Kunst i ord og billeder?
JYLLANDs udstilling er en blandet fornøjelse, men udholdenhed belønnes.
JYLLANDs udstilling er en blandet fornøjelse, men udholdenhed belønnes.
info
Årets katalog er udformet i et samarbejde mellem grafikerne Åse Eg Jørgensen og Michael Jensen.
Kunstbygningen holder lukket fra 22. december til og med 1. januar.
“Kunsten taler i ord og billeder” – sådan præsenterer kunstnersammenslutningen JYLLAND årets samarbejde med en række digtere. Det er et spændende udgangspunkt, der sætter forventningerne i vejret. Desværre er der for langt mellem de steder, hvor koblingen mellem de to udtryksformer lykkes. Men udholdenhed belønnes.
Hver rum sin digter
Hvert rum har fået sin digter, men ord og billeder beriger ikke nødvendigvis hinanden.
Det første rum er tapetseret med Martin Glaz Serups tekst Marken, der personificerer ‘marken’ med udsagn som “Marken bruger for meget tid på Facebook”. Men udsagnene spiller hverken med eller mod Jesper Rasmussen og Erland Knudssøn Madsens store installationer. De trækker nærmere opmærksomheden bort fra de rumlige udtryk.
Insisterende ord
I den ottekantede sal vises Erling Jørgensens maleri på itureven karton og andre værker på papir. Heller ikke her lykkes koblingen. Ursula Andkjær Olsens insisterende lyddigt Lysets form føjer ikke noget til oplevelsen af det visuelle. Den messende stemme dominerer rummet.
Nye betydningslag og dimensioner
Ord og billeder føjer til gengæld nye betydningslag og dimensioner til hinanden i underetagen, hvor Peter Martensen i videoen The Test sætter billeder til Peter Adolphsens tekst Ready to Click, der er trykt på væggen.
Me, myself and I
De hvide skjorter er rykket med fra Martensens malerier ind i videoens tre næsten identiske retrokontorer, hvor Adolphsens tre-i-en person “me, myself and I” overvåges af store tv-skærme, mens han udfylder og krøller formularer.
Martensen illustrerer ikke bare teksten. Han fortolker og udvider den. Samspillet mellem de to udtryk er hele udstillingen værd.
Vellykkede gæsteindslag
JYLLANDs inviterede gæster er generelt de mest spændende. Flere af dem formår også på interessant vis at forene ord og billede.
Marianne Hesselbjerg viser en række over- eller underdimensionerede træningsredskaber med titlen Jeg ville ønske jeg havde 10-25 % mere energi. ‘Øvelsesmåtten’ er himmelblå med et let skydække og den påtrykte tekst “Flyvemaskinen var rød” og er med sin modstrid mellem tekst og forventning et interessant og humoristisk indlæg i CO2-debatten.
Og Michael Mørk leger på finurlig vis med forholdet mellem form og indhold i Totally Abstract, hvor titlen fylder lærredet i så højt strakte bogstaver, at udtrykket næsten bliver – abstrakt.
Fakta
Udstilling
Kunstnersammenslutningen JYLLAND
8 nov 2008 4 dec 2008
Mogens Gissel, Peter Hentze, Sys Hindsbo, Ellen Hyllemose, Dyke Johannsen, Erling Jørgensen, Leif Kath, Anders Kirkegaard, Erland Knudssøn Madsen, Peter Martensen, Bodil Nielsen, John Olsen, Poul Pedersen, Bjørn Poulsen, Jesper Rasmussen, Jan Riishede, Poul Skov Sørensen, Kurt Tegtmeier, Erik Winckler, Eva Öhrling, Marianne Hesselbjerg, Henrik Menné, Michael Mørk, Tina Maria Nielsen, Randi & Katrine, René Schmidt, Kirstine Vaaben, Torgny Wilcke, Peter Adolphsen, Merete Pryds Helle, Peter Laugesen, Ursula Andkjær Olsen, Dy Plambeck, Martin Glaz Serup
Kunsthal Aarhus Se kort og tider
Fakta
Kunstnersammenslutningen JYLLAND blev stiftet i 1977 og har siden udstillet hvert andet år i Århus Kunstbygning og hvert andet år et andet sted – senest på det danske bibliotek i Flensburg. JYLLAND præsenterer på deres udstillinger inviterede kunstnere fra resten af landet. Udstillingen er støttet af Kunstrådets Billedkunstudvalg og Kunstrådets Litteraturudvalg.