Der var engang en krig

Det gamle havnekontor i Haderslev er et lille hvidt hus, der ligger på kanten af fjorden i skyggen af den silo, Victor Ash var i byen for at dekorere sidste år; i skyggen af Haderslevs bestræbelser på at være en kunstby. I det lille hus på kajen møder vi Hans Vilhelm Bang, som er kurator på det, der er angivet som en “ustyrlig kunstkammerudstilling”.

På kunstens side
Udstillingen præsenterer et udvalg af kunstnere, der i 70erne huserede i Haderslev. Kunstnere, der havde tilknytning til miljøet omkring eks-skolen.

Den eksperimenterende kunstskole – og senere altså bare eks-skolen – blev grundlagt i 1961 af blandt andre Poul Gernes, Troels Andersen og Richard Winther som en modvægt til Det Kgl Danske Kunstakademi. Kunsten skulle aktivere publikum, og der var som regel mere fokus på den kunstneriske proces – som ofte var kollektiv – end på det færdige værk. Gruppen tog nye medier i brug og præsenterede ofte happenings og eksperimenterende filmproduktioner.

Hans Vilhelm Bang fungerede i en årrække som leder af Det danske videoværksted i Haderslev, der kom til spille en central rolle for de eksperimenterende kunstnere, der huserede i byen i 70’erne.

Bang havde og har således et personligt forhold til gruppen af kunstnere, der blandt andet tæller Peter Louis-Jensen, Bjørn Nørgaard, Lene Adler-Petersen, Per Kirkeby og Poul Gernes.

Bang var således på kunstens side. Det fornemmer man, når man følger ham rundt i de lavloftede udstillingsrum og hører ham fortælle om udstillingen, om kunsten, om kulturen, om anekdoterne – om Haderslev. Og hans tone vidner om, at han selv har stået på de kulturelle barrikader i Haderslev – eller i hvert fald i nærheden af dem.

De tre krige
Hans Bang beretter om tre krige i Haderslev, der har givet navn til udstillingen. Den første krig – i 1974 – blev initieret af Per Kirkeby, som lavede en udstilling i byen, der hed Haderslev og var en installation af kager og brød fra en lokal bager. Selvom bageren var meget beæret over at skulle have sine ting udstillet, vakte udstillingen klassisk furore med det evigt tilbagevendende spørgsmål, om det nu skulle være kunst.

“Den næste ‘krig’ kommer i sluningen af 70’erne, hvor Jacob Clausen, som var både gallerist og medlem af den daværende kunstforenings bestyrelse, inviterede Sven Dalsgaard til at lave en udstilling på Haderslev museum,” fortæller Bang.

“Udstillingen hed Flag Dannebrog Flag, og flaget har jo en fantastisk betydning som nationalt samlingspunkt hernede i Sønderjylland. Dét billede som fik kulturudvalgsformanden til at sige, at udstillingen skulle lukkes, og kaldte den forfærdelig, rædsom og fornærmende, var et billede, hvor Sven Dalsgaard har fotograferet sig selv nøgen på baggrund af et dannebrogsflag. Udstillingen blev ikke lukket, men skabte en gevaldig debat i byen. Og Jacob Clausen følte sig foranlediget til at prøve at forsvare den kunstneriske ytringsfrihed, hvilket ikke er noget man har diskuteret før i Haderslev,” pointerer han.

Den tredje krig i 1980 blev ført an af Arme og ben-gruppen, som bestod af kunstnere fra Eks-skolen. De lavede en udstilling om krig og fred på Haderslev museum – en decideret antikrigsudstilling.

Kunstkammeret
Når man træder ind i det første udstillingsrum møder man en opslagstavle med presseklip fra perioden 1974-84, der omhandler kunstscenen i Haderslev og reaktioner på den. Mængden af presseklip og tonen i dem markerer, at det var en periode, hvor der blev rusket op i borgerne i Haderslev og sendte dem i blækhuset.

“Det er en kombination af kunst og kultur- og samtidshistorie. Udstillingen viser mange sjove ting, men vi ser også nogle rester, nogle rudimenter – som for eksempel Peter Louis’ fire ark, der næsten er spist af mus.”

Udover at vise disse kunstnere frem, som senere er blevet store navne i dansk kunst, fortæller udstillingen også en historie om Haderslevs forhold til kunstnerne og kunsten. Bang har sammensat udstillingen af private udlån, værker, der normalt hænger på kommunale kontorer, originalværker fejlagtigt arkiveret som ‘plakater’, fugtskadede værker fundet på private lofter og altså værker, der er delvist spist af mus.

Man kan undre sig over, hvorfor det lige netop var i Haderslev – hvor værkerne henvises til fugtige lofter og ligeglade kommunale arkiver – at disse krige skulle udkæmpes. Måske skyldes det landsdelens særlige forhold til nationen og til Dannebrog i en tid med fokus på varm og kold krig. Men Hans Bang tilskriver nu primært én mand æren for Haderslevs rolle i denne periode i dansk kunsthistorie.

“Det var nok mest af alt, fordi der sad en gallerist – Jacob Clausen – som synes, det var spændende og vigtigt og interessant, ikke bare at have billeder af noget, men billeder på noget. Og han turde og var energisk nok til at have et flow af udstillinger i sit lille galleri, oppe på museet og andre steder i byen,” beretter Bang.

Jacob Clausen inviterede kunstnerne fra København, og nogle af dem bosatte sig i kortere eller længere perioder i byen og trak kolleger med. “Det var jo ikke noget med, at de bare var til åbningen af deres udstillinger, nej de arbejdede her og lavede ting til byen. Som Richard Winther, der har lavet det store rotunde-billede, Syndfloden, som blev skabt i byen til Galleri 25, og som nu hænger oppe på museet.”

En sønderjysk parentes
Udstillingen beskriver en væsentlig periode i dansk kunsthistorie, men en parentes i Haderslevs egen historie. Trods intentioner i byen om at gøre noget for kunsten og åndslivet for byens borgere, tyder alting på, at man ikke har haft helt greb om perspektiverne, og kunsten har da heller ikke haft den samme indvirkning i Haderslev som i dansk kunsthistorie generelt.

“I Haderslev har man glemt denne periode,“ siger Bang og fortsætter, “på samme tid får vi Aktivitetshuset – et værksteds- og kulturcenter, vi får teatret Møllen, vi får et børnefilmværksted og Det Danske Videoværksted. Alt sammen i den samme periode, så der var altså nogle politikere – selv hende kulturudvalgsformanden, der ville lukke udstillingen med Svend Dalsgaard – der var med til at sætte alt det der igang,” pointerer Bang og antyder, at perioden med de kunstneriske nybrud i Haderslev er druknet i relativ ukritisk kulturel velvilje. Og noget tyder da også på, at de mange reaktioner, som udstillingen viser, var automatreaktioner uden refleksion – og eftertryk i øvrigt.

“Der er mange der har været inde og snuse og bliver positivt overraskede, for de har ikke set det før, de har kun hørt om det. For eksempel Ursula Reuters Tre kvinder i en båd med Rosa Luxemburg, Clara Zetkin og Alexandra Kollontai, det er et af hendes hovedværker, og det kender folk af omtale, men de gik ikke ind for at se det dengang, det var udstillet i byen – første gang.”

Så det er altså, ifølge Hans Bang, ikke en periode der fylder meget i Haderslevs egen kulturelle bevidsthed – hverken folkeligt eller politisk, datidens ‘krige’ til trods. Byens museale kvalitet og forpligtelse er primært af arkæologisk karakter, og Eks-skolens indtog i Haderslev er mest af alt en tidslomme af kunst og presseklip; en parentes i Haderslevs historie, der trækker tråde ud i verden og har sat sine spor i den danske kunsthistorie.