Sammen hver for sig

Vi når det
Første stop på festivalsruten, når man kommer fra amagersiden, er Overgaden på Christianshavn.

Der er stadig to dage tilbage før udstillingerne skal stå klar til presseomvisning. To dage og to nætter. “Vi når det,” siger leder og kurator Henriette Bretton-Meyer med et sikkert smil.

Fællesskab
Mellem afdækningspap og wire, gipsstykker og næsten færdige installationer fortæller Bretton-Meyer, hvordan fællesskabet mellem kunsthallerne har udviklet sig under forberedelserne til festivalen.

“Vi har brugt hinanden som sparringspartnere, og det er nyt. Derudover kan man sige, at der hidtil har eksisteret et partnerskab mellem de forskellige kunsthallers ledere, men ikke nødvendigvis mellem eksempelvis formidlingsarbejdere, kuratorer og så videre,” forklarer hun og siger videre:

“Så der har været et hav af faggrupper, der har haft anledning til at møde hinanden. På den måde er fællesskabet mellem kunsthallerne blevet stærkere, og det er vigtigt – særlig i forhold til sådan et stort projekt som det her.”

Deus Ex Machina
Overgadens udstilling hedder The Kiss, opkaldt efter Hito Steyerls soloudstilling på kunsthallens 1. sal. I stueetagen udstiller græske Yorgos Sapountizis sin Deus Ex Machina.

“Jeg tror mange går og bare venter på at noget pludselig skal gribe ind i deres hverdag og ‘redde dem’,” forklarer Sapountizis mens han rumsterer ved en af sine store installationer.

Ved siden af installationen står måske en levende ‘deus ex machina’ (guddommelig redning). Lotte Rose er lydkunstner og studerer på The University of Arts i London, men nu har hun taget fri fra studierne for at hjælpe Sapountizis med at få installationen færdig i tide.

Angry Birds
Efter to minutter på cykel fra Overgaden er man på højbro plads, hvor man enten kan køre 30 sekunder til den ene eller den anden side og ramme en ny kunsthal. Jeg kører til venstre ned ad GL.Strand.

På 2. sal af gruppeudstillingen Unfinished Journeys på Kunstforeningen GL. Strand sidder Pascale Marthine Tayou sammen med kurator Anne Kielgast og betragter den sidste hånd blive lagt på et af Tayous bidrag: En stor serie sammentømrede fuglehuse i kolde farver.

“Du lever i buret. Du er fri i buret,” forklarer han på engelsk med en tyk Cameroun accent og et stort smil. “Det er ligesom det spil…” “Angry Birds?” ” – Excactly! Angry Birds. Hver gang du er fri, er du i et nyt fængsel, og et nyt igen. Du ser fri ud, men du er vred inden i,” siger Tayou og slår efter en kort pause en stor latter op.

Fællesskabsideer
Anne Kielgast forklarer, at temaet fællesskab ikke bare er grebet ud af den blå luft, men hænger sammen med det forhold, at det netop er de forskellige kunsthaller, der i fællesskab afholder festivalen.

“Kunsthallerne er hver i sær skabt ud fra forskellige fællesskabsideer. Og i og med at vi holdte fast i, at det skulle være en festival og ikke en biennale, så skulle den også have et så overordnet tematisk afsæt, at det kunne rumme de forskelligheder, et sådant nyt fællesskab er båret af,” forklarer Kielgast.

Tårnværelset
Jeg cykler over på den anden side af Højbro Plads og rammer Kunsthallen Nikolaj, hvor forberedelserne også er i fuld sving. Nikolajs gruppeudstilling hedder Conversations, og skibet i den gamle kirke er fyldt af filmlærreder, mennesker og afdækningspap. Og op ad den ene væg står to metalhegn fra Otto Karvonens performance tidligere på ugen.

Der er travlt i Kunsthallen, og jeg smutter med en lille flok håndværkere og kunstner Lise Harlev op i det gamle klokketårn, hvorfra hun er i gang med at hænge en serie udskårne kæmpebogstaver ned ad siderne:

“WHEN YOU READ THESE WORDS THEY ARE NOT MY WORDS BUT YOUR WORDS,” skal der stå i lyserød, babyblå og hvid hele vejen rundt om tårnet.

“Jeg synes, at der er et eller andet sindsoprivende i at komme med et personligt budskab, der så blæses ud over hele byen,” forklarer Harlev og viser skitsen frem.

Staden og borgen
I smørhullet mellem Nikolaj Kunsthal og Den Frie Udstillingsbygning ligger Kunsthallen Charlottenborg. Der har man ligesom på Overgaden valgt at lave to soloudstillinger – og ligesom på alle kunsthallerne knokler man på livet løs.

“Her på Charlottenborg har vi fokuseret på forskellige former for alternative fællesskaber,” forklarer kurator Stine Hebert. “Ruth Ewan arbejder for eksempel sammen med fristaden Christiania. Hun udstiller i nord fløjen,” tilføjer Hebert.

“I syd fløjen af bygningen har Joakim Koester sin If One Thing Moves Everything Moves, det er den største udstilling af hans værker i Danmark nogensinde,” siger Hebert og leder vej gennem en kæmpe, mørk trækonstellation, der breder sig gennem hele syd fløjen på Charlottenborg.

1,2,5
Efter en berusende rundgang i Koesters syrede univers er det videre til Den Frie Udstillingsbygning, som er den eneste location, der kræver mere end 2 minutters cykling. 5 minutter ned ad Bredgade og ud ad Grønningen langs kastellet så er man fremme ved Den Frie. Lige til at klare.

Indenfor på Den Frie Udstillingsbygning er hele holdet af kunstnere og kuratorer samlet om at løfte den sidste af Lea Porsagers 7 gigantiske jernsøjler op i cirka vandret, så den kan blive spændt fast mellem to af kunsthallens vægge.

Efter hun har pustet færdig, forklarer Kirse Junge-Stevnsborg, kunstnerisk leder på Den Frie Udstillingsbygning, om deres bidrag til festivalen.

Beyond
“Vi har kaldt udstillingen Beyond Good And Evil fordi mange af værkerne ophæver det der skel mellem: ‘er det godt eller dårligt?’,” forklarer hun og fortsætter:

“Mange af værkerne er mere sådan ‘oplevelsesværker’, og mange af dem bygger på det fortællende. Så det er ikke sådan, at vi har en snæver kuratorisk vinkel på fællesskabet – snarere er det værker, der fortæller om fælleskab,” afslutter Junge-Stevnsborg og begiver sig hastigt videre til næste værk, der har brug for en hånd.

Cykelturen mellem de fem forskellige kunsthaller har måske ikke varet mere end et kvarter samlet, men hvert stop har åbnet en tidslomme af fine værker og tegnet et særegent portræt af hver enkelt kunsthal, der vil vare længe.