Ny begyndelse i Gl. Holte

Kunstnernes Efterårsudstilling flytter til Gl. Holtegaard i en ny og revitaliseret udgave.

KE09 åbner på Gl Holtegaard 1. november. Blandt andet med videokunst i de blå containere. Foto: Solveig Lindeskov Andersen

Kunstnernes Efterårsudstilling flytter til Gl. Holtegaard i en ny og revitaliseret udgave.

Ny kunst i gammel organisation
”KE er faktisk meget ung”, siger bestyrelsesformand Frederik Lindskov om den gamle forening og uddyber: ”På en unik måde holder KE fast i vækstlaget i dansk kunst.” Det er et stort ansvar som nødvendigvis må tages alvorligt og udstillingsplatformen må løbende opdateres.

Derfor har foreningen gennemført en række nye tiltag, der ifølge Lindskov skal forberede de unge debutanter bedst muligt til en tilværelse som professionelle kunstnere. Herunder er blandt andet et nyoprettet KE Debutant Legat, et samarbejde med auktionshuset Lauritz.com, og ikke mindst de nye rammer om udstillingen; Gl. Holtegaard.

Museumsdirektør og kurator Mads Damsbo og bestyrelsesformand Frederik Lindskov. Foto: Solveig Lindeskov Andersen
Museumsdirektør og kurator Mads Damsbo og bestyrelsesformand Frederik Lindskov. Foto: Solveig Lindeskov Andersen

”En ting er at censurere kunstnerne, en anden ting er at udstille dem,” lyder det fra Frederik Lindskov. ”Vi skal hænge værker op, som det ville blive, hvis det var på et førsteklasses galleri, og det gør vi nu. Det betyder, at den lidt skrøbelige debutant-rolle bliver pakket ind på den rigtige måde, og fremvist som den enkelte kunstner har krav på.”

Line Hjorth: Uden titel, 2009. Pressefoto
Line Hjorth: Uden titel, 2009. Pressefoto
Formidlingsbehov
Direktøren på Gl. Holtegaard, Mads Damsbo, er kurator på udstillingen, og han er opmærksom på, at det betyder mere og mere, at der er en afsender og fortælling omkring værkerne.
”Det er simpelthen ikke nok bare at hænge ting op på væggen,” forklarer han og uddyber, at udstillingsstedet og kurateringen fremstår som en nødvendig struktur under kunstværkerne, en struktur der bærer den enkelte kunstner frem.

Også Frederik Lindskov bemærker, at der er risiko for, at de enkelte kunstnere, særligt de som er meget eksperimenterende, bliver betragtet som uforståelig ’støj’, hvis udstillingen ikke kommunikeres og kurateres, så publikum ser strukturen bag værkerne.

Begge mener, at publikum er blevet vant til en vis grad af formidling omkring kunsten, og hvis ikke en censureret udstilling følger med, og kommunikerer deltagerne godt nok, står man svagt. ”Så har man jo sendt sine debutanter i frit fald,” lyder det fra Lindskov.

Gennemsigtig censur
I år er indsending af kunstværker til udstillingen foregået digitalt, og antallet af ansøgende kunstnere har været rekordstort. De 32 kunstnere er udvalgt blandt 678 ansøgere. Frederik Lindskov lægger meget vægt på en gennemsigtighed i censuren, der ud over kommunikationen til publikum forhåbentlig kan fungere som en pejling for de 646 kunstnere, der har fået et nej fra KE i år.

Johanna Lecklin: Tomorrow, 2007. Pressefoto
Johanna Lecklin: Tomorrow, 2007. Pressefoto
Lars Pugholm: En kop kakao, 2009. Pressefoto
Lars Pugholm: En kop kakao, 2009. Pressefoto

”I modsætning til de fleste andre erhverv står kunstneren meget alene,” forklarer Lindskov, der ikke mener, at vækstlaget – udover en række mindre skoler – har nogle egentlige alternativer til de store censurerede udstillingsplatforme, når det handler om at få evalueret sin kunst på et højt niveau. Derfor påhviler der KE et stort ansvar i alt fra udvælgelse og ophængning til feedback og generel transparens.

I kataloget har samtlige deltagende kunstnere skrevet et lille statement omkring deres kunst, og både bestyrelse og censorpanel beskriver deres motivation for at være med i KE. Derudover er der produceret en kort introducerende film til udstillingen, hvor nogle af censorerne forklarer, hvad de ser som censureringens rolle. Lindskov håber, at disse tiltag kan skabe større gennemsigtighed og forståelse fra publikum såvel som kunstnere.

KE flytter hjemmefra
Hvis interessen fra publikum afspejler interessen fra kunstnerne, vil KE 09 ikke få nogen problemer med at trække folk til Gl. Holte. Alligevel kan det synes som et vovet skridt at flytte begivenheden ud af byen. KE har traditionelt haft til huse på den Frie Udstillingsbygning midt i København, men bestyrelsesformanden er slet ikke bekymret for, om københavnerne vil finde vej til Gl. Holte.

Nogle af værkerne på KE 09 vil blive udstillet i Gl Holtegaards barokhave. Foto: Hans Ole Madsen
Nogle af værkerne på KE 09 vil blive udstillet i Gl Holtegaards barokhave. Foto: Hans Ole Madsen
”KE er ikke sit hus, og ikke sin historie. KE er ikke antallet af besøgende, KE er hvert år sin årgang,” lyder analysen fra Lindskov. ”Selvfølgelig vil vi rigtig gerne have en masse til at se vores udstilling, men vi har vores fokus på den mest kompetente udvælgelse fra vækstlaget og den bedst mulige præsentation.”

Der har været et ideelt sammenfald af ambitioner hos Frederik Lindskov og Mads Damsbo, der begge er relativt nye på de poster, de besidder. ”Vi er jo ikke et hus som i øvrigt viser helt unge kunstnere,” fortæller Damsbo. ”Samarbejdet med KE afspejler min kærlighed til det nye, uprøvede, eksperimenterende.” Han ser det som en god mulighed for en enkelt gang om året at slå sig løs, bryde med husets profil og åbne stedet op for et andet publikum.


Fakta

Udstilling

KE 09

1 nov 2009 15 nov 2009

Laura Stamer, Susanna Søberg, Dorthe Minna Hansen, Maya Peitersen Overgaard, Anne-Mette Sørensen, Eva Toft, Anna Elena Taina-Nielsen, Troels Nøhr Holmstrøm, Alen Aligrudic, Michala Norup, Julie Bartholdy, Rasmus Damgaard, Rasmus Eckhardt Poulsen, Külli Suitso, Ebbe Laurs Sørensen, Lars Birk, Alexander Thieme, Thomas Petri, Louise Langgaard, Daniel Goldenberg, Line Hjorth, Birgit Kjærsgaard, Lars Pugholm, Mogens Ulderup, Hanne-Karin Jakobsen, Tobias Zehntner, Jacob Hoff, Lars Dyrendom, Julie Born Schwartz, Johanna Lecklin, Ben Clement & Sebastian de la Cour, Thomas Brinkbæk

Gl. Holtegaard Se kort og tider

Fakta

På KE09 er der for første gang blevet åbnet op for at inkludere andre kunstfaglige aktører end kunstnerne selv i censor-panelet. Det bestod i år af kunsthistoriker Lisbeth Bonde samt kunstnerne Marco Evaristti, Julie Nord, Torgny Wilcke, Anette Harboe Flensburg og Nicolai Howalt.

Som noget nyt har censorerne haft mulighed for at give en ’KE-prik’ til nogle af de kunstnere, som ikke blev optaget på udstillingen. Det skal forstås som et skulderklap og en lille gestus til den enkelte kunstner om, at en eller flere af censorerne fandt værket interessant.