I æstetisk udsøgte, filmiske værker og installationer anvender dansk/palæstinensiske Larissa Sansour fortællemetoder fra dokumentar-, opera- og især science fiction-genren for at åbne for universelle og dybe måder at reflektere over, hvad hun kalder for “den palæstinensiske psyke” – formet af årtiers fordrivelse, besættelse, vold, nedarvede traumer og uvis fremtid.
Larissa Sansour er født i Østjerusalem og opvokset i Betlehem, men har siden hun var 15 år gammel opholdt sig i England, Danmark og USA. Hun kreerer sine værker i tæt samarbejde med sin partner Søren Lind.
Netop nu er hun aktuel med udstillingen Theese Moments Will Disappear Too på Kunsthal Charlottenborg.
I Sansours kunst handler det altid om Palæstina, men i en udvidet forstand, hvor Palæstina er betragtet som en tilstand. For kunstnerens filmfortællinger folder sig ‘retrofuturistisk’ ud i ubestemmelige arkitekturer og drømmelignende scenarier, og det handler ligeså meget om almenmenneskelige spørgsmål: Hvordan fungerer erindringen, hvordan skabes forestillinger om fremtiden, hvordan nedarves historiske traumaer?
Larissa Sansour og Søren Lind: Still fra filmen Familiar Phantoms, som er inspireret af anekdoter fra Sansour’s familiehistorie og hendes tidlige barndom i Bethlehem.
Larissa Sansour og Søren Lind: Still fra filmen Familiar Phantoms.
Palæstinas flag på månen
Et eksempel er filmværket Familiar Phantoms fra 2023, der handler om erindring og er inspireret af anekdoter fra Sansours egen familiehistorie og hendes tidlige barndom i Betlehem, hvilket gør værket til hendes mest personlige film til dato. Filmen kombinerer teatralske scener og tableauer, Super 8 optagelser og private fotos, og fortællingen efterligner hukommelsens måde at fungere på, idet den konstant gentager, omarbejder, forstærker, tilføjer og trækker fra. Erindringen er ‘kreativ’.
Tidlige værker var mere direkte kommenterende i forhold til den politiske situation i Palæstina – og også mere sort-humoristiske? Som A Space Exodus (2009), der beretter om en palæstinensisk astronaut, der planter Palæstinas flag på månen – endelig et Iand til de statsløse! – eller Nation Estate (2012), hvor den palæstinensiske befolkning er ‘genhuset’ i en mægtig skyskraber, hvor hver etage rummer replikafragmenter af en palæstinensisk by.
Larissa Sansour: A Space Exodus (2009). Filmen følger en palæstinensisk astronaut, der planter Palæstinas flag på månen. Courtesy of the artist.
Larissa Sansour: I filmen Nation Estate (2012) ankommer hovedkarakteren (Larissa Sansour selv) til en mægtig skyskraber, hvortil den palæstinensiske befolkning er blevet forflyttet og hvor hver etage rummer replikafragmenter af en palæstinensisk by. Courtesy of the artist.
Narrativ teorist
Kompleksiteten stiger i In the Future They Ate From the Finest Porcelain (2016), hvor videoværkets fortæller vedgår, at hun er en “narrativ terrorist”, idet hun beretter om en drøm om at nedkaste porcelænsskår i jorden og manipulere kulstof 14-metoden, så potteskårene – det ultimative fortidslevn – engang i fremtiden vil ‘bevise’ hendes folks nationale og historiske rettigheder til jorden. Palæstinakonflikten er som mange andre konflikter en konflikt om fiktioner, om retten til historien.
Larissa Sansour og Søren Lind: In the Future They Ate From the Finest Porcelain (2016). Courtesy of the artists
Værket blander historiske stills, levende billeder og computeranimerede billeder i en kompleks, drømmeagtig, visuel fortælling, der til fulde udnytter science fiction som ramme for sine tidsfusioner. Værket henlægger sin fortælling til fremtiden i dobbelt forstand, idet handlingen foregår i fremtiden, men samtidig er rettet mod en endnu fjernere fremtid – den tid, hvor nogen graver tilbage i fortiden og finder porcelænsskårene. Og endelig kredser værket i høj grad om en påtrængende mellemøstlig virkelighed her og nu.
Samtlige tidsaldre i spil
Om brugen af science fiction siger Larissa Sansour:
“Science fiction er et godt greb til forståelse af den palæstinensiske psyke, i den forstand at i Palæstina er samtlige tidsaldre på spil samtidig – fortid, nutid og fremtid.
Fordrivelsen af hundredtusindvis af palæstinensere i 1948 ligger altid som en grundsten i fortællingen, ligesom håbet om en fremtidig stat gør det, så nutiden er på ethvert givent tidspunkt spændt ud mellem fortiden og fremtiden, ikke mindst fordi nutiden i sig selv opfattes som et slags venteværelse, en kronisk tilstand af at kende sin svære fortid og ikke vide, om fremtiden byder på noget bedre”.
“Science fiction er et godt greb til forståelse af den palæstinensiske psyke, i den forstand at i Palæstina er samtlige tidsaldre på spil samtidig – fortid, nutid og fremtid.
Fordrivelsen af hundredtusindvis af palæstinensere i 1948 ligger altid som en grundsten i fortællingen, ligesom håbet om en fremtidig stat gør det, så nutiden er på ethvert givent tidspunkt spændt ud mellem fortiden og fremtiden, ikke mindst fordi nutiden i sig selv opfattes som et slags venteværelse, en kronisk tilstand af at kende sin svære fortid og ikke vide, om fremtiden byder på noget bedre”.
Larissa Sansour og Søren Lind: In Vitro, 2019. Courtesy of the artists
Traumet sætter sig i generne
I forbindelse med researchen til filmen In Vitro, som Sansour skabte til den danske pavillon i Venedig i 2019, begyndte hun at interessere sig for epigenetik, der forklarer nedarvede traumer som et genetisk fænomen. Altså at traumer finder helt ind i genmaterialet, der så overleveres fra mor til barn.
Det sort/hvide tokanalsværk In Vitro er som de fleste af kunstnerens værker arabisksproget – et statement i sig selv. Handlingen foregår i en underjordisk arkitektur under Betlehem i kølvandet på en øko-katastrofe, og centralt i værket er diskussionen mellem en ældre og en yngre kvinde.
Larissa Sansour og Søren Lind: In Vitro, 2019. Courtesy of the artists
Den ældre kvinde husker livet oppe på jorden og har grundlagt en underjordisk frugthave med henblik på at kunne genplante jorden overover i fremtiden. Hun har også sørget for genetisk materiale til et kloningprogram.
Den unge kvinde er født under jorden – netop som en del af dette kloningprogram – og har aldrig set byen, hun er bestemt til at genopbygge. Men hvad skal hun med minder og fortællinger, som ikke er hendes egne?
Minderne er som den store, sorte kugle, der optræder i filmen og som ser ud til at være ude af fokus, og derfor virker mere som en skygge end som en materiel genstand.
Larissa Sansour og Søren Lind: Fra As If No Misfortune Had Occurred in the Night (2022) med den palæstinensiske sopran Nour Darwish i hovedrollen. Courtesy of the artists.
Opera om tab
Spørgsmålet om epigenetik er også et afsæt for operaværket As If No Misfortune Had Occurred in the Night (2022). Værket præsenterer en arie fremført af den palæstinensiske sopran Nour Darwish.
Arien mikser to musiktraditioner og to sange om tab, nemlig Mahlers Kindertotenlieder og en traditionel palæstinensiske sang, der oprindeligt handlede om en kvindes sorg over at hendes elskede blev hvervet til den osmanniske hær for at kæmpe i 1. Verdenskrig. Sidenhen har sangen udviklet sig til at omfatte andre traumatiske tab og i denne ånd har Sansour tilføjet nye vers.
Fuldstændig sort
Selvom det filmiske er i højsædet, arbejder Larissa Sansour også med skulptur og installation. Ofte er det ‘rekvisitter’ fra filmene, der træder ud i det konkrete rum som fuldgyldige skulpturer. Det gælder eksempelvis skulpturen Monument for Lost Time (2019) – den kæmpestore sorte kugle, der indgik i filmen In Vitro.
Larissa Sansour og Søren Lind: Installationsview af Monument for Lost Time, 2019. Foto: Anders Sune Berg.
Skulpturen er lavet af glasfiberforstærket epoxyharpiks, der er tilføjet sort pigment for at skabe en fuldstændig glat, lysabsorberende overflade, der giver den den mystiske optiske virkning, at skulpturen er svær at aflæse entydigt. For øjet kan den fremtræde som en kugle, en flad skive eller som et tomrum.
Larissa Sansour har i mange år samarbejdet med sin partner Søren Lind, der skriver filmenes manuskripter og er med til at instruere.
Fakta
Larissa Sansour (f. 1973) er en palæstinensisk/dansk kunstner/instruktør.
Hun er uddannet fra New York University, USA, 2000, Det Kgl. Danske Kunstakademi, København, 1999, BFA. Maryland Institute College of Art, Baltimore, Maryland, USA, 1995. Bor og arbejder i London.
I 2019 repræsenterede hun Danmark på Venedig Biennalen.
Hun arbejder hovedsageligt med film og producerer også installationer, fotos og skulpturer.
Søren Lind (f. 1970) er en dansk forfatter, instruktør og manuskriptforfatter.
Med en baggrund i filosofi skrev Lind bøger om sind, sprog og forståelse. Sidenhen har han udgivet romaner, novellesamlinger og flere børnebøger.
Han har i mange år samarbejdet med Larissa Sansour. Han skriver manuskripter og instruerer sammen med Larissa Sansour.
