Unge kunstnerstemmer: Maiken Stæhr
I denne serie spørger vi en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen. Mød kunstner Maiken Stæhr, som har givet sit bidrag til denne uges Unge kunstnerstemmer, hvor to skulpturer svarer på spørgsmål for hende.
I denne serie spørger vi en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen. Mød kunstner Maiken Stæhr, som har givet sit bidrag til denne uges Unge kunstnerstemmer, hvor to skulpturer svarer på spørgsmål for hende.
info
I denne serie spørger vi en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen. Mød denne uges unge kunstner Maiken Stæhr, som har givet sit bidrag, hvor to af hendes skulpturer svarer på spørgsmål for hende og om hende i et iscenesat møde.
To skulpturer sidder på korte korintiske søjler i et gråt rum tæt på Nørrebro Station i København. Skulpturerne er lavet af papmaché, stenspray og gips. Ansigter og hænder er hjemmebagt kransekage og glasur. Søjlerne er købt brugt og har en vis patina over sig. De to skulpturer bærer præg af materiel og associativ sammensætning; Papmaché kan på mange måder forbindes med billedkunst i folkeskolen og kan måske associeres med noget lavkulturelt. Overfladen af den hårde avis er behandlet således, at figurerne giver sig ud for at være massive. Samtidig er deres ansigter og hænder lavet af kransekage, som er bagt af de fineste ingredienser: æggehvide, marcipan og flormelis; sukkerets ypperligste.
De to figurer sidder på søjler, hvilket taler ind i en interesse for forskydning af skala. Sammensætningen af de forskellige materialer, skala og humor indrammer på mange måder, hvordan billedkunstner Maiken Stæhr arbejder skulpturelt. Hun har en stor interesse for absurditeter, modsætninger og genkendelighed overfor fremmedhed. Stæhr italesætter dem formelt som skulpturer, men forstår dem i lige så høj grad som karakterer.
Måske er netop dette grunden til, at de to skulpturer har fulgt billedkunstner Maiken Stæhr efter hun blev færdiguddannet ved Det Jyske Kunstakademi i 2019. Siden sin afgang ved akademiet har hun nomadisk bevæget sig rundt i Danmark med følgeskab af disse skulpturer.
Til dette interview er skulpturerne blevet iscenesat som om, de var midt i en samtale. Samtalen foregår i Stæhrs atelier, og deres genstand for samtalen er netop billedkunstner Maiken Stæhr.
Hvis I skulle karakterisere Maiken Stæhrs kunstneriske praksis, hvad vil I så lægge vægt på?
(ll): Den første udstilling, jeg så af Maiken Stæhr, har titlen Det der var godt i Frankrig viste sig at være mindre godt i Danmark. Jeg ankom til udstillingen en aften i februar, og udstillingsrummet føltes slående tomt. Gulvet var som det eneste fyldt med lune baguettes, der dampede i den iskolde luft. I midten af rummet var en lang, smal og massiv betonbænk placeret. Her sad vi omkring ni mennesker. Ingen sagde et ord, og den hvide ånde i luften var det eneste tegn på liv. Mine hænder var iskolde, og det gik op for mig, at jeg ikke var alene om at have forfrosne fingre. Omkring mig sad alle med hænderne i de lune og lange hvedebrød. Måden, det var muligt at få sine hænder ind i det lange stykke brød, var ved at rive det op i siden. Jeg så en person, der sad ved siden af mig: Vedkommende havde to stykker flutes på hver hånd, altså fra hver side af hånden.
(l): Første gang, jeg talte med hende, fortalte hun, at en synsk person havde forvekslet hendes fødder med klove, og at hun lige siden ikke havde haft samme funktion i sine ben og ikke længere brugte dem, som hun plejede.
(ll): Forvekslingens illusioner kan være effektive.
(l): Hvordan føltes det for dig at sidde med dine hænder i et stykke flute blandt andre i stilhed? Hvad tænker du egenlig om det scenarie?
(ll): Mit forhold til brød ændrede sig efter den oplevelse, som om at funktionen af genstanden er til forhandling. Jeg har siden, når jeg har bagt brød eller varmet noget fra frost, ikke kunnet modstå at varme mig lidt på det, når det er kommet ud af ovnen.
(l) …
(l) …
(l): Det er ikke nødvendigvis det dramatiske eller sensationelle, der lader til altid at være i fokus. Måske nærmere og i højere grad at imitere følelsen af at stå i kø eller vente på noget. Hendes praksis er præget at begge dele.
(ll): …..
(l): Jeg deltog som performer i ét at hendes projekter. I det højloftede rum med et gulv af hvid marmor var der opstillet otte massive trædøre, alle med en højde på 2,4 m og en bredde på 74 cm. De var installeret i dørkarme af træ, således kunne dørene åbnes og lukkes. Alle døre havde overdimensionerede dørhåndtag støbt i bronze.
(ll): Hvad bestod dit arbejde i som performer?
(l): Vi var i alt otte performere, det vil sige én person ved hver dør. Døren, jeg stod ved, var placeret tæt på et vindue, så jeg kiggede rundt i rummet og ned på gaden. Min venstre hånd var placeret på det store, ornamenterede bronzehåndtag. Mit ærinde som performer i udstillingen? Jeg var hele tiden på vej ud af døren, jeg var hele tiden lige ved at gå.
Fakta
Maiken Stæhr er uddannet billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi og Akademie der bildende Künste i Wien. Hun er aktuel med udstillingen Poetic Logistic i Kunsthal Aarhus BBC. Brevboks 171 er Kunsthal Aarhus’ nye filial i København, hvor man hver måned resten af året kan opleve skiftende udstillinger.