Unge kunstnerstemmer: Nanna Katharina Jensen

I serien Unge Kunstnerstemmer spørger vi en række unge kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen. Denne gang møder vi Nanna Katharina Jensen, der i sin kunstneriske praksis drages af det barokke og esoteriske.

Hvis du kort skal karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Min praksis er tredelt, bestående af min egen kunstneriske praksis, min kunstnerduo L9 med min ven og kollega Cruz og så en kuratorisk del, som jeg lige nu har lagt i dvale, men hvor jeg blandt andet har været med til at skabe og drive udstillingesplatformene Kunsthal ved siden af, du.al og EYE CANDY i Svendborg.

I min egen praksis arbejder jeg multidisciplinært på tværs af medierne lyd, video, skulptur, tekst og kostumer, ofte forenet i installatoriske scenarier. Jeg arbejder med det kunstneriske rum som en scene, hvor narrativer og karakterer iscenesættes og spiller deres roller af mere eller mindre performativ karakter – og hvor publikum også ofte bliver sluset eller paralyseret ind i værkets essens.

Jeg spiller på alle sanselige tangenter, og mine værker er ofte totalinstallationer. Jeg tænker mine værker som samtids-barokke med den overflødige ornamentik skrællet af, på én gang stringente og svulstige. Jeg arbejder med de mange medier som en form for ikke-hierarkisk økosystem, bestående af materie, medier, sansninger, teorier og stemninger. Alle spiller de en væsentlig og uundværlig rolle for helheden.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Jeg er optaget af alt muligt usynligt materiale; det menneskelige mørke, paranormale fænomener, pseudovidenskab, emotioner, magtstrukturer og -metoder, det esoteriske og det mystiske…. Oftest starter mine værker med afsæt i noget hyperpersonligt, såsom ophav, emotioner, sensationer. Derfra forgrener værket sig ud i noget mere almenmenneskeligt, samfunds-eksistentielt – præsenteret i en forvredet, uncanny indpakning.

Eksempelvis startede arbejdet med min aktuelle udstilling Pittoreske Plager på NU Galleri med en slags psi-oplevelse. I tre dage var det, som om jorden under mig vibrerede, som om alt var i et sagte oprør, elektrisk. Herfra kastes jeg ind i min evigt hjemsøgende barokke favn af geometrisk havearktiktur og operetternes maksimalistiske og sansemættede røgslør, og pludselig synes nutiden at være som en art samtidsbarok med krydsede tidsligheder, med fælles træk af illusoriske magthavere, kaos, patos og vanitas.

Jeg læste en tekst om et væsen, der nedsænker sig i mudder og derved nedgraver sig “i sin egen masse”. Sølet består af alt, der har haft form, og som har mistet den igen. Barokken, sølets egenskaber, tidens mærkelighed og den kropslige elektricitet finder sin sammenhæng, og alt muligt andet materiale sniger sig ind i læsning og googlesøgninger: dæmoniske sejl, sorte huller, astrologiske og esoteriske teorier, Inger Christensen og røde måner. Og så begynder skitseprocessen og arbejdet med materialer. Herfra når jeg som regel ret hurtigt frem til én skitse, som jeg arbejder med at realisere i et tilnærmelsesvist én-til-én forhold.

Sådan kunne en kunstnerisk process tegne sig, selvom mange af leddene er skåret fra i denne beskrivelse. Mange led er også usynlige, både for beskueren og mig selv. Jeg forsøger ikke at arbejde super-struktureret med mine værker i starten af processen for at skærme mit arbejde fra den rationelle orden og tænkning, og af nysgerrighed for at se, hvad der kommer ud af det mere eller mindre ufiltrerede materiale.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg håber, mine værker lander i et ambivalent ekkokammer, og at man mærker et lækkert ubehag. Noget der rør sig i beskueren, der ikke er entydigt. Et ubehag er som reglen et varsel, og et varsel er noget, man må se på og forholde sig til. Et ubehag kalder på en form for opvågning. Der er så meget mennesker undlader at forholde sig til i dem selv, fysisk, mentalt, åndeligt.
Det er bestemt et ønske, at få mennesker til at se, erkende og elske absurditeten og kompleksiteten i det personlige og almenmenneskelig røre, vi allesammen befinder os i.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

På ét plan er jeg vild med dét. Det er som at blive genforenet med min egen autonomi. Selvom det også er et sælsomt arbejde at desintegrere akademiseringen og alt det lærte, samtidig med at bevare det et andet sted, som en slags forståelsesramme.

Herudover skal jeg vænne mig til, at hvad der før blev mødt i en ydre dialog, pludseligt primært er en indre. Hvilket til tider kan være en lidt splittet og forvirrende proces at navigere i. Det er udfordrende og spændende at stå i sit eget, for og med sig selv.

Jeg har bosat mig i provinsen, så det kunstmiljø, jeg primært befinder mig i, er meget lille men meget nært og venskabeligt. Jeg befinder mig godt i periferien… hvorfra jeg kan betragte det, der sker på kunstscenen, og bevæge mig ind på scenen momentvis.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Jeg tror, man i kunsten finder nogle helt andre aspekter og tilgange til alskens emner, der kan være med til at udvide og nuancere folks anskuelser og forhold til omverdenen, tænkning, politik og æstetik. I kunsten er der et frit rum til, hvordan man tilgår og arbejder med ting. Der er ikke noget begæret facit, der skal opnås. Der er ikke nødvendigvis et givet svar.

Der er alt muligt, der potentielt og til gengæld åbner sig og har potentialet til at udvide den enkelte. Jeg tror, det er vigtigt, at der i vores samfund er en lille skare, der går med de obskure, pudsige og komplekse tanker, der ellers kan være svære at bringe ud i direkte fysisk format og kontakt med omverdenen. Det giver en mulighed for at opleve et andet sprog, nye sammenstillinger, andre indgangsvinkler til tematikker, teorier, tanker.