller tale for direkte om tingene.

På den anden side oplever jeg, at performance i kunstrum typisk er mere kølige, lukkede om sig selv og utilgængelige. Derfor prøver jeg at finde noget af varmen fra teateret og samtidig holde fast i det komplekse og besværlige fra kunstrummet.

Helt konkret har jeg også været meget inspireret af teaterets øvesituationer. Det ufærdige sted, hvor man ikke er helt klar, og stadig bliver nødt til at læse lidt højt fra manuskriptet eller lade som om, at scenografien og rekvisitterne findes.

Det har jeg brugt på forskellige måder i mine værker, for eksempel i min performance Filmkys (2022), hvor performerne klamrer sig akavet til deres røde manuskripter, mens de genopfører berømte kys fra filmhistorien eller i Bunk (2022), hvor dansere forvandler en køjeseng til henholdsvis en swimmingpool, et hegn og et vindue.

Da jeg var barn, gik jeg til rollespil, og i dag tænker jeg, at det på en eller anden måde også taler meget ind i mine kunstprojekter nu. Jeg har lige lært begrebet “bleed” fra live rollespil at kende, som beskriver det overlap, der er mellem den karakter, du spiller, og dig selv. Den slags ting synes jeg er utroligt spændende, fordi det også kan sige noget om vores relationer og de forskellige roller, vi prøver af i for eksempel kærlighedsrelationer. Hvordan vi prøver at få to billeder, der ikke stammer fra den samme virkelighed – et faktisk og et muligt billede – til at smelte sammen.

De sidste par år har jeg fået flere venner indenfor det danske dragmiljø, og den frihed og måde, dragperformere leger med identitet og køn, er helt klart også en vigtig inspiration for mine projekter – og en mere tilgængelig kunstform, som jeg synes billedkunsten kan lære en masse af.

Derudover læser jeg rigtigt meget, både teori og fiktion – og jeg elsker at læse dramatik. Mine egne manuskripter er tit også meget tekstlige, fordi jeg er ret interesseret i karakterer, der snakker en masse, men hvor deres replikker ikke altid hænger sammen med den virkelighed, de befinder sig i. I Resort siger parret også hele tiden ting, de ikke gør. For eksempel siger de, at de kysser uden at gøre det, og det skaber sådan et akavet split mellem kroppen og teksten.

Min proces ser meget forskellig ud, alt efter om jeg laver performance, film, lyd, installation, eller om jeg arbejder med dansere, skuespillere eller ikke-professionelle performere.

Nogle gange starter mine projekter med en meget konkret research, som for eksempel Foot Fault (2021), der tog udgangspunkt i historien om den danske tennisspiller Leif Rovsing, der i 1917 blev udelukket fra alle turneringer på grund af rygter om sin homoseksualitet, men siden endte med at bygge sin egen tennishal.

Andre gange kan det starte med et enkelt billede, som for eksempel en lille tegning, jeg lavede af en person med en rygsæk med et træ voksende ud fra den, der endte med at blive til projektet Why do you carry that thing (everywhere you go)? (2022).

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Min kunst handler meget om fortællinger. De fortællinger, vi fortæller om os selv og hinanden, og de rum vi bevæger os i. For mig er en god fortælling en, der arbejder på flere planer – og kan være tilgængelig, samtidig med at den er nuanceret og kompleks. Noget du forstår, og noget du ikke forstår (endnu).
Jeg håber, at man både kan genkende sig selv og ikke kan. At man både tænker, “det er så meget mig”, og at man samtidig bliver opmærksom på andre måder at være i verden på.

Jeg håber, at man begynder at stille spørgsmål til de måder, vi relaterer til hinanden og verden på – og til det vi kalder “samfundet” eller “parforholdet” og de manuskripter, som det kommer med.

Som queer og polyamorøs har jeg selv også måtte genopfinde mit forhold til kærlighed, som stadig er enormt påvirket af nogle bestemte heteronormative og monogame idéer, som jeg er blevet dikteret af samfundet.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Lige nu har jeg for første gang mulighed for at arbejde med min kunst fuldtid i et halvt år, blandt andet på grund af mit residency på Art Hub, så det er jeg enormt taknemmelig for.

Jeg ville ønske, at der fandtes flere af den slags muligheder – særligt også for nyuddannede kunstnere – for det er en utrolig hård branche at blive kastet ud i. Der er enormt meget fokus på individet, idéen om “talentet” osv., så derfor går mange og holder på deres egne ting i stedet for at hjælpe hinanden. Vi har heller ingen overenskomster som billedkunstnere, kun nogle velmenende retningslinjer.

Så jeg drømmer om, at vi har mange flere samtaler både kunstnere imellem, men også med institutionerne omkring for eksempel økonomi. Jeg savner mere transparens og mere handling bag alle ordene fra institutionerne. Vi kunstnere er stadig dem i kunstkredsløbet, der bliver betalt mindst, udover de ulønnede praktikanter, der også holder kunstverdenen kørende…

Og så er det stadig et enormt skævt billede af kunstnere, vi ser på gallerierne, kunsthallerne og museerne, som vi bliver nødt til at forholde os til og blive ved med at arbejde på.

Det er for mig to afgørende ting, vi skal arbejde på nu i kunstmiljøet: hvordan vi kan sikre bedre økonomiske forhold for kunstnere og bredere repræsentation på kunstinstitutionerne af minoriserede kunstnere, kunstnere med handicap eller andre, der har færre midler og muligheder i forhold til, hvordan systemet er lige nu.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Jeg tror, at kunsten kan gøre os mere empatiske og give os et fælles sprog for de ting, vi har svært ved at snakke om, om det så er ensomhed, kærlighed, seksualitet, sorg, klimaangst, eller noget helt andet.

Jeg oplever, at vi har et lidt begrænset sprog for nogle af de ting, der fylder allermest for os. For eksempel forventer vi så meget af kærligheden, men bruger så lidt tid på faktisk at forstå den – og snakke om den.
Og de kærlighedsfortællinger, vi bliver præsenteret for gennem for eksempel film, er stadig for det meste de samme normative – kedelige eller giftige – dynamikker og idéer, der bliver gentaget igen og igen.

Jeg tænker på kunst som en form for forskning. Den er mindre retningsbestemt og bundet end andre former for videnskaber. Den er plastisk og kan bevæge sig i mange retninger og på tværs af discipliner, og derfor kan vi bedre bruge den til at gå det i møde, som vi ikke kan forudse eller forberede os på.

Kunstrummet giver os mulighed for at tale om flere ting på én gang og lave koblinger, som vi ikke har mulighed for andre steder. Personligt kan jeg ikke skille tingene ad. Jeg vil gerne snakke om både klima og seksualitet i samme omgang. Jeg vil grine, og jeg vil græde, jeg vil fremmedgøres og forføres.

Jeg tror på, at kunsten kan være et abstrakt poetisk univers i dialog med en konkret politisk virkelighed. Og jeg tror, at nogle gange bliver vi nødt til at filtre alting sammen eller at tage kæmpe omveje, at bruge metaforer, at glemme dem igen eller at finde på nye ord for at komme ind til kernen af det hele.