Lars Tygesen
Lars Tygesen er maler med stort M. Hans værker tager udgangspunkt i maleriets grundsubstans og basale virkemidler – form, farve, linje, materiale, teknik og penselstrøg – og i dem findes en glæde ved dets mange muligheder og modsætninger. Motivisk er det især interessen for det klassiske rokoko- og barokinteriør, som er gennemgående.
Lars Tygesen placerer sig i efterdønningerne af en generation af unge malere, der fra midthalvfemserne vakte maleriet til live igen. Dette med referencer til begyndelsen af 1970’erne, hvor begrebet ’Bad Painting’ opstod i USA som et forsøg på at gøre op med den gode smag og maleriets klassiske bånd. Begrebet står i dag for et ‘sjusket’ til tider ‘amatøragtigt’ maleri, hvor malingen løber og drypper. Kort sagt maleri, der repræsenterer det modsatte af ‘pænhed’ og ‘god smag’.
Tygesen går dog lidt en anden vej. Nok lader han sine malerier undergå en slags ’bad painting’-forandring, men i dem lader han samtidig de klassiske motiver komme til live. Der opstår således et clash mellem det klassiske og det senmoderne; traditionen møder fornyelsen i et orgie af stoflighed og kolorisme.
Rokokoens overdådige brug af beklædning og pynt er vigtig i Tygesens tidlige værker. Undertoner af en svunden overklasse ligger til åben tolkning og er et gennemgående tema i mange af hans figurative værker.
Den Matisse-agtige penselføring og referencerne til Robert Rauschenbergs assemblage mødes og står i en skærende kontrast til de altmodische motiver.
De mange lag, hvorigennem motivet anes, opstår i en veksling mellem figuration og abstraktion. Det er ikke længere personrelationer, der er vigtige, men maleriet som projekt i sig selv.
