Unge kunstnerstemmer: Regitze Engelsborg Karlsen

“Jeg har behov for at kunne mærke en urgent-ness i kunsten”, fortæller Regitze Engelsborg Karlsen, der i sin praksis arbejder researchbaseret og skulpturelt med forholdet mellem menneske og geologi.
I denne serie spørger vi en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Skulptur er det centrale omdrejningspunkt i min praksis. Jeg har altid haft et stort behov for og lyst til at undersøge og vide, hvordan ting er produceret. Jeg er meget optaget af råstoffer og industrien omkring dem. Mine værker undersøger ofte menneskets forhold til geologien og de forskellige organiske processer og energifelter, der eksisterer i dagligdagens mange materialer.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Jeg arbejder ofte ud fra en eller anden form for site-research. Det kan være en tur i en grusgrav, et stenbrud eller stedspecifikke undersøgelser af landskab og materialer på et givent sted for en udstilling eller et projekt.

Efter site-research tager jeg tilbage i atelieret, hvor jeg ofte arbejder med skitser i papir og ler, inden jeg går i gang med de egentlige værker. Mine værker har ofte en størrelse, der gør skitsearbejdet vigtigt – jeg tænker ofte mine værker som serier.

Jeg holder meget af at tage ud, og det er en vigtig del af min praksis at opsøge forskellige videnspersoner for at få en bred indsigt i mit materiale. Jeg tror, vi har brug for at vide mere rent naturvidenskabeligt omkring den jord, vi bor på – men på samme tid har vi også brug for at genopfinde og lave nye myter og fortællinger i og omkring landskabet og dets materialer.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg forsøger altid at drage beskueren tæt på materialerne, på deres stoflighed og sensibilitet. Jeg håber, at mine værker kan være med til at skabe ny kontakt med landskabets krop igennem dets materialer og igennem mødet med skulpturens krop.

Jeg føler ofte selv, at jeg har nemmere ved at kommunikere med former og figurer i kropslige møder. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det – men jeg føler et virkelig stort behov for at udtrykke mig materielt og fysisk. Jeg finder selv en stor ro i kommunikation og væren med fysiske objekter og materialer – jeg håber, mine værker kan tilbyde dette rum og ro til andre.

Jeg håber, mine værker kan genkalde eller fremkalde beskuerens egne kropslige erfaringer med materialer som f.eks. mudder, sten og grus. Eksempelvis går alle ofte forbi en bunke grus, foran en byggeplads, på er fortorv eller ligende – hvis man så møder grus i en anden form, f.eks. en stor skulptur, så håber jeg, at man måske næste gang, man ser en bunke grus, tænker lidt mere over, hvordan vi forvalter dette materiale.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Spændende! Jeg nyder, at jeg lige nu har enormt meget energi og lyst til at udforske min praksis. Jeg har brugt meget energi på at finde ud af, hvordan jeg har kunnet fortsætte min praksis efter akademiet. Det kan være så nemt at lave alt mulig andet end kunst.

Det er svært at etablere et godt arbejdsrum, både mentalt og fysisk. Men nu – to år efter afgang – føler jeg, at jeg har skabt et godt rum omkring mig, hvor jeg kan afprøve og udvikle min praksis. Jeg er meget glad for mit arbejde, og jeg nyder, at min praksis er i konstant bevægelse, og de mange forskellige projekter jeg er med i.

På akademiet deltog jeg i en workshop med Susan Jahoda og Caroline Woolard, som stillede spørgsmål til “urgent-ness” i vores praksis. “What’s urgent for you?”-spørgsmålet har siden fulgt mig, og det er et spørgmål, jeg bliver ved med at stille mig selv og min praksis, men også den kunstscene og det kunstmiljø, jeg færdes i, samt de værker og udstillinger, jeg oplever og ser. Jeg har behov for at kunne mærke en “urgent-ness“ i kunsten.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Kunsten kan det, man giver den rum og plads til, men den skal prioriteres og gives rum og plads og særligt tid. Kunsten er på en måde “fritaget” fra meget andet i vores samfund – her er der ikke behov for “sandhed”, “enighed” og “videnskab”, og der er ikke noget, der skal bevises. Jeg tror, det er enormt vigtig for os alle, at vi kan besøge disse rum, hvor samfundets nøgleproblematikker kan bearbejdes uden brug af samfundets “normale sprog” og krav.

Jeg har selv følelsen af, at jeg aldrig er alene, når jeg er sammen med “kunsten”. I de her coronatider, hvor det er svært at være tætte på den måde, vi var vant til, tror jeg især, vi har behov for at føle nærvær igennem og i kunsten.