Unge Kunstnerstemmer: Toke Højby Lorentzen

Toke Højby Lorentzen mener, at manglende konsistens, dobbelttydninger og ‘huller’ er basale vilkår i vores sprog. I sin aktuelle udstilling Strategic Opacity i Nikolaj Kunsthal har han metodisk trevlet tråde ud af glasfibervæv og derved dannet et informationsbillede, der kan læses på samme måde som et hulkort. “Jeg håber, at de mange meningsophobninger, oversættelsesforhold og spring rundt i forskellige logikker, som der er indlejret i værkerne, kan minde os om, at vores billeder, vores sprog og vores tankemønstre ofte ikke er udtryk for en lineær logik”, forklarer han.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Jeg interesserer mig for den billedkunstneriske disciplins evne til at italesætte det, der befinder sig i mellemrummet mellem sproget og sanseligheden. I mit billedhuggerarbejde gør jeg både brug af musik, konkrete fysiske materialer og mere abstrakte begreber som meningsdannelse, diskurs og de spring, der sker ved oversættelse.

Et eksempel på mit arbejde kan aktuelt opleves i Nikolaj Kunsthal. Her udstiller jeg et værk fra min værkserie Strategic Opacity, som undersøger forholdet mellem samtidens kommunikationsteknologi og historiske kommunikationssystemer.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Jeg hæfter mig ved benævnelsen “finder”, det er et godt ordvalg. Det leder mig i retning af at inspirationsforholdet er en tovejsting. De ting, jeg finder, kan jeg i høj grad også føle mig fundet af, og i den relation findes en særlig åbning, et potentiale, som man kan læse alt muligt ind i og ud af.

Det kan være alt fra et særligt træk ved kulturen til et konkret fysisk materiale. Hvad der sker videre herfra, kan ofte betegnes som en længere kædereaktion. Lad mig forsøge at lade en form for efterrationalisering af tilblivelsen af Strategic Opacity-serien, tjene som eksempel på min arbejdsproces:

Serien benytter glasfibervæv som sit grundmateriale. Tilblivelsesprocessen begyndte vel med, at jeg fandt dette skinnende og reflekterende væv dragende. Derefter tildelte jeg det alle mulige former for opmærksomhed, hvilke har trukket et ikke helt lineært tankeforløb.

Måske det bedst lader sig opsummere i et digt. Det kommer her:

Gennem disse sammenkædninger, er jeg så kommet på det greb at lave huller i glasfibervæv ved metodisk at trævle dets tråde op for at danne et informationsbillede, der kan læses på samme måde som et hulkort.

Som oftest er huller nok at betragte som en af tekstilets værste sygdomme. Men her opererer de ud fra en anden logik og hjælper i sidste ende tekstilet med at få sin egen stemme. I det manuelle billedhuggerarbejde er der således lagt et nyt hulkort oveni det industrivæv, som oprindeligt selv blev skabt via koden i et hulkort.

I Strategic Opacity, Opus 23 repræsenterer hulkoden i vævet et forholdsvist avanceret modernistisk musikstykke for orgel. Som forlæg har jeg anvendt to stykker af den franske komponist Olivier Messiaen, hvem jeg længe har været optaget af som musiker. I dette værk har jeg imidlertid også brugt komponisten selv, som en form for materiale.

Et af de musikstykker, der er indlejret i koden, er hans værk Apparition de l’église éternelle, som skildrer ‘den uendelige kirke’. Først i et langt crescendo og derefter i et langt decrescendo med en dunkende bas, der angiveligt skulle skildre det uophørlige konstruktionsarbejde med at få banket kirken på benene.

Strategic Opacity, Opus 23 er udstillet i Nikolaj Kunsthal, der i sin arkitektur er en kirke, men i sin brug og selvopfattelse er en kunsthal. Dens menighed og kirkelige aktiviteter er forlængst opløste, men det arbejde der er lagt i bygningen har en logik, der fortsat gør den til en kirke. Den befinder sig et spændende sted på den kurve som Messiaens stykke ønsker at tegne et billede af.

Men udover musikken bidrager mytologien omkring komponisten også til værket.
Et tilbagevendende punkt i det biografiske stof om ham er, at han havde synæstesi og altså i nogen grad sammenblandede syn og høresansen. Herunder beskrives det, hvordan han som barn oplevede verden ganske anderledes, og hvordan hans særlige musik/billede-forhold, formede hans musikforståelse og kompositionsmetode. Jeg har bidt mærke i, at billeder og farver også gennemsyrer al musikhistorisk tænkning omkring komponisten. Det er som om at hans synæstesi smitter af på beskrivelserne af ham og hans kunst, derfor er litteraturen om ham ofte farvet af udsagn så som “farverige akkorder”, “klangbilleder” og lignende billeder.

I Strategic Opacity fungerer Messiaen både som kommentar på værkets lyd- og billedeelementers oversættelighed. Samtidig med at dele af hans kompositioner også indgår som led i selve oversættelseskæden af lyd, billede, kode, tekst og historie. Messians historiske aftryk indgår således som materiale i værkets fortælling, både gennem hans eget kompositoriske arbejde og det biografiske arbejde der er lavet om ham.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

En pirrende virkning. Værket må gerne kunne virke dragende på et umiddelbart niveau, men derfra må det også gerne overraske. Det må meget gerne være noget, der udfolder sig undervejs. Først et billede, dernæst et andet. Efterhånden finder man ud af, at det man så som et billede, i virkeligheden også var noget andet. Et billede, som er en kode, som er et musikstykke, som er en tekst, som er endnu et billede, der slet ikke blev skabt til at blive betragtet. Dobbeltprojektioner… Vi er efterhånden ret trænede i at forstå, at et billede ikke bare er et billede, og at det også henviser videre til alle mulige andre logikker.

Det samme gælder heldigvis også vores sprog. I enhver fortælling er der en masse mellemrum, der ikke bliver italesat, hvor man som læser bliver medskabende i forhold til meningsdannelsen. Nogen gange forsøges mening holdt skjult for at dække over noget, andre gange tilsløres den bevidst for at virke æggende for fantasien.

Uanset om de er intenderede eller ej, findes hullerne konstant i de logikker, vi præsenteres for, og der er konstant bud efter vores analyseapparat, når vi skal konstituere mening. Jeg ønsker både for mig selv og dem, der oplever de værker, jeg frembringer, at værkerne kan virke hvæsende for vores analytiske evne.

Jeg håber, at de mange meningsophobninger, oversættelsesforhold og spring rundt i forskellige logikker, som der er indlejret i værkerne, kan minde os om, at vores billeder, vores sprog og vores tankemønstre ofte ikke er udtryk for en lineær logik.

At manglende konsistens, dobbelttydninger og huller er basale vilkår ved vores sprog, og at de udgør en mulighed, frem for at de er udtryk for noget, vi skal forsøge at komme til livs eller forsøge at finde nye entydige svar på.