Det altoverskyggende tema for Larissa Sansour er situationen i Palæstina. Hun måtte forlade sin hjemby som 15-årig, og det er næsten utænkeligt for hende ikke at beskæftige sig med, hvad der foregår derhjemme. Det har altid fyldt meget, og situationen i hjemlandet er altid til stede i hendes værker.
Sammen med sin partner Søren Lind ønsker Larissa Sansour at åbne for andre, universelle og dybe måder at reflektere over "den palæstinensiske psyke" gennem æstetisk udsøgte film og installationer.
Kan I fortælle lidt om jeres baggrund og om, hvordan I begyndte at samarbejde?
LARISSA SANSOUR: “Jeg var meget optaget af kunst allerede som barn. Da den første Intifada brød ud i slutningen af 1980'erne, lukkede skolerne i Betlehem på Vestbredden, hvor jeg er opvokset, og jeg flyttede som 15-årig til England og endte på en kunstskole i London. Siden flyttede jeg til USA og studerede kunst, først i Baltimore og siden New York, hvor Søren og jeg mødte hinanden.
Som udgangspunkt var det maleriet, jeg beskæftigede mig med. Med den anden Intifada omkring 2001 ændrede mit fokus sig radikalt. Jeg boede i New York på det tidspunkt og kunne på afstand se volden og overgrebene i mit hjemland, og da jeg netop havde fået mit første videokamera og et simpelt redigeringsprogram, begyndte jeg at arbejde med film."
Jeg boede i New York og kunne på afstand se volden og overgrebene i mit hjemland.
Larissa Sansour
LARISSA: “I starten var mit fokus dokumentaristisk, et forsøg på at skildre og dokumentere den socio-politiske situation i Palæstina. Men snart blev jeg interesseret i fiktionen og dens muligheder for at skabe nuancer og bearbejde de begreber, der indimellem går tabt i dokumentarens skildring af en som regel meget akut virkelighed, ikke mindst hvad angår Palæstina.
De første kortfilm var ganske korte og teknisk meget simple. Søren og jeg begyndte for alvor at arbejde sammen, da filmene begyndte at kræve egentlige manuskripter, og især dialogerne begyndte at udvikle sig i takt med, at vi i fællesskab blev interesseret i emner som sorg, genetik og hukommelse. Samtidig åbnede der sig også nye muligheder inden for visuelle effekter, og vi fik samlet et rigtig godt team, som vi efterhånden har arbejdet sammen med i mange år”.
SØREN: “Jeg er oprindelig uddannet i filosofi og debuterede som forfatter med bøger om sprog, bevidsthed og erkendelse, selvom det reelt var fiktionen, der optog mig. Min første skønlitterære udgivelse var en novellesamling, og siden har jeg udgivet romaner og børnebøger.
Sideløbende med min egen litterære praksis blev jeg gradvis mere og mere involveret i Larissas arbejde. I de tidlige år deltog jeg i produktionerne som alt fra producer til kameramand, men så småt begyndte vi at udvikle koncepterne sammen, og jeg tog mig af manuskripterne.
De seneste fem film har vi instrueret sammen, og det fungerer rigtig fint i den forstand, at vi under filmoptagelserne har hver vores fokus. Larissa er meget opmærksom på dialogerne, som altid er på arabisk, mens jeg er fokuseret på skuespillet. Vi sidder også begge to med klipperen og lyddesigneren”.
Larissa Sansour: A Space Exodus (2009), film, 5’. © Larissa Sansour
Hvis I skal give en generel karakteristik af jeres værker, hvad handler de så om?
LARISSA: “Det altoverskyggende tema i vores værker er situationen i Palæstina. Som palæstinenser er det næsten utænkeligt ikke at beskæftige sig med, hvad der foregår derhjemme. Det har altid fyldt meget, og med det tragiske folkemord i Gaza og eskalerende bosættervold på Vestbredden fylder det mere end nogensinde.
Jeg voksede op i Betlehem under militær besættelse, men situationen dengang var ingenting i forhold til i dag. De tidligste værker var dokumentaristiske, og det handlede om at skabe et arkiv over alt det, som vi uden varsel kunne miste, fra mennesker og landområder til kulturarv og afgrøder.
Men det, der har kendetegnet værkerne i de seneste 10-15 år er nok det science fiction-greb, vi begyndte at anvende, og med den udvikling ændrede tonen i værkerne sig også fra det humoristiske til det mere dystre og dystopiske.
De seneste mange år har vi især arbejdet med sorg, hukommelse, genetik og nedarvede traumer. Samtidig er det visuelle udtryk meget afgørende. Vi arbejder meget detaljeret med skitser og storyboarding før en filmoptagelse, og det er vigtigt for os at have et tæt samarbejde med fotografen”.
Det altoverskyggende tema i vores værker er situationen i Palæstina.
Larissa Sansour
SØREN: “Vi begyndte at interessere os for genetik og nedarvede traumer i forbindelse med researchen til filmen In Vitro, som vi skabte til den danske pavillon i Venedig i 2019, især epigenetik, som giver en forklaring på netop nedarvede traumer som et genetisk fænomen. Selv uden mundtlige overleveringer mellem generationer går traumer i arv ved at hægte sig til den genetiske overlevering fra mor til barn.
Forklaringspotentialet er stort og enormt interessant, når det gælder befolkningsgrupper med en voldsom historie. Uanset hvor meget man forsøger at skåne sine børn for de triste historier, sniger de sig ind på et plan langt under bevidstheden.
Det emne udgjorde også grundstammen i vores operaværk As If No Misfortune Had Occurred in the Night, hvor en mor begræder tabet af sit barn, ligesom det er et centralt tema i den spillefilm, vi for tiden er i gang med”.
Larissa Sansour og Søren Lind: As If No Misfortune Had Occurred in the Night, 2022. Foto: Larissa Sansour og Søren Lind
Kan I løfte lidt på sløret for jeres arbejdsprocesser? Hvad sætter et værk igang, og hvordan er det typiske forløb fra ide til færdigt værk?
SØREN: “Et nyt projekt starter som regel med et levn fra det forrige projekt, et tema, der trængte sig på, men som vi ikke kunne finde plads til. Vi har også en brokkasse med endnu ikke realiserede projekter, som indimellem bliver aktiveret af en helt ny ide, som pludselig passer.
Larissa havde for eksempel altid gerne villet lave en opera, men vi kunne ikke helt finde det rigtige projekt til den disciplin, indtil en institution kommissionerede et genetik-værk fra os og samtidig fortalte, at udstillingen, de havde i tankerne, havde et musisk fokus, og så blev det genetiske projekt til en opera”.
LARISSA: Processen starter som regel med en løs ide og så månedsvis af konceptudvikling. Når vi så endelig har fået stillet skarpt på grundideen, arbejder jeg videre på det visuelle udtryk, mens Søren går i gang med manuskriptet.
Når vi så begge er klar med en serie skitser og udkast, udveksler vi dokumenter og bliver som regel meget overraskede over, hvilken retning den anden er gået i. Gradvis får ideerne så lov til at bundfælde sig, og mine visuelle ideer ender med at inspirere ændringer i manuskriptet, mens Sørens tekster skaber nye visuelle ideer”.
Larissa Sansour: Nation Estate (2012), film, 9’. © Larissa Sansour
Fortæl lidt om, hvorfor og hvordan I bruger science fiction genren?
LARISSA: “Ingen af os var nogensinde science fiction-entusiaster som sådan, og de film, vi laver, er nok heller ikke klassisk science fiction, men anvender disciplinen til at fremskrive nutids scenarier og tage emner, som forsvinder i den øjeblikkelige debat under behandling.
I Palæstina er samtlige tidsaldre på spil samtidig, fortid, nutid og fremtid.
Larissa Sansour
Der ligger en vis befrielse i at henlægge handlingen til fremtiden, ikke mindst når det gælder Palæstina, hvor nutiden er så akut, tragisk og presserende, at det i kunstnerisk øjemed er mere naturligt at gå dokumentaristisk eller socialrealistisk til opgaven. Men science fiction er også et godt greb til forståelse af den palæstinensiske psyke, i den forstand at i Palæstina er samtlige tidsaldre på spil samtidig, fortid, nutid og fremtid.
Fordrivelsen af hundredtusindvis af palæstinensere i 1948 ligger altid som en grundsten i fortællingen, ligesom håbet om en fremtidig stat gør det, så nutiden er på ethvert givent tidspunkt spændt ud mellem fortiden og fremtiden, ikke mindst fordi nutiden i sig selv opfattes som et slags venteværelse, en kronisk tilstand af at kende sin svære fortid og ikke vide, om fremtiden byder på noget bedre”.
SØREN: Futurismen giver mest af alt en frisættende afstand til det bestående. Når handlingen ligger mange år fremme i tiden, står det os frit for kun at tage med os, hvad vi føler, at det er nødvendigt for os at udforske, mens andre er langt bedre til at fortælle de vigtige historier om, hvad der foregår her og nu.
Samtidig er vores form for futurisme også ofte et nostalgisk blik på fortiden, og vi koncentrerer os ofte om selve udformningen af fremtiden som noget, der enten skabes som et spejlbillede eller en fortielse af fortiden.
Ofte er fortid, nutid og fremtid på spil samtidig i vores film. Vi benytter os ofte af arkivmateriale, gamle optagelser, som forankrer fortællingen og samtidig udstikker en narrativ ramme for den fremtid, vi skaber.
I den spillefilm, vi for tiden er i gang med, er det netop vekselvirkningen mellem på den ene side minder, nostalgi og fortid og på den anden side ambitioner og fremtidsforestillinger, der er på spil”.
Larissa Sansour og Søren Lind: In Vitro (2019), film, 2 channels, 28’. © Larissa Sansour and Søren Lind
Larissa Sansour og Søren Lind: From the Remains of Those We Lost. © Larissa Sansour og Søren Lind
Larissa Sansour og Søren Lind: From the Remains of Those We Lost. © Larissa Sansour og Søren Lind
Super filmisk kvalitet, gennemarbejdede kompositioner, udsøgte locations. Kan I sætte nogle ord på æstetikken i jeres film?
LARISSA: “Æstetikken og et højt produktionsniveau har altid været afgørende elementer. I mine tidlige science fiction-værker var den gestus først og fremmest politisk motiveret. På det tidspunkt var forventningen til film fra Palæstina håndholdte dokumentarer, hvad der gav god mening, men samtidig holdt det også palæstinenserne fastlåst i en ugunstig fortællingsramme.
Ved at skabe palæstinensiske science fiction-historier forsøgte jeg at ændre på de vilkår, det dokumenterede og analyserede subjekt, der nu pludselig taler samme filmsprog som dem, der før havde monopol på at dokumentere og analysere. Æstetikken blev et vigtigt redskab i den proces”.
SØREN: “Netop fordi æstetikken er så vigtig, bliver vores locations det også, ikke mindst fordi vores produktioner ofte har større ambitioner, end der er budget til, så derfor skal vi gerne have maksimalt udbytte af vores omgivelser, når vi filmer.
Vores tre seneste film er optaget i England, hvor vi bor, og her benytter vi os som regel af location-udbydere med et godt udvalg af brutalistisk arkitektur, som på en gang er retro, minimalistisk og futuristisk, og faldefærdige bygninger, der ofte er gode kulisser til fortællinger om nostalgi, minder og traumer”.
Fakta
Larissa Sansour (f. 1973) er en palæstinensisk/dansk kunstner/instruktør.
Hun er uddannet fra New York University, USA, 2000, Det Kgl. Danske Kunstakademi, København, 1999, BFA. Maryland Institute College of Art, Baltimore, Maryland, USA, 1995.
Bor og arbejder i London.
I 2019 repræsenterede hun Danmark på Venedig Biennalen.
Hun arbejder hovedsageligt med film og producerer også installationer, fotos og skulpturer.
Søren Lind (f. 1970) er en dansk forfatter, instruktør og manuskriptforfatter.
Med en baggrund i filosofi skrev Lind bøger om sind, sprog og forståelse. Sidenhen har han udgivet romaner, novellesamlinger og flere børnebøger.
Har i mange år samarbejdet med Larissa Sansour. Han skriver manuskripter og instruerer sammen med Larissa Sansour.
