Gallerirevy København feb 2018: Kunst i den humane og posthumane æras tegn

Gallerirevyen i februar byder på en gruppeudstilling med nogle af de hotteste navne pt., foruden værker af en moderne, tysk maler og så gode gamle Albert Mertz, der bare bliver bedre og bedre.

Et brag af en gruppeudstilling
Galleriet Les Gens Heureux – de lykkelige mennesker – ligger på 4. sal i Store Strandstræde 19 – i samme opgang, hvor Galleri Faurschou i sin tid lå. Galleriet blev åbnet i 2012 af de to grundlæggere, Sanne Frank og Anneli Häkkinen, og ligger i et tidligere kunstneratelier. Hvis man tjekker de tidligere udstillinger fremgår det, at der er tale om en udstillingsprofil, der spænder meget vidt.

Nu har den allestedsnærværende billedkunstner og kurator Mikkel Carl sammensat et brag af en gruppeudstilling med en række uhyre interessante værker, som brænder igennem både visuelt og konceptuelt. Hertil kommer nogle forfriskende møbeldesigns af den amerikanske kunstner/designer Peter Shire. Man noterer med glæde, at Carl ikke kun satser på sin egen generation, men også på modne og veletablerede kunstnere som Kirsten Justesen og Thorbjørn Lausten.

Lad os starte med udstillingens mest spektakulære og uhyggelige værk, som står på trappeopgangen, som om det er forvist fra det fine selskab inde i galleriet: Uffe Isolottos skulptur/figur Liminoid (Rite de Passage). Adjektivet ‘liminoid’ betyder at have en disintegreret identitet. Det er beslægtet med ‘liminal’, hvor individet eksempelvis befinder sig i en overgangsfase mellem en tilstand og en anden – fx puberteten. Skulpturen forestiller en menneskelignende, androgyn skikkelse sat lidt ned i format – måske en pubertetspige? Værket er muggentbrunt og overbegroet med igleagtige og mærkelige tumorgevækster, der dækker næsten hele ansigtet. Skikkelsen ser ud som om, den er fisket op af havet efter at have ligget der i århundreder – som Damien Hirsts skulpturer i Palazzo Grassi og i Punta della Dogana i Venedig. Hun/han/den støtter sig til en grøn jernstang, som måske også kunne bruges som forsvarsvåben. En dybt foruroligende, dystopisk skulptur, der i allerhøjeste grad ”inkarnerer” mennesket i en fjern, posthuman æra.

Helt anderledes humane er performance-kunstneren Sophie Duponts Marking Breath, hvor hun ridser en streg i en blankpoleret aluminiumspade, hver gang hun trækker vejret. Denne gang er pladerne store og reflekterer Pernille Kapper Williams’ cirkelrunde makeup-malerier ophængt på den anden væg.

Karl Monies har skabt en række vilde keramiske krukker med håndtag af reb, mens Mikkel Carl selv leverer lyssætningen med en roterende pære i loftet samt nogle kollager skabt ud fra modeblade foruden et fake overvågningskamera.

Derudover skal nævnes Kasper Hesselbjergs humoristiske skulptur af en fod udskåret af ægte pibetræ. Titlen er C’est une pipe, hvilket det reelt også er i modsætning til Magrittes ikoniske billede af en pibe. Der er flere spændende værker, som pladsen her ikke tillader at beskrive.

How to Start an Apartment in Your Gallery. Med værker af Jacob Borges, Mikkel Carl, Sophie Dupont, Kasper Hesselbjerg, Lea Guldditte Hestelund,Tilman Hornig, Uffe Isolotto, Kirsten Justesen, Thorbjørn Lausten, Karl Monies, Peter Shire, Amalie Smith, Pernille Kapper Williams, Pedro Wirz, Søren Aagaard. Les Gens Heureux. Til 23. februar.

Stofligt maleri
Den tyske maler Fritz Bornstück (f. 1982) udstiller for 5. gang i Galerie Mikael Andersen. Første gang var i 2008, så udstillingen har fået titlen TEN – for at markere hans tiårige samarbejde med galleriet. Han er en fremragende maler, der denne gang har malet plein air, nærmere bestemt naturskildringer fra øen Elba, hvor han tilbragte sidste forår. Desuden rummer udstillingen en række keramiske værker, der ligesom Karl Monies’ værker er skæve og poetiske. Fx et helt bord fyldt med efterladenskaberne fra hans fortæringer – pizzabakker, fyldte askebægre og tomme dåser – lidt i stil med Rose Ekens keramiske hverdagsobjekter. Derudover har han lavet nogle små skulpturer, der angiveligt er portrætter af forskellige personer: Randi, Carlos m.v. De er vildt syrede og temmelig gakkede – men spiller samtidig subtilt sammen med mange af objekterne, som han har malet på lærred.

Her imponerer den tyske maler, der ganske enkelt er en fremragende repræsentant for dette medie. Det er stoflige, til tider pastost malede, billeder, og i flere af dem har han arbejdet med en kollageteknik ved at lime bemalede tekstilstykker på fladen. Goethe skrev i 1790 i en af sine venezianske epigrammer: ”Vi er alle pilgrimme, der søger Italien”, og sådan er det stadig for mange i dag. Fra 1814-15 Napoleon var i eksil på øen og boede i det lille palads Palazzina dei Mulini under sit ophold. Bornstück integrerer nogle elementer derfra i et af sine malerier, der ellers er præget af det abjekte – i Kristevas forstand. Dvs. noget, der hverken er objekt eller subjekt, men som ’er det jeg, som ikke er jeg. Noget som kroppen har udskilt, kan det også være. Dette fremgår af katalogteksten, der er forfattet af Felix Rothstein, og det giver i den grad mening i tilfældet Bornstück, hvis gådefulde malerier på én gang virker kendte og fremmedgørende med mærkelige abjekte elementer, der gør motiverne stærkt foruroligende.

Mertz revisited
Albert Mertz (1920-90) udstiller for Gud ved hvilken gang i Clausens Kunsthandel, der heldigvis er genopstået i Studiestræde og med et fortsat samarbejde  mellem galleristerne Lis Clausen og Banja Rathnov. Heldigt nok føler man, at noget af stemningen fra det gamle, skønne hus i Toldbodgade er flyttet med!

I opgangen ligger der stakke med de mange ferniseringskort til tidligere Mertz-udstillinger. Sjove titler som: Billeder uden terpentin (med et Duchamp-citat, der udtalte, at hadede lugten af terpentin). Eller Forfriskelige arbejder etc.

Udstillingen er en hel omvisning i Mertz’ finurlige, konceptuelle kunst, der altid havde et tvist af humor. På det punkt var han beslægtet med dadaisterne, men samtidig lod han sig inspirere af sin samtid med var han i popkunst, land art, fluxus mv.

Det er et overflødighedshorn af værker helt fra begyndelsen og frem. Papirarbejder – mange kollager, heraf en del fotokollager – malerier i de karakteristiske blå-røde farver, som blev hans ”varemærke.”  Mit yndlingsværk er et papirarbejde fra 1955 fra Amalienborg Slotsplads, hvor livgarden har trukket op med hornblæsere og det hele og står på deres stive, stiliserede blå ben. Det er så godt set! Allerede her – som 25-årig – var personen Mertz på sporet af kunstneren Mertz.

En lille bog fra 2003 med tekst af Mette Sandbye – Albert Mertz og fotografiet – kommer godt rundt i og ned i Mertz’ vidtforgrenede værk. Hun citerer fra hans dagbog den 22.1.1974, så lad os her lade manden selv føre ordet: Kunsten er ”en handling, en meditation, hvormed jeg klargør mine reaktioner i verden. Jeg forsøger ikke at besvare spørgsmål, men at stille dem. Jeg forveksler ikke kunsten med virkeligheden og virkeligheden med kunsten. Jeg prøver at finde ud af, hvad der er kunst, og hvad der er virkelighed og hvilke forhold (eller mangel på forhold) de to ting kan have til hinanden.”

Albert Mertz: Alle farver er forskellige. Alle farver er ens. Clausens Kunsthandel. NB. Ny adresse: Studiestræde 14, 1. Til 17. marts.