Det skal du se! Uge 26

24. juni 2025

Hiphopkultur, menneskekroppe, dyreliv og samtidens absurditeter. Redaktionen anbefaler seks udvalgte udstillinger, som du kan opleve i løbet af sommeren.

Kristoffer Ørum & Niels Kern, Aarhus'er #1, 2025. Venligst stillet til rådighed af kunstneren.

Hiphopkultur, menneskekroppe, dyreliv og samtidens absurditeter. Redaktionen anbefaler seks udvalgte udstillinger, som du kan opleve i løbet af sommeren.

Redaktionen anbefaler her en håndfuld kunstudstillinger, der åbner i den kommende uge. Du kan også få det fulde overblik i vores Art Guide.
Den 24. juni 2025 åbner Trapholt dørene til sommerens soloudstilling Skyggeteater af Michael Kvium – en omfattende og dybt reflekterende præsentation af menneskets skyggesider og samtidens absurditeter. Udstillingen samler for første og eneste gang hele værkserien, skabt over 17 år fra 2008 til 2025. Michael Kvium - Skyggeteater består af 36 figurative malerier, hvor hver enkelt figur optræder som en aktør i ”livets teater” – grotesk, tragikomisk og teatralsk. Værkerne spejler det, vi ofte forsøger at gemme væk: forfængelighed, intolerance, magtbegær og eksistentiel skrøbelighed. Serien danner et samlet tableau, hvor billedrummet fungerer som en visuel teaterscene og samtidig som en billedlig samtidsdiagnose. Skyggeteater kan opleves resten af året - indtil d. 30. december 2025, på Trapholt i Kolding.
Udstillingen Dyr er en hyldest til vores forbundethed med alt levende. En påmindelse om, at vi ikke står over naturen, men er en del af den.
Selvom Fyns Grafiske Værksted har hjemme midt i Odense by, banker hjertet for naturen – og for de mange væsner, vi deler planeten med. I årets sommerudstilling Dyr sættes der spot på den mangfoldige, dragende og til tider forunderlige verden af dyr – ikke blot som motiver, men som spejler på vores egen eksistens.
For vi er jo selv dyr. En del af et uendeligt biologisk eksperiment, som har udfoldet sig over millioner af år. Denne udstilling udforsker vores relation til dyrene – både som medskabninger, symboler og kunstneriske udtryk. Udstillingen kan opleves indtil d. 29. juli.
Foto: Mariann Thymann.
Foto: Mariann Thymann.
Juan Miguel Quiñones Garcia, <i>Yellow ice cream</i>, 2025.
Juan Miguel Quiñones Garcia, Yellow ice cream, 2025.
Oplev det allernyeste inden for samtidskunsten, når Galleri Christoffer Egelund samler værker af intet mindre end 40 kunstnere fra hele verden – fra USA og Canada til Australien, Den Dominikanske Republik, Mexico og Cuba, til Ukraine, Litauen, og Skandinavien.
Både etablerede og up-and-coming kunstnere er inkluderet i udstillingen, der viser samtidskunstens mangfoldige udtryk – og hvor kunsten er på vej hen. Alt fra maleri på lærred, til marmor-, træ- og glasskulptur og tegning er repræsenteret; det, der binder værkerne sammen, er en vilje til at rykke ved egne og kunstens grænser. Blandt udstillingens kunstnere finder man Tania Marmolejo, Saxon Quinn, Melanie Daniel, Nina K. Ekman, Alexis Mata, Håkon Fagerås – og mange flere. Udstillingen kan opleves indtil d. 22. august på Galleri Christoffer Egelund i København.
Aarhus’er #1 er en kontrafaktisk hip-hop-udstilling med udgangspunkt i den århusianske musikscene i 1980’erne.
En 15 meter lang graffitivæg, en gigantisk pladespiller og pulserende hiphoprytmer. Det er hvad gæsterne blandt andet bliver mødt med, når de besøger Aarhus’er #1 – en udstilling der præsenterer en alternativ version af det Aarhus, vi kender. Hvordan ville Aarhus’ musikhistorie se ud, hvis hiphop og græsrodskultur havde styret 80’erne? I Aarhus’er #1 omdanner billedkunstner Kristoffer Ørum via kunstig intelligens tre gallerier på Kunsthal Aarhus til en fiktiv virkelighed. Ørum forestiller sig et Aarhus, hvor hiphop og græsrodskultur dominerede 80'ernes musikscene. Gennem AI-genererede værker og installationer blander han byens faktiske musikhistorie med hiphoppens internationale gadekultur. Hvis du befinder du dig nær Aarhus i løbet af sommeren, så er udstillingen uden tvivl et besøg værd!
Møstings præsenterer en soloudstilling med billedkunstner og koreograf Miriam Kongstad – en af de mest markante unge stemmer på den danske kunstscene. Med udstillingen Dawn Comes After Darkness skaber Kongstad et taktilt eksperimentarium, hvor materialer som menneskehår, glas, metal og sten aktiverer kroppen – fysisk, psykisk, æstetisk og eksistentielt.
Dawn Comes After Darkness portrætterer kroppen i al sin kompleksitet, som på en gang er både velkendt og et mysterie. Udstillingen består af 10 værker, der tilsammen udgør en installation af kirurgisk præcision og poetisk slagkraft. Værkerne integrerer både lyd, lugt, berøring, visualitet og bevægelse, og spørger, om kunstværker potentielt kan virke sundhedsfremmende i kraft af deres materialitet og æstetik. Et centralt tema i udstillingen er menneskekroppens mange tilstande – og hvordan psyke og krop er filtret ind i hinanden. Oplev udstillingen på Møstings på Frederiksberg!
Solen skinner, temperaturen stiger, og dagene bliver længere. Det markerer KØN – Museum for kønnenes kulturhistorie med en sommerudstilling, som sætter nøgenheden, udelivet og frisindet under lup med genstande fra museets samling.
I udstillingen Frisind? Nøgenhed i dansk kulturhistorie er KØN sammen med to forskere fra Københavns Universitet, Detlef Siegfried og Tobias de Fønss Wung-Sung, gået på opdagelse i museets samling for at finde frisindet og historiens nøgenheder frem fra arkivkasserne.
Beklædningsgenstande, som dækker større og mindre dele af kroppen. Billeder, plakater, film og lyd med mange forskellige nøgenheder. Meget er gammelt og noget er næsten nyt. Fælles for mange af udstillingens genstande er, at de nu udstilles på museet for første gang.