Julie Nord: “I dag føler jeg, der er en mere direkte tilgang til hjertet”

Ulven har fået maven sprættet op, og indeni ligger en fødende kvinde.

Vi befinder os i Julie Nords atelier på Amager, og billedet med ulven og kvinden hænger på væggen flankeret af en række billeder, som alle er fyldt til randen med figurationer, mønstre og myldrende detaljer. På et bord står en symaskine i overstørrelse. Den vender vi tilbage til. Flere af billederne er nemlig syet sammen.

Hvis man overhovedet kan sige, at tegnekunsten har en ‘superstjerne’ på den danske kunstscene, må det være Julie Nord. Repræsenteret i mange af kunstmuseernes samlinger og med et utal af udstillinger i bagkataloget har hun nu i 25 år været særdeles synlig med sine sirlige og gennemførte tegninger.

Tegninger, der ofte har en pige med store øjne som hovedkarakter, men hvor inspirationer fra glansbilleder, eventyr, tegneserier, piktogrammer, horror, populærkultur, surrealisme, psykedelisk kunst og meget mere har fået den store tur i blenderen, og metamorfoserne altid står på spring.

Men egentlig fandt hun først for alvor frem til tegningen som sin kunstneriske udtryksform, da hun var ved at opgive kunsten.

Hun mistede sig selv

Vi starter vores samtale ved begyndelsen. Da Julie blev optaget på Kunstakademiet i København i 1994, kom hun ind på malerskolen – men gik hurtigt i stå med maleriet! Tidens vinde blæste i andre retninger:

“Det var en af de mange perioder, hvor maleriet var blevet erklæret dødt, og jeg blev mere og mere frustreret,” fortæller Julie. “Samtidig blev jeg præsenteret for utrolig meget nyt og spændende, og jeg arbejdede med video og installation på akademiet, men til sidst druknede det lidt for mig: ‘Så kunne man lære 3D-animation – ja, man kunne så meget’. Jeg tror, jeg mistede mig selv lidt i det.”

“Jeg kom i en større krise, hvor jeg tænkte, at jeg nok ikke skulle være kunstner. Jeg syntes, det var svært at finde min plads og holde balancen med alt den virak, der var på akademiet, og alle de tanker om, at man skulle blive til noget. Så faktisk stoppede jeg med at lave kunst. Men det kunne jeg jo så alligevel ikke, viste det sig.”

“I stedet begyndte jeg at tegne for mig selv derhjemme.”

“Jeg har altid tegnet. Det var det, jeg gjorde som barn. Det var først, da jeg tænkte, at jeg skulle noget med kunst, at jeg i stedet begyndte at male. Tegningen har været en helt gennemgående rygrad i mit liv. I stedet for at skrive dagbog, har jeg for eksempel tegnet dagbog. Det har været en del af mit DNA, tror jeg, men jeg tænkte ikke, at det kunne være kunst.”

“Så det var, da jeg opgav kunsten, at jeg begyndte at tegne for alvor. Da der var afgangsudstilling på Akademiet, havde jeg ikke andet at vise end de her tegninger, som jeg havde lavet derhjemme, og som var meget personlige og inspirerede af mange eksistentielle problemstillinger, jeg stod i.”

“Tegningerne var egentlig meget følsomme og private, hvilket jeg hidtil havde undgået i min kunst, og det var ret grænseoverskridende at vise dem. Men jeg oplevede til min helt store forbløffelse, at folk på en eller anden måde forstod dem og forbandt sig med dem. Det var en enormt god oplevelse.”

Kærlighed til tegningen

I et ekstra forskerår på akademiet fik Julie mulighed for at fordybe sig yderligere i tegningen, og her gav hun sig selv et dogme:

“Et beskåret A3-ark og en sort tusch – det var det eneste, jeg måtte få. Så måtte jeg finde ud af, hvad jeg ville sige med det, i stedet for at der skulle være glitter og glimmer og 3D-animationer. Det var for mig utrolig frigørende at give mig selv sådan nogle rammer. Selvom jeg tit har tænkt, at jeg skulle arbejde med andre materialer, er jeg blevet hængende ved papiret siden. Udover pennen arbejder jeg dog med akvarel, tusch og sytråd.. men papiret holder ved.”

Yderligere skete der det, at Julies referenceramme sprang fra kunsthistorien og rakte ud mod tegneserier, børnetegninger, piktogrammer og kruseduller.

“Det var meget befriende, fordi jeg nok altid har haft en lidt collage-agtig tilgang til kunst, hvor jeg sampler fra en masse virkeligheder og sætter dem sammen til min egen.”

“Jeg har en stor kærlighed til tegningen. Jeg føler mig hjemme i tegningen og føler ikke, at jeg skal forstille mig. Det er et meget demokratisk medie. Papir og pen kan man have med overalt, og alle har tegnet et eller andet.”

Pigen med sløjfen i håret

En gennemgående figur i Julie Nords kunst er den lille pige med de store øjne. Hun har været med fra den første store serie, hun lavede, From Wonderland with Love, som var en parafrase over Carrolls populære klassiker Alice i Eventyrland om den nysgerrige Alice, der falder i et kaninhul og opdager en magisk eventyrverden. En pige, hvis uskyld konstant rummer mørke eller farlige drejninger, og som står som en eksponent for den flydende grænse mellem 'virkelighed' og ‘fantasi’, der er så udtalt i Julies kunstneriske univers:

“Hun er jo fulgt med hele vejen. Der har været nogle små pauser, og hun har haft forskellige betydninger, men på en eller anden måde er hun nok blevet en frontfigur. Hun er min Alice, der fører mig rundt i alle de forskellige virkeligheder, mit oeuvre indtil videre har været i. Jeg tror, at pigen er blevet en, der kigger ud af mig, eller som jeg kigger ud igennem.”

“Som regel er der et eller andet glimt i øjnene – måske lidt som om der er en voksen, der kigger ud gennem hende. Man ved ikke helt, hvor man har hende. Og mørket er altid med. Det er ikke noget, jeg selv tænker over, men der er nogle, der har fortalt mig, at de synes mine værker er meget uhyggelige.”

“Jeg synes pigen er en super interessant figur, som ikke har været så belyst i kunsten, en figur, som aldrig har fået sit eget talerør. Samtidig er den uskyldige pige en af de figurer, der er mest eksponeret overhovedet.”

“Jeg er optaget af ‘coming-of-age’-overgangen i det hele taget. Puberteten er en overgang, vi alle sammen kan relatere til.”

“Min egen ungdom og pubertet var fyldt af et meget stort skift i form af en flytning, da jeg som ni-årig flyttede fra København til Vestjylland. Jeg kan huske, at jeg i de år havde en følelse af, at der ikke længere var noget, der var, som det så ud til. At jeg forsøgte at mime nogle virkeligheder, som aldrig føltes helt rigtige. At det hele var som et skuespil.

“Jeg husker, at jeg stod i den lokale købmandsforretning og kiggede på nogle deodoranter, der hed Date: Der var en deodorant for en rødhåret efterårstype, en for en mystisk mørkhåret og en for en sporty lyshåret. Jeg stod der med flyveører og prøvede at finde ud af, hvem jeg var. Det var en underlig kunstig oplevelse.”

Virkeligheden er en illusion

Den ustabile virkelighed får sit eget liv i Julies billeder. Billeduniverset kan ved første øjekast virke sukkersødt og idyllisk med rundkindede børneansigter, søde dyr og flotte blomster. Men man skal ikke betragte billederne længe, før man befinder sig i en langt mere omskiftelig verden, hvor sirligheden forstyrres af kranier, kødædende planter og skygger, der vokser til faretruende skikkelser.

Der er tværtimod som regel et næsten horror-filmisk element af suspense i billederne. Det er lige før, der sker noget. Lige før motiverne glider ud og ind af hinanden gennem kunstnerens vildtvoksende billedalfabet: børnene, ansigterne, kattene, helikopterne, maskerne, parcelhusene, monstrene, hårsløjferne, heksene, edderkopperne, tegnene, mønstrene. En fast, uforanderlig virkelighed findes ikke.

“Nej, mine billeder er fyldt med æsker, der indeholder andre æsker og vikler sig ud og ind i hinanden i en uendelighed af gåder og tegn. Man er lige ved at være på sporet af noget, og så ved man alligevel ikke, hvad det betyder.”

“Hvis et værk bliver for gumpetungt, forstået på den måde, at det er svært at undgå en bestemt fortolkning, synes jeg ikke, at det fungerer så godt.”

Det handler om at give slip

Hvordan skaber Julie så sine billeder? Hvor begynder de? Ikke så nemt at svare på, siger hun. Men hun laver konstant små skitser på sin telefon. Hun kan gribe tilbage i sin egen store ide-værktøjskasse eller aktivere det store bagkatalog af motiver og billeder, som kan knopskyde i nye billeder. I mange år førte hun drømmedagbog, og i atelieret har hun reoler med billedbøger.

“Ofte skal jeg bare starte med en lille ide, og så begynder værket at tage form ud af den.
Når jeg går ind i mit atelier, forsøger jeg at give slip.”

“For nogle år siden var jeg meget optaget af automattegninger. Jeg startede med at konstruere nogle motiver, hvorefter jeg fandt figurationer – en kat, et hus, en trillebør – i mellemrummene. Lidt som, når man laver en figur ud fra tre tilfældige streger eller finder ansigter i en sky. Jeg har prøvet at træne mig selv i ikke at have nogen plan, men at udvikle min fantasi.”

“I begyndelsen af min karriere havde jeg en mere fikseret idé om, hvor jeg ville hen, og mine tidlige værker var mere punkede og ironiske. I dag føler jeg, at der er en mere direkte tilgang til hjertet. Ja, det lyder virkelig banalt, men jeg tror, jeg har færre parader oppe.”

Eventyr, der ikke findes

Julie Nord kan dog godt have en ramme eller overskrift for det, hun arbejder med. For nogle år siden var det familiebilleder. Til sin nye udstilling Bjergtaget på Galleri Tom Christoffersen i København er det imaginære eventyr.

“Jeg har stillet mig selv som ramme for udstillingen at lave illustrationer til nogle imaginære folkeeventyr. De findes ikke, og jeg kender ikke selv begyndelsen og slutningen. Jeg har ladet mig inspirere af folkeeventyr og set på ret mange illustrationer, især fra gamle skandinaviske og slaviske folkeeventyr.”

“Eventyret er en måde at behandle kollektiv angst, mørke og behovet for forandring på. Som så mange andre synes jeg, det er rimelig ‘fucked up’ i verden lige nu, og folkeeventyret har altid været en måde at håndtere skyggerne på. I folkeeventyret ligger der også altid et håb. Vi har de tre brødre, der begiver sig ud på en rejse og må gå en gruelig masse ondt igennem. Men der er som regel en forløsning til sidst, ikke?”

“De forandringsrejser, som ligger implicit i eventyret, er interessante, synes jeg.”

Kunsten at sy en tegning

En del af værkerne er lavet på en ret speciel måde. Julie har benyttet en type særligt stærkt japansk papir og skabt værkerne ved at sy billedelementer sammen, som var det patchworkværker. Selve syningerne fungerer som særdeles levende streger i billederne. Her er det, den store symaskine, som Julie har kunnet erhverve med støtte fra Statens Kunstfond, kommer til sin ret, for den muliggør at arbejde med ret store billeder.

“Jeg har i et stykke tid været optaget af folkekultur, husflid, patchwork og amerikansk quilthistorie. Håndarbejde har været en sideløbende del af kunsthistorien, der egentlig har været glemt, men heldigvis får mere plads nu, fordi den jo primært har været udført af kvinder.

“I Bauhaus-bevægelsen (avantgardebevægelse i 1920-30'erne, red.) måtte kvinderne ikke male. Til gengæld måtte de væve, og for eksempel lavede Anni Albers fantastiske ting. I amerikansk quilt-historie har de tæpper, de kvindelige kunstnere syede, været en måde at sende beskeder til hinanden over kontinentet. Altså, der er jo en super spændende parallel kunsthistorie, som jeg kan trække lidt på i mine egne værker.”

Nærvær

Julie har arbejdet med sy-billeder i nogle år, og de placerer sig et lidt uhåndterligt sted mellem papir og tekstil, mellem billedtæpper og akvarel. Hun er optaget af æstetikken og det nærvær, der er i håndarbejdet:

“Det tager meget lang tid at lave mine sy-billeder, og når jeg gør det, så forsvinder jeg! Jeg slipper mig selv, tanken om, hvor værket skal udstilles, hvem der skal se det, og om det er godt eller dårligt. Jeg fordyber mig simpelthen i det, jeg gør, og det er der noget utrolig livsbekræftende i.”

“Når jeg betragter andres værker, mener jeg nogle gange, at jeg kan mærke det her nærvær. Man kan også finde det i et hurtigt billede; det er ikke et spørgsmål om tempo som sådan."

“Men for mig er nærvær et kodeord, når det kommer til snakken om, hvorfor kunst er støtteværdig: netop det, at kunst kan formidle en form for nærvær,”

Genfødsel

Under hele vores samtale har jeg kunnet betragte billedet af ulven og kvinden. Vi er ved at nå til vejs ende, men til slut beder jeg Julie fortælle om, hvordan billedet er blevet til:

“Billedet hedder Genfødsel, og det er et meget godt eksempel på, hvordan idéerne langsomt vokser frem, mens jeg arbejder på mine billeder.”

“En eventyrscene, jeg har haft med mig, så længe jeg kan huske, er den fra Rødhætte og ulven, hvor ulven bliver sprættet op af jægeren. I maven ligger Rødhætte og bedstemor, og jeg har altid forestillet mig, at de lå sammen som to levende kattekillinger, sådan lidt yin/yang-agtigt, og at de kravlede ud af ulvens mave, som om intet var sket.”

“Det startede jeg med, men synes så, at det ikke bare skulle være en ulv, men en form for monster. Når jeg arbejder med de syede billeder, klipper jeg tingene ud, og her kom det så til at ligne et Rorschach-agtigt papirklip, hvor der kom flere hoveder på ulven. Figuren er måske mere blevet til ideen om en ulv eller et monster.”

“Så har vi den åbne mave, der samtidig ligner et kønsorgan, men jeg kunne simpelthen ikke få de to mennesker til at være derinde. Det så helt åndssvagt ud. Så tænkte jeg: ‘Hvad er det egentlig, jeg vil med billedet’?”

“Samtidig var jeg i gang med at læse Cecilie Linds nye bog, Bristefærdig, som handler om en kvinde, der føder et monster, som samtidig er hende selv. Så jeg tænkte: ‘kvinden skal føde sig selv’. Derfor opstod fødselsscenen, og efterfølgende tog jeg faktisk kontakt til Cecilie Lind, der nu skriver en lyrisk tekst, der er inspireret af udstillingen og bliver en del af den.”

“Jeg tænkte først, at monstret skulle ligge på en blomstermark, men fandt senere frem til, at den skulle ligge på en lyserød bund. Så nu virker det næsten, som om den ligger i sin egen livmoder.”

“Det er som en kinesisk æske, hvor åbningerne går igen mange gange i billedet. Ligesom billeder, hvor der står et spejl, hvor du kan se en spejling af en spejling o.s.v….”

“Mine billeder opstår tit sådan trin for trin. Der kan være mange dage, hvor jeg er virkelig frustreret, og jeg ved ikke, hvor jeg skal hen med billedet.”

“Men til sidst finder det sin form. Hvilke betydninger kan man så læse ud af billedet? Hvad vil det sige at fødes? At genfødes? Ligger der et åndeligt aspekt i det? Der findes ikke specifikke svar i billedet. Jeg vil sige, det er ret åbent,” slutter Julie Nord.