Unge kunstnerstemmer: Gilbert Gordon

“Jeg tænker bevidst i en slags forvreden juxtaposition”, fortæller Gilbert Gordon, der i sine totalinstallationer opstiller absurde og underholdende narrativer.
I denne serie spørger vi en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Jeg arbejder helt lavpraktisk med film, skulptur og konstruktioner.
Jeg laver installationer – helst totalinstallationer – som næsten altid manifesterer sig i stor skala. Jeg er glad for stor skala. Mine værker er ofte stedsspecifikke i forhold til de rum, jeg arbejder med og i.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Jeg finder min inspiration fra trends, medier, politik. I alle mine kontaktflader. Generelt interesserer jeg mig for historier med tvetydigheder. Jeg tænker meget bevidst i en slags forvreden juxtaposition. Jeg opstiller narrativer, som ligger meget tæt op af den virkelighed, som jeg selv lever i. Narrativer som udstiller emner og scenarier, der i min optik er absurde.

For eksempel arbejdede jeg for et par år siden med et narrativ om en person, der sad i fængsel. Værket Bring back the heavyweights tog udgangspunkt i et træningsrum på Horsens statsfængsel, som nu er lukket. Jeg interviewede en indsat i det nye Ennermark fængsel lidt uden for Horsens, som tidligere havde brugt træningsrummet på det gamle statsfængsel.

Kort fortalt gik det ud på, at man kan se det at træne sig stor i et isoleret socialt system som et symptom på frygten for at blive glemt ude i den sociale verden. Og ved at træne sig større og fysisk fylde mere, kompenserede han psykologisk for den frygt.

Eller eksempelvis den her tanke, som jeg brygger på for tiden: Hvorfor er der så mange virksomhedsbestyrelser i den tunge ende, hvor der udelukkende sidder mænd på nær en enkelt kvinde? Hvorfor er hun der? Er hun der, fordi mændene ikke skal glemme, at de er mænd? Hvad sker der, når hun ikke er der? Bliver de så til stenaldermænd, eller bliver de til intetkøn eller en form for skvattet gele? Mænd sammen med mænd, der kigger på mænd, som til sidst glemmer, de er mænd. Hvad er de bange for? Er hun en reminder i forhold til deres mandighed?

Jeg er klar over, at min virkelighed er forskellig fra alle andres. Det er den, fordi jeg specifikt ser verden igennem mine øjne og ingen andens. Min færden på sociale medier formgiver et verdensbillede for mig, og cookies retningsbestemmer information min vej, som jeg er interesseret i og vælger at tro på, selvom det måske ikke er den fulde sandhed.

Min kunst er baseret på en accept og et fundament af, det jeg ved – og det jeg ved, kommer fra en algoritme, som jeg ikke kan styre. Men jeg vil gerne være venstreorienteret! Jeg er et absurd menneske.

I forhold til selve processen, så kommer ide og formgivning i samme tanke. Det kan jeg ikke skilles ad. Ideen kan slet ikke stå uden billederne. Og værkets udviklende proces foregår derfor lige så meget i billedskabelsen som i det indholdsskabende.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg forventer ikke, at beskueren skal forstå, hvad jeg laver, i hvert fald ikke én til én. Men jeg vil blive glad, hvis værket har skubbet beskueren i en retning. Hvis summen af værket har givet nogle ledetråde, der så derefter kan tænkes lidt over (“hvad var det egentlig, jeg lige så”?).

Som kunstner vil jeg også gerne underholde, og hvis beskueren har følt sig underholdt af mine værker, er jeg bestemt også glad.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Puha, det ved jeg ikke. Jeg tog min afgang fra kunstakademiet, mens min kone fødte mit første barn, og det har lidt taget fokus fra det spørgsmål.

Kunstmiljøet; jeg kan egentligt godt lide kunstmiljøet. Jeg er ikke på et galleri selv, så den verden er lidt svær for mig at svare på. Jeg har mange gode venner og bekendte, som laver rigtig god kunst, og som jeg kan lide at tale med. Specielt de mindre kunstnerdrevne udstillingssteder, synes jeg, er fede, og dem, der udstiller og kommer der, er det, som jeg kender som kunstmiljøet.

Jeg har dog en enkelt drøm, og det er, at kunstnere vil blive bedre til at mobilisere sig. For eksempel ved at lave andelsforeninger med atelierer. At kunstnere tør gå sammen og satse i fællesskab. Dele deres viden og faciliteter. Stole på hinanden som konkollegaer og samarbejdspartnere.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Kunsten skal have den rolle, den altid har haft. Den skal bare ændre sit fokus og bevæge sig i de retninger, hvor den er relevant. Den skal være med til at provokere og udfordre magten.
Vi lever i en tid, hvor kloden er meget polariseret, og kunst, der ikke har en pegende finger i en de relevante retninger, kan jeg ikke have så meget at gøre med. Formalisme – form for formens skyld – er sgu lidt død. For mig.