Et forår ramt af gråvejr

Det er tid til årets censurerede chance. En af landets bedst besøgte udstillinger af samtidskunst har igen åbnet for et show, hvor både de unge akademi-uddannede og de glade hobbykunstnerne nominelt set er lige godt stillet i kampen om at blive udvalgt, vist og måske præmieret.

Som håbefuld kan man se det som et reality-check: er jeg i stand til at komme med? Og som besøgende kan man se det som en slags statusopdatering: hvad rykker lige nu?

Og det er faktisk en meget sammenhængende udstilling med klare temaer og tydelige tendenser.

En udstilling om overflader
Et par af de første værker, lavet af Gemis Luciani (DE), slår ligesom stemningen an. En avis og et magasin ophængt og sirligt foldede, så kun margenerne er synlige. Ingen billeder, ingen tekst, men masser af rå overflade.

Og de fleste af kunstværkerne på udstillingen handler om materialer og deres betydning.

Hanne Mago Wirklund (SE) har afstøbt små papkasser og genskabt dem i stentøj, så de ligner. Det er hyggeligt, men også dybere end det – for er det formen eller materialet, der skaber en genstand? Hvor ligger papkassens identitet, og hvilken mening har den nu, hvor den er en beholder, der ikke kan ’beholde’ noget?

Materialismer
Det her med at udforske materiens betydning går i hvert fald tilbage til en filosof som Aristoteles (4. årh. f.v.t), men har også været noget af en overtendens i den nyeste kunst, samt et tema for en række væsentlige udstillinger på Sorø Kunstmuseum. ’New Materialism’ er sågar en aktuel bevægelsen inden for samfundsvidenskaberne og humaniora.

Så er sammenhængen slået fast.

I kunstnerisk forstand markerer det sig så på Charlottenborg, hvor Forårsudstillingen hører hjemme. Her er utroligt få figurer og genkendelige billeder, meget lidt af hverdagen, og der er ret få farver.

Det er Forårsudstillingen ramt af gråvejr og en vag tristesse. Ved indgangen til hvert af de større udstillingsrum ser det hele ved første øjekast både sart og meget velafrettet ud.

AiméeTerburgs (NL) lidt mere farvestrålende og ret appellerende malerier er en af de få delvise undtagelser. Her er klarere farver med ulmende virkninger mellem enkelte lag af eksempelvis gul og orange. Det er nogle af de mest sprælske indslag, og stadig er de superbeherskede i udtrykket.

Det minimale og det velkendte
Både Benjamin Houlihan (DE) og Mads Aarøe (SE) har hver for sig besluttet at slibe eksisterende træstykker ned. Et væghængt skab er befriet for al overflade og anvendelighed og fremstår papirtyndt, og en tung krydsfinerplade er fræset i forskellige tykkelser, så de sammenlimede trælag skaber fascinerende bølgemønstre.

Meget af denne materialeæstetik, hvor der er fokus på de små forskydninger, kan spores tilbage til den kunstneriske minimalisme fra 1960’erne. Men de dybere pointer er meget anderledes, fordi der leges med stærkere forandringer af det velkendte og dagligdags.

Som med Austin Voll (US), der er gået linen ud og har genskabt en Wegnerstol som en lille pakke træstykker bundtet sammen med plastikstrips og smidt nærmest tilfældigt langs et fodpanel.

Små værker overses let
Udstillingens keramiske, træ-, tekstil- og papirbaserede kunstværker er hovedsaligt af ret høj kvalitet. Og så er de fleste forholdsvist små og håndterbare, som det bør være på en udstilling, hvor der skal være plads til mange.

Det er desværre sjældent, at grafik eller mindre billeder på papir råber særligt højt. Der er en del rigtigt lovende værker af eksempelvis Lise Uhrskov (DK), Kristoffer Raasted (DK), Maria Franck (DK) og Karin Karlsson (SE), men de er svære at huske uden et katalog. Det er kunst af et intimt tilsnit, som til tider også er afhængig af, at man kender dens placering i en serie eller i en kunstners udvikling.

Derfor er det næsten uretfærdigt, at udstillingens mest markante oplevelse kan hævde sig i sit eget rum. I Maja Qvarnströms og Erik Lagerwalls (SE) installation træder vi ind i et mørkt hjørne af en baggård – beskidt, nusset og illusionistisk perfekt skabt ud af pap, karton, plastik og maling. I alle betydninger af ordet er det udstillingens største arbejde, som vellykket tager inspirationen op fra de amerikanske kunstnere Nancy og Edward Kienholz.

Anti-digital?
Forårsudstillingen er denne gang ganske smuk, næsten hyggelig, og værkerne er ret professionelle. På overfladen er den derimod hverken særligt ekspressiv, politisk eller aktivistisk.

Men der er noget kritisk på færde. I fraværet af digitale medier kan ses en tendens, for med enkelte undtagelser handler de udvalgte kunstværker om stof og materie, ikke om at fortælle historier eller afspejle noget dagsaktuelt.

Er fascinationen af computere, mobiltelefoner, videostreaming, spillekonsoller, sociale netværk og flydende redigering ved at klinge af i kunstverdenen? Er det her et modsvar til det flygtigt overfladiske, der kendetegner en verden, der er mere og mere online, virtuel og uhåndgribelig?

Skal kunsten nu pege på et alternativ – på tingenes og genstandenes vedholdenhed?

Eller stadig digital?
Hvis dette er et paradigmeskifte, og hvis dette signalerer en ny interesse for det faste og håndgribelige, så skal det være velkomment. Desværre er det i denne form paradoksalt betinget af en særlig æstetik, der ikke er i opposition, men snarere helt i tråd med tiden.

Det er det diskrete håndværk, de taktile overflader, det gråmelerede og velformede, der overordnet set præger de mange kunstværker. På afstand ligner det en bedre indretningsudstilling af den der westcoast-cool type, der eksempelvis er kernen i Apple’s design, og som handler om flydende overgange, forskellige semi-transparente lag og harmonisk afstemte farveskemaer.

Uden at ville det, er Forårsudstillingen med til at bekræfte et særligt æstetisk formsprog – ensrettet, globalt og født af den digitale tidsalder. Det er lige en tand for pænt og lækkert og underspillet i sit samlede udtryk til at være nogen som helst fuck-finger til systemet. Det er snarere den finger, der dovent, midt i en pause fra ipad’en, aer lidt løs på kaffebord og uldsweater og dermed finder hvile.