Månedens Kunstner: Gun Gordillo

I hendes værksted omgiver hun sig kun med sine egne værker og hendes afdøde mand Freddy Fraeks værker. Freddys skulpturer er stål, lyd og vibration. Guns værker er lys og spejlinger.

Man kan ikke skrive om Gun Gordillo uden også at skrive om Freddy Fraek. Det er helt tydeligt, både i hendes lejlighed og i hendes historier, at de to kunstnere hænger uadskilleligt sammen, selv nu, ni år efter hans død.

Gun og Freddy boede og arbejdede sammen i mange år, i den selvsamme lejlighed, som vi befinder os i på denne februardag. De hjalp hinanden med de kunstneriske processer, men de formåede samtidig at bevare deres særegne kunstneriske identitet.

“Espresso eller Lungo?” spørger hun, som vi sætter os til rette i hendes køkken. I køkkenet og soveværelset har hun kunst hængende fra en bred vifte af unge kunstnere; blandt andet Sophie Dupont og Lea Guldditte Hestelund, der også begge er repræsenteret i galleriet 2112, hvor Gun Gordillo har været siden 2020. Hun fortæller, at hun godt kan lide at omgive sig med kunst fra yngre kunstnere, fordi hun godt kan lide det, som hun kalder ‘det unge søgende menneske’.

Gun Gordillo er ikke et alment kendt navn i Danmark, selvom hun har haft en lang succesfuld kunstkarriere. I udlandet kan folk ikke afkode, om kunstneren er mand eller kvinde, eller hvilken nationalitet hun har. I Norden forstår vi måske, at navnet Gun er ‘feminint’ ligesom Gunhild eller Gunilla, men hvis man udtaler det på engelsk som Gun (pistol) får navnet en helt andet mere ‘maskulin’ klang. Men den usikkerhed passer Gun Gordillo fint, for det efterlader rum til, at hun kan overraske beskueren - rum til at komme med noget uventet.

Gun Gordillo blev født i Lund i 1945, men har aldrig rigtig været fast forankret til landet - eller noget som helst sted, for den sags skyld. Hun har i mange år levet en nomadetilværelse og det har både formet hendes kunstneriske tilgang og givet hende utallige spændende oplevelser i bagagen.

Før hun kom på Kunstakademiet i København, gik hun på malerskole hos den anerkendte danske kunstner Richard Mortensen. Det var faktisk ham, der gjorde, at hun kunne komme ind på akademiet, for dengang skulle man som udlænding specielt udvælges af en professor for overhovedet at komme i betragtning.

Hun gik på Kunstakademiet i København fra 1969-1974 og lærte dengang at arbejde med beton, stål samt at svejse, da der var stort fokus på, at man skulle kunne håndværket. I 1975, året efter hun dimitterede, kommer hun tilbage som lektor og leder af plastafdelingen på kunstakademiet. Det er i den periode, at hun møder musiker og billedkunstner Freddy Fraek, som bliver hendes livslange kærlighed og kobling til København.

Der er sket noget af en udvikling fra Gun Gordillos allerførste udstilling i Sverige til i dag. Dengang lavede hun det, hun kalder “meget abstrakte ting, og meget hvide værker”. Hun var især fascineret af fjer og epoxy, men hun lavede også en lille tryksag, hvor hun havde puttet transparente sider ind mellem papiret. Allerede dengang arbejdede hun med de spejlinger, som går igen i hele hendes værk.

Neonlyset manifesterede sig for Gun Gordillo på en rejse til Cairo i halvfjerdserne. I Cairo blev lyset brugt på en uventet måde i det offentlige rum. Lysende skrifttegn, som hun ikke kunne læse, fyldte i gaderne, og det var nærmest et abstrakt billedsprog, der plantede kreative frø i hendes egen kunstneriske kerne.

Gordillo fortæller, at hun altid har været fascineret af at arbejde med tidens materialer, nærmest som et samarbejde. Da hun begyndte at arbejde med neonrør i halvfjerdserne, var det et ekstremt ildeset materiale, da det kun blev brugt som store reklamer i det offentlige rum. Det blev et projekt for hende at gøre materialet poetisk, og til sit eget.

I dag har hun arbejdet med neon i 50 år. Materialet gør, at det først er når lyset tændes, at man kan se resultatet, hvilket godt kan være anderledes end i hendes forestillinger. Men efter de mange års arbejde med neon, kender hun formularen ud og ind. Og så er hun perfektionist. Hendes værker er minimalistiske, de har rene linjer og de virker næsten lette. Derfor skal de også være helt præcise, for ellers taber de deres indhold, forklarer hun. Værkerne skal se enkle ud, men de skal samtidig indeholde (lys)stof til eftertanke.

Der var meget få kvinder i kunst generelt, da Gun Gordillo begyndte sit arbejde. Alligevel havde hun en stærk fornemmelse for, at hun kunne blive en stor kunstner, hvis hun lagde alle kræfter i. Hun så hvordan de kvindelige kunstnere, som hun studerede med på akademiet, stoppede med at lave kunst, når de blev gift og fik børn. Derfor valgte hun selv børn fra.

Men det var ikke den eneste forhindring for en kvindelig kunstner på det tidspunkt. Den stærke mandschauvinisme i kunstverdenen dominerede alle de store kunstnersammenslutninger, og Gun Gordillo kunne absolut ikke blive en del af dem. Hun siger selv, at hun fyldte lidt for meget i Danmark, hvilket var grunden til, at hun flyttede til Paris.

På en udstilling i Sverige blev hun nemlig opdaget af den legendariske franske gallerist Denise René, der har udstillet store kunstnere som Victor Vasarely, Hans Arp og Jesús Rafael Soto. Denise René håndplukkede Gun til sit galleri i 1985 og havde total tiltro til hendes kunst. Den støtte var fuldstændig afgørende for resten af hendes karriere. Fra midt i firserne og frem endte hun således med at udstille utallige gange sammen med nogle af verdens dygtigste kunstnere. Fra 1989 bliver Freddy Fraek også repræsenteret hos Galerie Denise René.

Kunstneren fortæller, at hun aldrig var i tvivl om, at der var plads til hende i Paris, hvilket var en helt anden følelse end den, hun havde i Danmark. Selvom hun var meget yngre end de andre kunstnere i galleriet, delte de alle erfaringer og input. Det var hendes klare opfattelse, at i Paris talte man om kunst, og i Danmark talte man mere om penge.

Dog beholdt Gun og Freddy altid lejligheden ved Nyhavn og i 1999 var hun en del af en stor gruppeudstilling på Kunsthal Charlottenborg. I udstillingen Lumia havde Gun Gordillo et helt rum at råde over, og installerede værket White Reflex. Med plexiglas og refleksskærme på væggene spejler hun sine neonrør i, hvad der må have lignet, tusindfold.

Gun Gordillos neon-værker har også fundet vej ud i det offentlige rum, eller, som hun selv kalder det, vores allesammens rum. Det har haft stor betydning for hende at lave netop denne slags opgaver, for selvom kunstneren bliver mere anonym i det offentlige rum, får de også en utrolig stor berøringsflade. Hun gør det klart, at for hende handler det om at gå i dialog med den plads, som man laver et værk til, i stedet for bare at pege på sig selv som et monument.

I 1987 og 1988 laver Gun Gordillo det hun kalder “utopiprojekterne”. Først værket Le Pont Imaginaire midt ude på søerne i København. Det blev lavet i sammenhæng med åbningen af Dronning Louises Bro. Det betyder oversat ‘den imaginære bro', og værket buede sig kunstfærdigt hen over vandspejlet på søen i en måned.

Året efter laver hun værket La Forêt Imaginaire, altså den imaginære skov, i Wanås Skulpturpark. Her voksede neonrør op af skovbunden blandt de mange mørke træer. Hendes mission var og er at tilføre stedet noget uventet, og det lykkes hende så elegant gang på gang.

Det er tydeligt at Gun Gordillo er meget bevidst om, hvorfor hun arbejder med lys, i stedet for at bruge det som ren effekt. Hvor mange bruger lyset som et effektfuld greb i et mørkt rum, bruger hun lyset i lyse rum, eller udenfor, hvor dagslyset og neonlyset kan spille sammen og ændre sig sammen. “Jeg har aldrig leflet for mit publikum," siger hun med et grin.

I 1996 laver hun et kæmpe værk til stationen Hötorget i Stockholm. 160 meter hvide lysstofrør skaber en kæmpe bevægelse i loftet og lyser hele stationen op. I en indskudt sætning fortæller Gun, at Madonna har lavet musikvideoen til Ray of Light i værket, og her skal jeg lige samle kæben op fra gulvet, før vi taler videre.

I 1995 lavede Gun Gordillo en meget stor udstilling på Lunds konsthall i forbindelse med sin 50-års fødselsdag. Allerede dengang blev hun sammenlignet med to giganter indenfor lyskunst, James Turrell og Bruce Nauman, også selvom de griber lyset an på meget forskellige vis. Derfor var det nærmest et 'full-circle-moment', da hun blev spurgt om hun ville lave en udstilling på Copenhagen Contemporary i 2024. Her bliver hendes værker nemlig udstillet lige ved siden af James Turrell værket Aftershock.

I udstillingen møder man installationen Porta Blanca (den hvide port), der skaber en imponerende dynamik i rummet. Lysstofrørene er forskellige tykkelser og i forskellige nuancer af hvid. To plexiglasplader er sat i en bestemt vinkel, der gør, at når man står midt for værket, er det som om, at man kigger ind i evigheden. Det er et værk, hun lavede allerede i år 2000 til Galerie Denise René, og nu har det fået en helt ny kontekst på Copenhagen Contemporary. Denne gang hænger det midt i rummet, så man kan bevæge sig hele vejen rundt om det. Det er som om, at værket lever op til sig selv, fortæller Gun Gordillo med stolthed i stemmen.

Reliefværket der hænger på væggen hedder Stratus og er en reference til den type skyer, som er konturløse og tågede. Det er fra 2010. Det røde værk, der hænger højt oppe mod loftet, hedder Roxy og er fra 2023. De tre værker er altså lavet med en del år imellem, men ligesom at det kan være svært at afkode navnet Gun Gordillo som maskulint eller feminint, kan det også være svært at tidsbestemme kunstnerens værker. Det er en virkelig spændende kvalitet i Gordillos værker, for både tiden og udtrykket bliver opløst, og værkerne er på den måde lige så relevante nu, som dengang de blev lavet.

Du kan opleve Gun Gordillos værker på Copenhagen Contemporary indtil 31. december. Derudover udkommer der en monografi om kunstneren i løbet af foråret, der registrerer hendes kunstneriske virke gennem 60 år.