Unge Kunstnerstemmer: Lina Hashim

“Som kunstner lægger man krop og sjæl i sine værker”, fortæller Lina Hashim, der er visuel kunstner og performancekunstner og arbejder i spændingsfeltet mellem kunst og antropologi. Hun flyttede til Danmark i 1992 med sine irakiske forældre, og omdrejningspunktet for hendes kunstneriske undersøgelser er paradokser i islam.
I denne serie spørger vi en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen.

Jeg ringer Lina Hashim op en fredag formiddag i slutningen af september. Regnen siler ned og har forsinket hende, så hun sidder på sin cykel på vej gennem Københavns gader. Vi går i gang med interviewet alligevel – regn eller ej – så går cykelturen måske også lidt hurtigere.

Jeg starter med at spørge, hvad der karakteriserer Hashims kunstneriske praksis:

”Nøgtern præsentation. I hvert fald i forhold til mine undersøgelser. Jeg arbejder indenfor et felt, hvor jeg er dybt afhængig af mine undersøgelser, fordi de baner vejen for værkets tilblivelse”.

Lina Hashim uddyber, at hun bl.a. påtager sig forskellige roller i sit researcharbejde: “Jeg bliver detektiv for at finde mine data”. Det gjorde hun eksempelvis i forbindelse med værket Selvmordsbombere, hvor hun udstillede billeder af afdøde martyrer dyppet i sit eget blod.

I sin indledende undersøgelse fandt Hashim ud af, at der findes kvinder, som forsøger at købe fotografier af afdøde selvmordsbombere. Herefter lader kvinderne som om, at de har været gift med én af disse mænd, så de kan starte et nyt kapitel i deres liv. Det gælder eksempelvis, hvis de er blevet gravide uden for ægteskabet. For at få adgang til sine data, foregav Hashim derfor at være én af kvinderne.

Lina Hashim forklarer, at hun altid finder inspiration til sine værker i Koranen: “Jeg har altid været dybt optaget af islam; især der, hvor religionen modsiger sig selv; altså islamiske paradokser. Generelt er jeg enormt interesseret i religion som et system, og jeg er interesseret i mennesker i det hele taget; det kultiverede menneske, hvem vi er, og hvad der er sket siden tidernes morgen – fra dengang, hvor vi var et stammesamfund, til der hvor vi er nu. Jeg er draget af det antropologiske og den antropologiske tilgang”.

Der går lang tid, fra Hashim får en idé, til der står et færdigt værk: “Typisk er det flere år; fra 2 år til 3 år i hvert fald. Jeg starter altid med at undersøge et fænomen, som jeg finder i Koranen. Jeg læser op på, hvad der står i bestemte sætninger på forskellige sprog. Først læser jeg på arabisk og derefter på dansk og engelsk. Så læser jeg de forskellige analyser, der er af teksten; de forskellige trosretninger inden for islam har hver deres fortolkning af sætningerne, og det er enormt svært at forstå Koranen i det hele taget. Den er jo skrevet i et sprog, der er meget gammelt, og så er den meget poetisk. Der findes ikke et entydigt svar på, hvad der menes med de enkelte ting, og den er fyldt med gåder”.

Lina Hashim uddyber, at det tager lang tid at finde ud af, hvordan hun skal formidle sine undersøgelser til publikum, og hvordan det skal blive til et færdigt værk, som kan nå ind under huden på folk: “Det er en fordøjelsesproces. En langsom bearbejdelse af mine indsamlinger”.

Et kendetegn ved Hashims værker er, at de er meget umiddelbare og enkle: “Det enkle greb indebærer for mig, at der er luft omkring det visuelle, man skal se”, siger hun og giver som eksempel værkserien Unlawful meetings, hvor hun i skjul fotograferede hemmelige stævnemøder blandt unge danske muslimer.

“Her er billederne meget små – de er fem gange fem centimeter – og så er der tyve centimeter ‘hvid luft’ omkring dem. Det tror jeg er en signatur, som følger mig. Det skal se enkelt ud og være uden for meget information. Det er egentlig lidt et paradoks, når jeg baserer mine værker så meget på undersøgelser og indhentning af information”, griner Hashim.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

”At nyde den, tror jeg. Og at stille spørgsmål. Jeg vil helst forsøge at mediere og forhandle omkring et udsagn, jeg præsenterer, og så er det op til beskueren, hvordan de ser det, og hvad de tænker.
Jeg bliver ofte spurgt, hvad jeg synes om det ene eller det andet, eller hvor jeg vil hen med min kunst: Kritiserer jeg, eller anbefaler jeg islam? Det er dét, der er det skønne ved kunsten. Min mening behøver ikke at være tydelig. Det vigtige for mig er at servere en mulighed for et kig ind til noget, som jeg har studeret”.

Lina Hashim er netop aktuel med udstillingen og forestillingen The Touch på teater Sort/Hvid. ”Det, der adskiller dette værk fra mine andre værker, er, at jeg her vender undersøgelsen mod mig selv”.

Hashim forklarer, at udstillingen er en performance lecture, og at den kredser om en fortælling om korporlige, spirituelle ritualer, som hun har gennemgået på egen krop i et forsøg på at ophæve den forbandelse, som familiemedlemmer mener, at hun er underlagt.

“Forbandelsen er et begreb, som kommer fra Koranen. I Islam skal du tro på, at djinnerne (ånderne) findes, og du skal tro på, at de kan blive vrede på dig og f.eks. brænde dit hus ned. Modsigelsen er, at når man har fået sådan en forbandelse, så kan man ikke gøre noget ved det. Det synes jeg er super interessant; at man skal acceptere sin skæbne.
Jo tættere du kommer på Koranen og troen, jo mere åbner du dit sind. Men hvis du glemmer at dyrke din tro, er du mere udsat for djinnernes påvirkning. Og det er jo et skrækscenarie; hvis ikke du er troende, går det galt for dig en dag”.

Udstillingen rummer også fotografier, der ligeledes udstilles på Kunsthal Charlottenborg i forbindelse med udstillingen Afgang 2020, hvor Lina Hashim bl.a. har spærret sig selv inde bag nogle tegn.

I første omgang virkede det grænseoverskridende for Hashim at skulle stå på scenen, da hun som person er lidt genert og ikke vant til at stå foran et publikum på den måde. Derudover havde hun brug for hjælp til, hvordan hun skulle få hold på sin historie, så den kunne formidles foran et publikum.

“Da jeg første gang møder Christian Lollike og fortæller ham om The Touch, kan jeg huske, at jeg er bange for, at han skal tro, at jeg er en weirdo, fordi historien er ret gak. Og på et tidspunkt er jeg så anspændt, at jeg begynder at græde”. I samarbejde med Anders Thrue Djurslev, der har stået for tekstbearbejdelsen, får de bygget en dramaturgi op omkring historien: ”Anders oversatte faktisk min hjerne til ord”.

Lina Hashim er nået hjem i tørvejr, og jeg spørger hende, hvordan det er at være nyuddannet kunstner:

”Jeg synes, det er dejligt at være nyuddannet. Jeg har ventet på den her dag i mange år. Jeg har virkelig nydt at være på skolen; vi har fantastiske lærere og et fantastisk miljø med folk, som forstår én. Det var bl.a. dejligt at lære at tale om vores egne værker, men også at lære at få andre til at snakke om vores værker. Det var en fantastisk verden, som åbnede sig for mig. Det eneste, jeg ville ønske, var, at jeg var kommet ind lidt før. Jeg søgte over 10 år, men de ville først have mig efter 8. forsøg eller sådan noget”.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

“Jamen en stor rolle for både børn og unge, men også ældre mennesker. Det er et pusterum, og kunst er så vigtigt. Kunstnere arbejder uden nogensinde at vide, om de får en belønning for det, de gør; de gør det bare, fordi det er en livsnødvendighed. Som kunstner lægger man krop og sjæl i sine værker. Som beskuer skal man være sulten og nysgerrig efter at se, hvad der findes i kunstnernes hoveder”.