Jytte Rex er en af de mest markante og egenartede stemmer i dansk kunst gennem de sidste seks årtier. Hendes værk udfolder et billedpoetisk univers, hvor drøm, erindring og virkelighed smelter sammen – og hvor kvindeliv, erfaringer og indre tilstande står centralt.
Et værk uden faste grænser
Man kunne begynde med at opremse genrerne: film, fotografi, maleri, tegning, grafik, skulptur, assemblage, tekst. Men i mødet med Jytte Rex bliver det hurtigt tydeligt, at opremsningen ikke fører os særlig langt.
Man kunne begynde med at opremse genrerne: film, fotografi, maleri, tegning, grafik, skulptur, assemblage, tekst. Men i mødet med Jytte Rex bliver det hurtigt tydeligt, at opremsningen ikke fører os særlig langt.
For hos Rex eksisterer medierne ikke som adskilte størrelser. De flyder ind i hinanden, låner af hinanden, modsiger og forstærker hinanden. Fotografiet bliver bearbejdet, overmalet, forvandlet til objekt. Filmen opløses som fortælling og bliver til billeddigt. Bogen bliver et rum, hvor tekst og billede glider sammen i associative forløb.
Fra soloudstillingen My Tender Wife, hos Wilson Saplana Gallery i 20224. Foto: David Stjernholm
Gennem mere end 60 år har hun opbygget et omfattende arkiv af billeder, som hun kontinuerligt vender tilbage til. Ikke for at gentage, men for at transformere. Det samme motiv kan opstå igen og igen, men altid forskudt, som en erindring, der ændrer sig, hver gang den genkaldes.
Som en flod, der aldrig er den samme
Der er en særlig form for kontinuitet i Rex’ kunstnerskab. Ikke fordi værkerne ligner hinanden, men fordi de bevæger sig inden for det samme billedlige felt.
Der er en særlig form for kontinuitet i Rex’ kunstnerskab. Ikke fordi værkerne ligner hinanden, men fordi de bevæger sig inden for det samme billedlige felt.
Man kan sammenligne det med en flod: bevægelsen er konstant, men vandet er altid nyt.
Motiverne vender tilbage – kvindekroppe, ansigter, fragmenter af rum, gestusser – men indgår hver gang i nye forbindelser. Billederne danner ikke faste fortællinger, men åbne, associerende kredsløb. De er ikke lineære, men cirkulære og drømmende. Her blandes stof fra myter, litteratur og kunsthistorie med det hverdagslige og tilsyneladende banale. En gestus, et blik, et rum kan pludselig få en anden tyngde. Noget forskydes. Noget åbner sig.
Drømmen som erkendelse
Rex’ værker insisterer på en anden form for logik end den rationelle. De tilbyder ikke klare svar eller entydige betydninger. I stedet inviterer de til en sanselig erkendelse.
Rex’ værker insisterer på en anden form for logik end den rationelle. De tilbyder ikke klare svar eller entydige betydninger. I stedet inviterer de til en sanselig erkendelse.
Billederne opleves ofte som drømmeagtige. Ikke som flugt fra virkeligheden, men som en måde at trænge dybere ind i den på. I drømmen ophæves de skarpe skel mellem fortid og nutid, mellem virkelighed og fantasi – og det er netop i dette felt, Rex arbejder.
Som beskuer bliver man ikke guidet, men draget ind. Man må selv navigere mellem lagene, mellem det synlige og det antydede. Der opstår en sitrende usikkerhed: Hvad er det egentlig, jeg ser? Og måske vigtigere – hvad er det, jeg fornemmer?
Jytte Rex: Donna, 2017. Print på aluminium. Kredit: Jytte Rex
Kvindefiguren i centrum
Midt i dette billedunivers står kvinden. Ikke som et entydigt motiv, men som en gennemgående figur, der antager mange former. Rex’ kvinder er sjældent direkte henvendt til beskueren. De er optaget af noget andet – en handling, en tanke, en tilstand. De fremstår ofte som indadvendte, drømmende eller handlende i deres egne rum.
Midt i dette billedunivers står kvinden. Ikke som et entydigt motiv, men som en gennemgående figur, der antager mange former. Rex’ kvinder er sjældent direkte henvendt til beskueren. De er optaget af noget andet – en handling, en tanke, en tilstand. De fremstår ofte som indadvendte, drømmende eller handlende i deres egne rum.
Hendes værker kredser om kvinders erfaringer, liv og indre landskaber – ikke som fastlagte fortællinger, men som åbne, komplekse tilstande.
Biografiens understrøm
Selvom Rex’ værker ikke er selvbiografiske i traditionel forstand, løber hendes egen historie som en understrøm gennem hele produktionen.
Selvom Rex’ værker ikke er selvbiografiske i traditionel forstand, løber hendes egen historie som en understrøm gennem hele produktionen.
Hun blev født i 1942 som datter af en tjekkisk mor, der var rejst til Danmark og senere stod alene med sit barn i et fremmed land. Moderen befandt sig i en kompleks position – som kvinde, som alenemor og som tysktalende i et efterkrigssamfund, hvor sproget bar på politiske og historiske traumer.
Denne erfaring af fremmedhed og styrke sætter sig spor i Rex’ værker. Moderfiguren optræder igen og igen – ikke som et konkret portræt, men som en ikonisk tilstedeværelse. Som en kraft, der peger mod noget større: en undersøgelse af kvinders livsvilkår på tværs af tid og rum.
1960’erne og den politiske bevidsthed
Rex’ kunstneriske udvikling tager form i 1960’erne, hvor hun studerer på Kunstakademiet i København. Det er en tid præget af opbrud – både kunstnerisk og politisk.
Rex’ kunstneriske udvikling tager form i 1960’erne, hvor hun studerer på Kunstakademiet i København. Det er en tid præget af opbrud – både kunstnerisk og politisk.
Kanonklubben: Lene og Marie Bille, Rikke Diemer, Kirsten Dufour, Kirsten Justesen, Jytte Keller, Jytte Rex og Birgitte Skjold Jensen. 1970 © Polfoto. (Pressefoto, SMK)
Hun er med til at stifte kunstnerkollektivet Kanonklubben i 1968, som arbejder for at forbinde kunst med samfund og hverdagsliv. Her opstår en bevidsthed om kunstens rolle som aktiv medspiller i sociale og politiske processer.
Et centralt projekt er Damebilleder, et tidligt feministisk installations- og aktionsværk, der sætter fokus på kvinders position i samfundet. Her bliver det tydeligt, hvordan Rex’ praksis fra begyndelsen er forbundet med et ønske om at synliggøre det oversete.
Kvindernes bog – et kollektivt portræt
I 1972 udgav Rex Kvindernes bog, som i dag står som et hovedværk i hendes produktion.
Bogen er ikke en traditionel fortælling, men et komplekst, næsten labyrintisk værk. Her glider forskellige kvinders stemmer, erfaringer og billeder ind i hinanden. Identiteter opløses og genopstår.
I 1972 udgav Rex Kvindernes bog, som i dag står som et hovedværk i hendes produktion.
Bogen er ikke en traditionel fortælling, men et komplekst, næsten labyrintisk værk. Her glider forskellige kvinders stemmer, erfaringer og billeder ind i hinanden. Identiteter opløses og genopstår.
Det er ikke den tilpassede, “opdragede” kvinde, der taler, men en mere rå og ufiltreret stemme. En stemme, der insisterer på at blive hørt og set – og på at gøre krav på frihed.
Kvindernes bog kan læses som et kollektivt portræt, hvor det individuelle og det fælles smelter sammen. Et værk, der både er forankret i sin tid og rækker langt ud over den.
Jytte Rex: Lys, 2013. Fotoemulsion på træ. Kredit: Jytte Rex
Materialer, krop og stoflighed
I de senere værker bliver materialiteten stadig vigtigere. Rex’ objekt-billeder – fotografiske emulsioner overført til materialer som træ, metal og gips – giver billederne en særlig tyngde. De bliver ikke blot noget, man ser på, men noget, der eksisterer fysisk i rummet.
I de senere værker bliver materialiteten stadig vigtigere. Rex’ objekt-billeder – fotografiske emulsioner overført til materialer som træ, metal og gips – giver billederne en særlig tyngde. De bliver ikke blot noget, man ser på, men noget, der eksisterer fysisk i rummet.
Denne stoflighed trækker fotografiet væk fra dets traditionelle rolle som afbildning og nærmer det maleriet. Billedet bliver en overflade med spor, lag og modstand. Noget, der bærer tid i sig.
Arkivet som levende organisme
Et centralt element i Rex’ praksis er hendes omfattende billedarkiv. Men arkivet er ikke statisk. Det fungerer som en levende organisme.
Et centralt element i Rex’ praksis er hendes omfattende billedarkiv. Men arkivet er ikke statisk. Det fungerer som en levende organisme.
Hun vender igen og igen tilbage til sine egne billeder, genbruger dem, omformer dem, indsætter dem i nye sammenhænge. På den måde bliver værket ved med at udvikle sig – et sted, hvor fortid og nutid konstant mødes. Det skaber en særlig form for tidslighed i værkerne. Man oplever ikke tiden som lineær, men som noget, der folder sig ind og ud af sig selv.
Jytte Rex: Ibrahim, 2023. Print på aluminium. Kredit: Jytte Rex
Filmens univers
Parallelt med billedkunsten debuterede Jytte Rex som spillefilmsinstruktør i 1977 med Veronicas svededug, hvor hun selv stod for både fotografering og lyd. Filmen blev optaget på super-8 og blæst op til biografformat. Rex har fra starten betragtet kameraet som en pensel, og hendes film projicerer hendes indre billeder på lærredet i drømmelignende universer med mytiske figurer, mosaikmønstre og labyrintiske strukturer. Flere af hendes film, fx Den erindrende, 1985, bygger på Borges’ fortællinger og tematiserer erindring, kvindeliv og kvinders erfaringer.
Parallelt med billedkunsten debuterede Jytte Rex som spillefilmsinstruktør i 1977 med Veronicas svededug, hvor hun selv stod for både fotografering og lyd. Filmen blev optaget på super-8 og blæst op til biografformat. Rex har fra starten betragtet kameraet som en pensel, og hendes film projicerer hendes indre billeder på lærredet i drømmelignende universer med mytiske figurer, mosaikmønstre og labyrintiske strukturer. Flere af hendes film, fx Den erindrende, 1985, bygger på Borges’ fortællinger og tematiserer erindring, kvindeliv og kvinders erfaringer.
Plakat til Jytte Rexs film Veronicas Svededug, som havde biografpremiere den 11 november 1977 i Husets biograf.
Senere har hun skabt portrætter af betydende samtidskunstnere, herunder Inger Christensen – cikaderne findes, 1998 og Palle Nielsen – mig skal intet fattes, 2002.
Et værk i vedvarende tilblivelse
At se på Jytte Rex’ samlede produktion er som at træde ind i et univers, der aldrig står stille.
At se på Jytte Rex’ samlede produktion er som at træde ind i et univers, der aldrig står stille.
Hendes værker er ikke afsluttede udsagn, men processer. De fortsætter i beskueren, i erindringen, i nye sammenhænge. Der hviler et slør over dem – noget uafklaret, noget åbent.
Jytte Rex’ værker bliver ikke stående. De fortsætter.
Om Jytte Rex
Jytte Rex (født 1942). Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1969.
Jytte Rex har i sin kunst blandet flere medier – maleri, film, fotografi, tegning og tekst og begyndte fra 1980'erne at arbejde med fotoemulsioner. Hendes værker blander et avantgardistisk og poetisk univers med historier ofte båret af et (udogmatisk) feministisk engagement.
Kvindernes bog fra 1972 er kunstnerens debutbog. En nyklassiker, hvori en lang række kvinder fortæller om drømme, mænd, kjoler, orgasmer, skyer, fødsler, kærlighed, barndom, kærlighed, frihed, æbleskiver, politi, breve og meget andet.
Flere gange har hun samarbejdet med andre kunstnere, såsom forfatter og politisk aktivist Inge Eriksen (1931-2015), med hvem hun lavede udstillingen Drømmen og den rasende latter på Tranegården i 1974 og året efter bogen Kællinger i Danmark, der var formet over deres brevveksling.
Rex har haft talrige udstillinger både i Danmark og i udlandet.
I 1998 blev hun tildelt Eckersbergs Medaljen og samme år Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. Hun modtog Skovgaard-Medaljen i 2004 og Thorvaldsen-Medaljen i 2005.
Hendes værker er repræsenteret i samlingerne på Statens Museum for Kunst, Aros, Kunsten, Ny Carlsbergfondet, Vejle Kunstmuseum og Brandts.
Jytte Rex er repræsenteret af Wilson Saplana Gallery i København.
