Redaktionen anbefaler her en håndfuld aktuelle kunstudstillinger, som åbner i uge 21. Denne uge byder på en række sanselige og refleksive præsentationer – der er rige muligheder for at møde nye stemmer og nye perspektiver, på alt fra krop og begær til samfundsstrukturer og politisk magt. Du kan som altid finde flere aktuelle udstillinger i vores art guide.
11 afgængere præsenterer kulminationen af 4 års fordybelse i egen kunstpraksis på Århus Kunstakademi. Fra personlige fortællinger om krop, længsel og minder til globale problemstillinger som krig, relationer og fri vilje vidner udstillingen om et afgangshold, som insisterer på at mærke og forstå verden.

Værk af Amanda Kessaris. Foto: Frida Møller Martinsen.
Denne sanselige udstilling samler nye værker af Clara Toksvig, Sophia Moe og Thea Djurhuus – tre kunstnere fra den unge generation, der med keramikken som materiale undersøger transformation, erindring og de strukturer, der former vores fælles virkelighed.
Udstillingen Original Skin tager afsæt i den queer krops komplekse position i samfund og historie som noget, der konstant eksisterer mellem synlighed og skam, accept og afvigelse, og begær og kontrol. I Sangría Valentinos fotografiske værker optræder kropsdele og objekter på egne præmisser.

Værk af Sangriá Valentino. Foto: EKS-RUMMET.
En ny sæson starter på Valdemars Slot! I årets program sættes internationale kunstnere i dialog med slottets kongelige historie og landskab. Publikum inviteres til at opleve stedet på ny som et rum for kreativitet og fortolkning – du kan opleve alt fra filminstallationer til skyggeteater til stedsspecifikke skulpturer.
Fire tyske og hollandske kunstnere giver et indblik i et centralt tematisk område indenfor den moderne kunst, nemlig grænsen mellem videnskab og kunst. Værkerne, som omfatter blandt andet selvbyggede apparater, eksperimenterende fotografier, breve og installationer, følger legende og overraskende veje til nye erkendelser.















