Kunst og spiritualitet: Viera Collaro

Første artikel omhandler Viera Collaros mangeårige arbejde med at pege mod det, der er større end os, men som samtidig findes i os alle.

Det handler om lys. Både konkret forstået som et fysisk fænomen, men også som en transformerende humanistisk og spirituel kvalitet i sindets rum.

Lyset er billedkunstner Viera Collaros primære materiale, og hun udtrykker det selv på følgende måde: “Min praksis omhandler åndelige processer, som mennesket gennemgår i livet, fortolket gennem forskellige materialer og grundformer, med fokus på lys”.

Hun har ikke mindst markeret sig med stribevis af monumentale, stedsspecifikke installationer i det offentlige rum. Over hovedindgangen til Randers Kulturhus finder man et af hendes første offentlige værker, Ringen fra 1997.

Den hænger der, ringen, på Mogens Lassens brutalistiske, rå betonbygning fra 1960’erne – på en gang sart og vægtigt. Det levede liv, som det udmønter sig i Randers, spejler sig i dens blanke polerede overflade, men samtidig løfter ringen sig ud fra den bastante arkitektur i kraft af det regnbuespektrede lys, der stråler ud bag ringen.

En magisk oplevelse af noget vægtløst og overjordisk midt i en dagligdag i en provinsby i det midtjyske – en mulighed for kontakt med en andethed, der kan minde os om en fuldendt – fuldendt som cirklens form – let og atmosfærisk kvalitet. Pludselig er det den tunge bygning og identifikationen med hverdagens travle gøremål, der er flygtige, mens dette lysende mantra peger i retning af en mere konsistent energi eller tilstand midt i livet.

Nok er Collaros værker skabt i et minimalistisk formsprog og ‘hårde’ materialer, men hendes værker er respektfulde overfor omgivelserne og venligt vendt mod verden. Udsmykningen af KB hallen med buede rør med indbyggede RGB-dioder peger ikke navlebeskuende mod sig selv. Den understreger derimod den eksisterende arkitektur, men tilføjer stedet en poetisk og sakral fornemmelse. Muligheden for opmærksomhed og taknemmelighed for det store i livet er tilgængelig alle steder – også her i KB hallen.

Denne stilfærdige – men dog insisterende – venlighed berører den underliggende humanisme, som gennemstrømmer kunstnerens praksis og som endda sprogliggøres i tekstværker: “Spirit”, “Compassion”, "Breathing, feeling, thinking, seeing" står der bøjet i neon eller i store skinnende skriftstyper.

At arbejde så intenst med lyset betyder også, at kunstnerens arbejde kredser om det, der ikke kan ses, gribes eller fastholdes i en stivnet form. Lysstråler indeholder tusindvis af fotoner, men er samtidig usynlige. Først når de rammer støvet i stuen, fremkaldes de.

I et værk som White Circle fra 2012 hænger en stålring i en rå kæde lidt ude fra væggen. På ringens inderside er indfældet hvide lysdioder, som giver det rum, der er indenfor cirklens omkreds en helt særlig atmosfære, væsentlig anderledes end rummet udenfor cirklen.

Værket er super enkelt, men særdeles effektivt: det fungerer som en slags portal til et andet rum, for i Collaros praksis kan lysets immaterielle kvalitet ikke adskilles fra den spirituelle kvalitet. "Lyset er en parallel til det menneskelige indre", sagde hun i et interview her på kunsten.nu.

Lyset som et uhåndgribeligt, let og rumligt fænomen bliver hos Collaro en antydning af noget, der er større end os, men som samtidig findes i os alle.

Denne fornemmelse for selve rummet er også tydeligt i den aktuelle udstilling med den sigende titel Spaciousness på Randers Kunstmuseum. Her viser Viera Collaro blandt andet installationen Moving Shadows, 2023, hvor tre store stålringe på en gang monumentalt og effektfuldt står oprejst i rummet samtidig med, at det er rummet, der på magisk vis er accentueret og indtager hovedrollen. Ringene er nemlig badet i roligt skiftende farvet lys, der skaber spejlinger, komplekse fordoblinger og skygger i rummet – det virker som om, der er mange ringe i rummet.

På den måde peger installationen på rummet selv. Vi er normalt optaget af menneskene, genstandene og fænomenerne, der eksisterer i rummet. Men hvis der ikke var noget rum, var der jo ikke noget sted for alt det. Rummet er en forudsætning.

Collaro har i mange år mediteret og er blandt andet optaget af buddhisme, som netop har stort fokus på selve rummet eller rummeligheden. Rummet i sig selv er kendetegnet ved sin åbenhed – alt kan eksistere i rummet, uden at rummet ændrer sin fundamentale rummelighed, så at sige.

På samme måde med det menneskelige sind. Sindet i sig selv er som et rum. Ligesom rummet i sig selv ikke er de møbler, der befinder sig i det, er sindet i sig selv ikke alle følelserne, tankerne og sansningerne, der optager det. At udsige, at sindet i sig selv er tomt, er en anden måde at sige, at det er totalt åbent.

Det er en revolutionerende viden – hvis vi for alvor kunne absorbere og leve den viden, ville meget se anderledes ud, tænker jeg.

Man kan starte med at opleve Viera Collaros kunstværker. Give sig tid til at mærke dem, reflektere over dem, få dem til at åbne sig og virke.