Best of – 67 postulater

I antikken skrev Aristoteles den første kunstkritiske tekst med sin behandling af tragedien (Poeitica, 300 f.kr.). Og allerede dengang handlede kunstkritik om refleksioner over forholdet mellem indhold og form. Målet og midlet. Hvilke kunstneriske virkemidler, der kunne vække hvilke følelser.

En kritisk tradition, der har overlevet og efterlevet diverse ismer og avantgarder, fordi det er en tilgang, der spejler kunsten og dens præmisser. Kunst er et udsagn, der udfoldes i et medie. Kunst og kunstkritik er beskæftigelser, man kan uddanne sig i og tilegne sig kunnen i og viden om.

Opgør med lærdom
Kunstkritik kan udfoldes på mange måder, og denne engagerede disciplin på kunstens vegne har taget sig forskelligt ud gennem hele kunstens historie. Men én ting, der bør være kendetegnenede for den kunstkritiske praksis, er, at den følger kunsten og dennes udtryk og udvikling som det primære og stiller sit kritisk analyserende redskab til rådighed for offentligheden.

Men det er ikke tilfældet med Michael Jeppesen, der i de sidste 5 år har været enevældig kunstanmelder på Dagbladet Information, og som nu har udgivet sit andet oversigtsværk med 67 kunstnere, han mener tegner fronten i samtidskunsten.

Hos Jeppesen starter kunsten med ham selv. Kunsten skal bekræfte hans stærkt individualiserede blik, hvor viden er underordnet, og hvor kvalificeringen af en kunstner bygger på Jeppesens mavefornemmelse. Vi har altså ikke mulighed for at ’forstå’ hans udvælgelseskriterier, kun håbe på at vi fornemmer det samme! Om man kan uddanne sig som kunstner i Jeppesens verden, må stå hen i det uvisse, indtil han åbner sit eget akademi.

Private fornemmelser
”Men jeg mener heller ikke, at der findes andre metoder end mavefornemmelsen, der findes ikke nogen faglighed, der findes kun erfaring og mennesker, der henholdsvis skaber og betragter kunsten,” skriver Jeppesen i sit forord.

Han vil opdatere (altså: hvem kan han lide lige nu), repræsentere de uformidlede (Jeppesen har selvfølgelig skrevet om dem selv i Dagbladet Information), tegne den nye generation (Peter Land, Joachim Koester, Olafur Eliasson, Ann Lislegaard, FOS, Gitte Villesen, Henrik Plenge Jakobsen, John Kørner?), men altså på sine privat definerede ’kritiske’ præmisser. Vi får ikke indblik i kunstnernes medier, plads i den kunsthistoriske udvikling (ikke engang i en dansk sammenhæng) eller relation til nutidige tematikker og problemstillinger.

Altså, hvad der er grundlaget for fx Jesper Justs medie- eller indholdsmæssige valg, udtryk og strategier inden for videokunsten forbliver uforklaret:

”Nogle udtrykker sig bedst i ler. Andre i stearin. Nogle foretrækker maling. Jesper Just bruger biograffilm til at skabe kunst om vidunderlige steder, hvor mennesker har indrettet sig i så lang tid, at de har mistet grebet”, lyder den forklaring.

Jeg får lyst til at skrige til himlen over, hvor tomt og fladpandet det er tilladt at introducere os til nogle af de vigtigste aktører i dansk billedkunst!

Kunstliberalisme
Best of – 67 x kunst er et politisk statement, et ultra liberalt skrift, der gør op med ’ekspertvældet’ og fokuserer på individets selvbestaltede møde med kunsten, der derudover indskriver kunsten i en investeringslogik hvor værdi er værk og ikke den vidensproduktion som værket indtræder i.

Men bogen og dermed Jeppesen er på mange måder i konflikt med sig selv. Dels peger Best of – 67 x kunst med sin udprægede deskriptive tilgang på de mange indholdsmæssige referencer og kompleksiteter i de forskellige kunstneres praksis, men insisterer i samme bevægelse på overfladen – at kunsten er helt igennem sig selv og kan indoptages uden dybere forståelse eller forudsætning:

”Jeg har fokuseret på, hvordan jeg oplever den, og ikke på, hvad man kan tilegne sig af viden gennem de referencer og hentydninger alle værkerne også rummer.”

At Superflex, Larissa Sansour, Colonel, Gitte Villesen, Henrik Olesen, Jakob Jakobsen, Goodiepal og Jens Haaning blandt mange andre indskrives i en sådan logik, kan derfor også forårsage en del undren, når nu disse kunstpraksisser starter og slutter med de strukturer og videns- og billedproduktioner, der styrer vore forestillinger og magtsystemer, og hvor kunsten handler om at gøre op med sociale, kulturelle, økonomiske og politiske regimer, og dermed også kunsten som noget i sig selv.

Det er i det hele taget en forfejlet påstand, at disse 67 kunstnere ikke har netop vidensproduktion som en væsentlig del af og mål for deres praksis. At de så har forvaltet den vidensproduktion formelt, sanseligt, billedligt og performativt, er ganske elementært i samtidskunstens produktionsformer.

Intuition som middel og mål
For at underbygge det hele en anelse, og trods alt antyde en vis position og substans, er Best of – 67 x kunst fyldt med nogle storladende og generaliserende postulater, der står uforklaret og ofte ender som vrøvl:

”Al politisk kunst er naturligvis dårligt, men det er ikke alle politiske formater, der er det,” får Jeppesen skrevet om Colonel/Thierry Geoffroy.

”Al kunst er konceptkunst, al konceptkunst er kontekstkunst, og al kontekstkunst er en performance,” lyder det om Lone Haugaard Madsens praksis.

Vi får siden fint beskrevet at Haugaard stiller spørgsmålstegn ved kunsten som begreb, og at hendes værker er performative i både proces og udstillingssammenhæng. Men hvorfor den undersøgende og performative udfordring af værkbegrebet er interessant, får vi selvsagt ikke noget bud på. Haugaard er nemlig en ’intuitiv kunstner’ og så behøver vi ikke sige mere:

”Det er så at sige flowet fra værkstedet og omgivelserne, hun medbringer og bruger tid på i rummet, indtil det bringes sammen i konstellationer, der intuitivt giver mening.”

Således illustrerer hun glimrende den omtalte mavefornemmelse, der ikke behøver videre forklaring eller analyse. En tom buldren, der ligger til grund for hele Jeppesens postulerede praksis.

Kujonkritik
Det er bare en forfærdelig skam, at den danske samtidskunst skal vurderes af en mavefornemmelse hos en selvbestaltet entusiast, der hylder den ufaglige og helt igennem subjektive kritik. Og selvom man måske er glad for at være en del af denne poppede kompilation over den danske kunstscene, så er det meget svært at forklare, hvorfor man er det. Og så kan det nok være lidt lige meget…

For at sige det ligeud: Best of – 67 x kunst er dybt problematisk som udsagn fra en figur, der indtager kunstkritikerstolen ved et af Danmarks vigtigste dagblade og selv DR. Ja, direkte skadelig. En kujonkritik, der i sin selvoptagethed og subjektive argumentation stiller sig indiskutabel i forhold til kunsten og publikummet. En kritik, der uden analytisk argument eller redskab, postulerer en dybde uden at fundere det kunstneriske valg og udvalg i en kontekst og dennes historie, viden og udvikling. Og hvem kan være tilfreds med det, andre end måske lige Jeppesen selv?

Men nu handler det jo så også om ham.