Unge kunstnerstemmer: Ida Retz Wessberg

“Kunsten kan sætte billeder og fornemmelser i os i svingninger og gøre, at vi oplever vores omgivelser eller endda os selv på ny”, fortæller Ida Retz Wessberg, der er billedhugger og i sin praksis er optaget af et kvindeligt narrativ inden for billedhuggertraditionen.
I denne serie spørger vi en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Jeg er billedhugger og arbejder derfor primært med skulptur og installation. Udover disse medier laver jeg også grafiske værker og senest en serie relieffer, som jeg ser som en hybrid mellem skulpturens tredimensionelle og grafikkens todimensionelle rum.

Tematisk er jeg optaget af et kvindeligt narrativ indenfor billedhuggertraditionen og i kunsthistorien generelt. Derfor tager mine værker ofte afsæt i – og indeholder formalistiske referencer til – øvrige kvindelige kollegaers værker.

I mine værker arbejder jeg med nogle gennemgående materialer, motiver og størrelser, der reflekterer menneskekroppen, forholdet mellem luft og substans, mellem det flygtige, immaterialle og det materielle.

Dette kan f.eks. ses i mine afstøbninger af dynejakker. Denne type jakkes karakteristiske volumen fremkommer af de rektangulære udposninger, som består af indkapslet dun og luft, og hvis udseende har ligheder med den klassiske torso, som forbindes med en vestlig, klassisk skulptur-tradition.

Jeg synes, at dynejakken er interessant som en nutidig uniform, der kan bæres på tværs af køn og kropstype (designets volumen er ofte kønsneutralt). De luftholdige udposninger har endda en visuel lighed med overdrevne muskler. Man ser dynejakker båret alle steder, afbilledet i pressen, på tværs af sociale og nationale skel: lige fra kongelige, politikere til flygtninge bærer denne type jakke. Hermed bliver dynejakken som motiv også et modbillede til netop en vestlig, klassisk torso-tradition.

Så ud over at selve processen er karakteristisk for mine værker – hvori jeg med luften formgiver, eksempelvis ved afstøbninger af dynejakker – er min kunstneriske praksis ligeledes karakteriseret ved en interesse for værdi, hierarkier og samfund, som bl.a. afspejles i mine valg af materialer og udstillingsdesign.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Jeg har været meget optaget af den franske billedhugger Camille Claudel (1864-1943), hvis betydning er ganske overset i kunsthistorien. Udover at være en eminent skulptør, havde hun også et meget dramatisk liv. Camilles kåbe og Lufthul i Onyx Marble (begge fra 2018) er direkte inspireret af Claudels værker og biografi.

Mine værker er en dialog med andre kunstneres værker. Det inspirerer mig at tænke, at jeg har kollegaer på tværs af tid – at kunne have en kunstnerisk dialog med en historisk person lige såvel som en nulevende.

Jeg har igennem min uddannelse søgt efter kvindelige forbilleder, jeg kunne spejle mig selv i. Jeg tror på vigtigheden i at kigge på disse kunstneres værker for at revurdere både kunsthistorien og historien og for bedre at kunne forstå den verden, som jeg er en del af nu.

I min kunstneriske metode kobler jeg ofte historiske referencer med indikatorer for min samtid, som eksempelvis når jeg inkorporerer materialer som bobleplast eller detaljer som genkendelige logoer.

En anden inspirationskilde er hjemmesider, som sælger ren luft, tappet fra bjergene og youtube-videoer fra produktionen på bobleplast-fabrikker. I mine bobleplastværker indgår tekster, som er inspireret direkte af dette. Jeg ser mine bobleplast-værker som værende en del af et kredsløb, hvor luften bliver tappet i ét land, sendt afsted fra ét land til et andet; indkapslet luft, fra et fjernt sted, sendt afsted med din bestilte pakke med en ting fra nettet. Bobleplast illustrerer en art global ventilation…

Og så bliver jeg altid inspireret af at rejse!

Nogle gange er processen nøje tilrettelagt og forberedt, før den bliver eksekveret. Her ligger skitser, materialeprøver og en tidsplan ofte forud for et endeligt værk. Andre gange er der nogle værker, som bliver til – ofte i slipstrømmen på andre – mere intuitivt og eksperimenterende. Jeg anser dét at skabe, støbe eller modellere som en måde at tænke på.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Et sanseligt møde, hvor beskueren får en reaktion eller en følelse. Målet for mig er ikke, at beskueren får en specifik følelse, men jeg ønsker med mine værker at åbne op for et irrationelt rum. Og at vække en nysgerrighed, så mødet med værket giver anledning til nye tanker og overvejelser. Og i sidste ende, måske, at rykke en lille smule på anskuelser, personen havde før dette møde.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Jeg har meget at lære, og det kan godt være rigtig svært at starte virksomhed som selvstændig kunstner. Derfor er jeg meget glad for at tale med mine kollegaer og for at kunne udveksle erfaringer med dem. Jeg er glad for at være er en del af atelierfællesskabet 51Cth i Trekroner, hvor vi også kan give hinanden en hånd, når vi skal løfte en tung skulptur eller afprøve nye materialer.

Jeg tænker, at der er en masse forskellige kunstmiljøer! Jeg er en del af at miljø, som er i København – og på samme tid kan jeg tage til Mongoliet og blive en del af et kunstmiljø dér… Kunstmiljøer består af en masse forskellige aktører, som hver har sin rolle og funktion.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Jeg mener at kunst og kunstnere har en meget vigtig rolle at spille. I kunsten kan man spejle og forvrænge, så sammenhænge bliver synlige eller nye erkendelser opstår. Kunsten kan sætte billeder og fornemmelser i os i svingninger og gøre, at vi oplever vores omgivelser eller endda os selv på ny.