Med næb og klør i Drømmeland

Tænk stort – DRØM! Slip fantasien løs! Det er bydeformer, som vi får ørerne tudet fulde af. Samtidsretorikken er fyldt med vendinger, som fortæller os, at vores drømme er efterspurgte og velkomne.

Omvendt har vi i dagliglivet ingen bevidsthed eller praksis, der kan understøtte og udvikle vores evne til at lytte til underbevidsthedens stemme og til at forstå drømmenes dimensioner. Generelt er vores viden om, hvordan vi bruger drømmen som en udviklende faktor i vores egne liv eller i samfundets tjeneste umådelig lille.

Drømme på museum
Drømmeland hedder en stort anlagt udstilling på Kunsten i Aalborg, og hvis der er noget, dette museum er dygtig til, så er det denne type temaudstillinger, hvor der trækkes på værker fra husets egen samling iblandet helt friske værker fra den toneangivende samtidskunstscene.

“Drømmeland” er i museets fortolkning noget klichefyldt og meget musealt: Højloftede sale med farvede vægge og tunge velourgardiner fra loft til gulv. Men i denne ramme udfolder sig et broget landskab af skulpturer, film, malerier, installationer og fotografier. Forskelligheden er velgørende, og hvert værk bidrager med syner, drømme og mareridt fra kunsthistoriens facetterede drømmearkiv.

I vores kulturkreds er drømmen et fænomen, som betragtes med skepsis og tøven. Det er også derfor, du kun meget sjældent oplever mennesker, som helhjertet engagerer sig i samtaler om deres drømme. I det hele taget er der ikke mange uden for den terapeutiske ramme, som hengiver sig til og undersøger deres drømmes dybere oprindelse og budskaber.

Spekulation i drømme
Mens vi af kulturelle årsager forholder os ligegyldigt overfor underbevidsthedens stemme, er drømmenes territorium blevet besat af markedskræfterne, og reklamebranchens bannerførere er ved at falde over hinanden i deres iver efter at opfylde vores vildeste drømme.

Vores adfærd afslører vores begær og dermed vores drømme. Det aflures bl.a. af Facebook og sælges og undersøges i sterile, videnskabelige sammenhænge. Den viden udnyttes, så drømme kan virkeliggøres, når brandingfolk optimerer salg gennem kampagner, der udnytter forskningens viden om vores reptilhjerners ubevidste længsler og dybeste begær.

Det betyder, at vores kendskab til drømmene tydeligst manifesterer sig i forhold til forbrug og mindre tydeligt i forbindelse med ønsket om vores psykologiske og sjælelige udvikling. Den, som ikke ind imellem giver sig hen til sit helt eget sjælelige indre liv, vil i høj grad kun kunne genkende de ’drømme’, som reklamen bombarderer os med, det være sig på det individuelle, det kulturelle og på det politiske plan.

Kunstens lydhørhed overfor følelseslivet
Mange kunstnere har gennem tiden beskæftiget sig med drømme, og det faktum afspejler sig i de fleste museers samlinger. Særligt i romantikken – men også i renæssancen – dyrkede man drømmen og mystikken som en vej til Gud eller til indsigter af mere okkult karakter. I skyggen af oplysningstidens forkærlighed for videnskab og logik trivedes også en kunst, som stod i forhold til menneskelivets mere sjælelige aspekter. Det skyldes, at der altid blandt kunstnere findes mennesker med særlig lydhørhed overfor følelseslivet, det ubevidste eller spirituelle, og de har ofte i trods dyrket og forfinet deres lydhørhed gennem deres kunst.

Med psykoanalysens fødsel (ca. 1890) løsrev drømmene sig fra metafysikken og undersøgelsen af dem fik et mere individfrigørende sigte. Og med Sigmund Freuds og senere C. G. Jungs interesse for drømmetydning skærpedes også kunstens interesse for sammenspillet mellem bevidsthed og den fortrængte underbevidsthed og især for de drømme, som opstår pga. netop denne dynamik. Det er grunden til, at vi op gennem modernismen har set kunstnere, der som protest og som et  frigørelsesprojekt har krænget fortrængte traumer, undertrykt seksualitet og hensynsløs brutalitet ud på lærredet.

Surrealismen som første violin
Drømmeland tager afsæt i museets moderne samling, og et impressionistisk Træ i diset landskab (1956) af en endnu søgende Carl Henning Pedersen er en sjælfuld lille perle i udstillingen, hvor surrealismens mere voldsomme udtryk spiller førsteviolin. Meditation over den antinazistiske kærlighed fra 1936 af Vilhelm Freddie er et godt bud på genrens politiske og især antiautoritære aspirationer.

Det fine ved denne type iscenesættelser er, når værkerne spiller sammen, som når det surrealistiske præg går igen på forskellig vis i nyere værker af eksempelvis Michael Kvium. Bl.a. i det makabre maleri Master of the Universe (1985), hvor den lille pige ofrer sine elskede bamser og dukker til det skarptandede monster i et desperat forsøg på at undgå selv at blive ædt.

Ligeledes den surreelle naivisme i Kathrine Ærtebjergs tvetydige og underfundige maleri Den glade Hr. Hansen (2005). Her har Hr. Hansen forvandlet sig til en katteagtig, naturens glade søn, der smilende og uden synlige maskuline træk omfavner et træ i et eventyrligt landskab befolket af dyr og sælsomme væsner i typisk ærtebjergsk stil.

Farvetoner
Udstillinges rum har forskellige farvetoner, og hvert rum beskæftiger sig med et særligt aspekt, som kort introduceres ved hjælp af litterære citater over indgangene. Dette greb er yderst diskret og tjener, hvis du opdager det, som en lille stemningspil i retning af det, som foregår i rummet, som du netop er trådt ind i.

Et værelse handler om familien og det traumatiserede individ. Her hersker Kvium og Freddie i selskab med bl.a. Arne Haugen Sørensen og Hesselholdt & Mejlvang. Ved siden af handler det om kroppen og forgængeligheden, og her det Peter Neuch og Rikke Benborg, der slår kammertonen an.

Drømmene er mange, og de er vidt forskellige, og udstillingen italesætter fint drømmenes subversive og transgressive kvaliteter, når de åbner døren ind til underbevidsthedens landskaber og tilbyder en bro for bevidstheden at bevæge sig på fra en tilstand til en anden. Der drømmes om katastrofer (Lemmerz), eventyr (Peter Callesen), død (Freddie , FOS og Benberg), sex (Jesper Just), og transformation (Astrid Kruse Jensen, Nina Saunders og Morten Schelde). Også den mere okkulte og shamanistiske drøm får krop af Emil Westman Hertz.

Behov for indre sted
Der har på det seneste været talt om en ny romantisk bølge i samtidskunsten. Drømmenes genkomst har mange forklaringer, men en af dem kunne være, at når den fysiske verden er så gennemlyst, og enhver afkrog på kloden i øjeblikket overvåges, undersøges og dokumenteres, så opstår der et behov for at trække sig tilbage fra den fragmentariske ydre informationsstrøm til et indre mere roligt sted, hvorfra bevidstheden kan hente erkendelser, der gør kunstneren i stand til at forstå og tale om verden på nye måder.

I 1990´erne var kroppen genstand for den kunstneriske undersøgelse af identitet i senmoderniteten (Jana Sterbak, Kiki Schmidt, Elke Krustufek og Bruce Naumann m.fl.) I dag spiller sindet og underbevidstheden en rolle i kunsten, og det spejler sikkert også den store interesse, der er for meditation og alle former for bevidsthedsudvidende og spirituelle praksisformer i samfundet.

En skramme i overfladen
Det sjove er, at spiritualiteten atter vinder terræn – især i tilknytning til selvudvikling orienteret omkring energi- og integral bevidsthed. I den sammenhæng spiller de personlige drømme og arbejdet med dem en central rolle for den enkeltes forståelse af sig selv i samspil med andre, med verden og universet.

Drømmeland er derfor et aktuelt og seværdigt bud på en stærk tendens i samfundet. Spændende er det om udstillingen formår at skærpe interessen for drømmene på et dybere plan. Man kunne drømme om, at den for flere blev en permanent skramme i den stereotype reklamedrøms blanke overflade.