Dansk fotokunsts 'grand old man' er en engageret sjæl med en klar holdning til aktuelle spørgsmål netop i vores tid. Per Bak Jensens fotografier er dog blevet kaldt kedelige, men det tager han som en kompliment, for han mener, der er brug for, at vi tager os tid til at se, at alle steder rummer betydninger.
“Det er som om, verden vil mig et eller andet. Ligesom hvis jeg fik en sms eller et brev. Det er som om, verden kigger tilbage på mig, som om den vil i kontakt med mig. Jeg tænker: ‘Der må være noget her’. Så sætter jeg apparatet op. Og så laver jeg et billede af det.”
Jeg er netop ankommet til Sorø Kunstmuseum for at mødes med dansk fotokunsts grand old man, Per Bak Jensen (f. 1949). Og Per taler engageret, fra jeg kommer ind ad døren. Der er noget, der ligger ham særligt på sinde. For han er egentlig ikke så interesseret i at skabe sine billeder, siger han.
Jeg er interesseret i, hvad verden vil fortælle mig.
Per Bak Jensen
“Jeg har i mange år – hver gang, der er nogen, der gider at høre på det – sagt, at man ikke skal sidde på sine billeder. Hvis jeg forsøger at kontrollere det for meget, kommer jeg længere væk fra det, jeg egentlig gerne vil arbejde med. Jeg er meget mere interesseret i, hvad det er, verden vil fortælle mig.”
Tyste motiver
Så er vi ligesom i gang. Anledningen for vores møde er Per Bak Jensens retrospektive udstilling Jeg vil lære om livet på Sorø Kunstmuseum, som samler Per Bak Jensens fotografier fra hele hans livslange favntag med fotografiet. Vi er helt tilbage til de fotografier, han tog som barn i Zoologisk have, for Per har fotograferet hele sit liv. Der er eksempler på mere konceptuelle værker fra studietiden i 1980’erne, hvor Per var den første fotograf, som blev optaget på Kunstakademiet.
Så er vi ligesom i gang. Anledningen for vores møde er Per Bak Jensens retrospektive udstilling Jeg vil lære om livet på Sorø Kunstmuseum, som samler Per Bak Jensens fotografier fra hele hans livslange favntag med fotografiet. Vi er helt tilbage til de fotografier, han tog som barn i Zoologisk have, for Per har fotograferet hele sit liv. Der er eksempler på mere konceptuelle værker fra studietiden i 1980’erne, hvor Per var den første fotograf, som blev optaget på Kunstakademiet.
Og så er der selvfølgelig de monumentale farvefotografier, som dominerer kunstnerens karriere. Tyste billeder. Ikke-spektakulære motiver: en tåget snedækket mark, et spindelvæv, redningsveste på en bro, et stykke plastik i græsset, en blåmalet barak, en gitterport.
Per Bak Jensen: Monolit, 2012, Sorø Kunstmuseum.
Per Bak Jensen: Spindelvæv, 2018, Sorø Kunstmuseum.
Hvad siger fotografiets stemme?
“Jeg kigger efter, om man kan opleve, at billedet har et blik eller en stemme, der vil sige mig noget,” fortæller Per. “Jeg gik ud af skolen efter syvende klasse og har ikke forstand på det religiøse eller spirituelle. Men jeg synes, at stemmen vil sige noget ganske bestemt; den vil sige, at alt omkring os er liv, at alle liv hænger sammen, og at vi mennesker er en del af den sammenhæng også.”
“Jeg kigger efter, om man kan opleve, at billedet har et blik eller en stemme, der vil sige mig noget,” fortæller Per. “Jeg gik ud af skolen efter syvende klasse og har ikke forstand på det religiøse eller spirituelle. Men jeg synes, at stemmen vil sige noget ganske bestemt; den vil sige, at alt omkring os er liv, at alle liv hænger sammen, og at vi mennesker er en del af den sammenhæng også.”
Mine værker er ikke politiske
“I princippet lyder det dumt at sige, at vi selv er natur. Selvfølgelig er vi det. Men jeg oplever i hvert fald selv, at jeg er blevet adskilt fra det, jeg oprindeligt var en del af. Vi er ikke så forskellige fra det, der er omkring os, ligesom vi mennesker ikke er så forskellige fra hinanden, når alt kommer til alt. Det er noget af det, jeg søger i mine billeder. At minde mig selv og andre om, at alting hænger sammen.”
“I princippet lyder det dumt at sige, at vi selv er natur. Selvfølgelig er vi det. Men jeg oplever i hvert fald selv, at jeg er blevet adskilt fra det, jeg oprindeligt var en del af. Vi er ikke så forskellige fra det, der er omkring os, ligesom vi mennesker ikke er så forskellige fra hinanden, når alt kommer til alt. Det er noget af det, jeg søger i mine billeder. At minde mig selv og andre om, at alting hænger sammen.”
“Og det er jo skide vigtigt, specielt i disse tider med alt det, der foregår,” siger han, og anfægter, at selvom hans projekt på ingen måder er politisk i en direkte, snæver eller traditionel forstand, så er det alligevel et stærkt bidrag til helt aktuelle spørgsmål netop i vores tid.
Kunst sker inde i hovedet
Vi står nu foran et stort billede af en vej, der fører ind i en skov. Det er vinter, løvet er faldet af træerne til venstre, nåletræerne står til højre. Der er regn i luften og lys for enden af vejen. Er det livets vej med en religiøs forløsning? Jeg får tanken. Og tænker, at kunstneren her arbejder i forlængelse af en romantisk landskabstradition i kunsten. Men Per taler i stedet om vinden i granernes grene – det ser ud, som om de vinker til os, der ser på, mener han.
Vi står nu foran et stort billede af en vej, der fører ind i en skov. Det er vinter, løvet er faldet af træerne til venstre, nåletræerne står til højre. Der er regn i luften og lys for enden af vejen. Er det livets vej med en religiøs forløsning? Jeg får tanken. Og tænker, at kunstneren her arbejder i forlængelse af en romantisk landskabstradition i kunsten. Men Per taler i stedet om vinden i granernes grene – det ser ud, som om de vinker til os, der ser på, mener han.
Per Bak Jensen: The Road, 2013, Sorø Kunstmuseum.
Jeg tror på, at kunst er noget, der sker inde i hovedet på os.
Per Bak Jensen
“I virkeligheden er der jo ikke nogen, der har ejerskab over et billede som det her," siger han. “Jeg vil mene, at kunst faktisk slet ikke har så meget at gøre med selve værkerne. Jeg tror på, at der er et eller andet inde i billederne, som ikke findes på overfladen, og som sådan set slet ikke er værket. Jeg tror på, at kunst er noget, der sker inde i hovedet på os.”
På den måde handler Per Bak Jensens fotografier om selve det at opleve. Mere end hvad der opleves. Det er måske derfor, billederne praler så lidt, og derfor de undviger eksotiske og spektakulære motiver. Oplevelsen kan finde sted alle steder. For det sind, der oplever, er jo (naturligvis) altid til stede.
Per Bak Jensen: Vækst, 2003, Sorø Kunstmuseum.
Stedets ånd
Han hierarkiserer ikke mellem kultur og natur. Et kontorlandskab med stueplanter, der akkurat titter frem mellem betonelementer, er lige så ‘fint’ som en sti ind i en skov. Billedserien med planterne i kontoret kalder han sigende for Vækst.
Han hierarkiserer ikke mellem kultur og natur. Et kontorlandskab med stueplanter, der akkurat titter frem mellem betonelementer, er lige så ‘fint’ som en sti ind i en skov. Billedserien med planterne i kontoret kalder han sigende for Vækst.
Uprætentiøse objekter, hvis æstetiske potentialer mange vil overse, tildeles værdighed og opmærksomhed i kunstnerens billeder. Plastikposen i græsset gemmer på sin egen poesi, og betonstøtten i havet springer ud som et rustikt, minimalt monument.
Per Bak Jensen: Plastik, 2005, Sorø Kunstmuseum.
Per Bak Jensen: Høst, 2008, Sorø Kunstmuseum.
I et kæmpestort billede strækker to rækker plastikindpakkede halmstakke sig indad i billedrummet. Det industrielle landbrug er stemt hårdt og snævert ind i billedet, men samtidig forsølver lyset plastikindpakningen. Billedet er på én gang lukket og åbent, kultur og natur, ‘nøgternt’ og ‘romantisk’.
Vi står og ser på det og er enige om, at det er et meget mærkeligt landskab. Næsten surrealistisk, med det svimlende perspektiv, plastikstykket, der bliver en hovedkarakter i billedet, idet det har revet sig løs og blafrer i vinden, for ikke at tale om skyggen centralt i billedet, der får et selvstændigt liv. Per nævner den metafysiske maler de Chirico (1888-1978), og jeg tænker på Christo & Jeanne-Claude, der fra 1960’erne indpakkede bygninger, træer, broer og kyststrækninger.
Kedelig som Per Bak Jensens fotografier
En anmelder skrev engang, at han nu havde fundet en ny isme. Den hed ‘Kedelig som Per Bak Jensens fotografier’. Per tog det som en kompliment, for han mener, der er brug for, at vi tager tiden til at se, at alle steder rummer betydninger.
En anmelder skrev engang, at han nu havde fundet en ny isme. Den hed ‘Kedelig som Per Bak Jensens fotografier’. Per tog det som en kompliment, for han mener, der er brug for, at vi tager tiden til at se, at alle steder rummer betydninger.
“Når jeg kommer til et sted, går jeg først lidt rundt og kigger. Det er vigtigt for mig at være lidt i området for at finde ud af, om der er noget, der ligesom vil fotograferes. Jeg oplever det, som om der er noget, der byder sig til.”
Man kan næsten ikke lade være med at se efter billeder alle steder.
Per Bak Jensen
“Nogle gange laver jeg billeder af noget, som jeg synes er smukt. Men jeg har altid været lidt bange for skønheden. Bange for at mine billeder bliver for lækre, for æstetiske eller sødladne. For jeg har jo taget billeder i rigtig mange år, og så bliver man lidt erhvervsskadet. Man kan næsten ikke lade være med at se efter billeder alle steder.”
“Andre gange kommer billederne bag på mig, og jeg opdager, at de indeholder en stærkere tilstedeværelse, end jeg først troede, de havde. Når jeg har optaget billederne på stedet, venter jeg som regel mindst en uges tid med at se på dem igen. Jeg gør det ud fra tanken om, at man jo så på en eller anden måde er ‘en anden’. At jeg bedre kan se billederne med nye øjne. På en måde er det, som om det er et fremmed billede, jeg overtager fra en anden.”
Per Bak Jensen: Redningsveste, 2008, Sorø Kunstmuseum.
Man blander sig ikke
Per Bak Jensens metode er klar. Han skaber billedet i søgeren på stedet. Hvad skal med i billedet, hvordan skal det skæres? Efterfølgende redigerer han ikke meget i computerens redigeringsprogrammer.
Per Bak Jensens metode er klar. Han skaber billedet i søgeren på stedet. Hvad skal med i billedet, hvordan skal det skæres? Efterfølgende redigerer han ikke meget i computerens redigeringsprogrammer.
Det er ikke et moralsk anliggende, men måske mere en måde at være i verden på.
Per Bak Jensen
“Som regel ændrer jeg ikke noget. Når jeg står i marken, kan jeg godt tage 3-4 billeder af motivet, hvis vinden blæser og græsset bevæger sig. Men jeg tager ikke billeder fra alle mulige vinkler og afstande. Jeg kan lige så godt vælge på stedet i stedet for at sidde med en cola derhjemme og bladre igennem hundredvis af billeder.”
“Jeg arrangerer heller ikke motivet. Min metode er blevet sådan, at man ikke skal pille ved tingene. Det kan sgu godt være, at det bliver lidt bedre, men det føles ikke rigtigt. Det er ikke et moralsk anliggende, men måske mere en måde at være i verden på. At man ikke blander sig.”
Per Bak Jensen: Timelighed, 2012, Sorø Kunstmuseum.
Per Bak Jensen: Værk fra serien Nedfalden og delvis fordærvet frugt, 1999, Sorø Kunstmuseum.
En påmindelse om døden
Enkelte værker rummer dog en grad af opstilling og iscenesættelse. Serien Nedfalden og delvis fordærvet frugt viser stadier af forskellige frugters forrådnelse på en klinisk hvid baggrund. Et vaskeægte memento mori-motiv - en påmindelse om døden. Ligesom det billige timeglas, købt i Jysk, placeret og fotograferet på en hegnspæl i værket Timelighed.
Enkelte værker rummer dog en grad af opstilling og iscenesættelse. Serien Nedfalden og delvis fordærvet frugt viser stadier af forskellige frugters forrådnelse på en klinisk hvid baggrund. Et vaskeægte memento mori-motiv - en påmindelse om døden. Ligesom det billige timeglas, købt i Jysk, placeret og fotograferet på en hegnspæl i værket Timelighed.
Helt personligt er det, når man ser, at kunstnerens hus spejles i timeglasset. Og endnu mere personligt bliver det i værket Titel savnes, der består af 11 nærbilleder af visne grene plus et enkelt billede af kunstnerens hånd med et hospitalsarmbånd på. For år tilbage overlevede Per mod alle odds en alvorlig kræftsygdom.
Per Bak Jensen: Titel savnes, 2012, Sorø Kunstmuseum.
Men generelt handler det ikke om Per. Han vil ikke sidde på sine billeder, og når man nu ikke vil skabe kunst, er det jo meget belejligt at alliere sig med et fotografiapparat, som så kan producere billedet. Og faktisk producerer kameraet jo ingenting. Det optager og kan ikke af sig selv optage noget, der ikke er foran det. Derfor er fotografiet Pers medie, for det fører tilbage til virkeligheden. Det er den, han er optaget af.
Kunsten er stærkt overvurderet. Det synes jeg virkelig, den er.
Per Bak Jensen
Måske er det også derfor, han mener, at kunsten er stærkt overvurderet. Han siger:
“Kunsten er stærkt overvurderet. Det synes jeg virkelig, den er. Men på samme tid er kunsten også stærkt undervurderet, fordi den ikke har genindtaget sin retmæssige plads blandt videnskab og teologi. Kunst er ligesom videnskab og teologi et erkendelsesredskab og skal betragtes som grundforskning i, hvad det vil sige at være et menneske, og hvad selve livet egentlig er for en størrelse.”
Kunsten har en opdragende effekt
“For hvad er meningen med livet? Det er, som om der er en grænse for, hvor meget filosofien kan berolige os i forhold til det spørgsmål. Jeg ved ikke, om man kan sige, at kunsten kan give os den sidste indsigt, men jeg synes, at kunsten, fordi den udtrykker sig på andre måder og uden ord, kan lede mig på sporet af det, jeg oprindeligt var en del af.”
“For hvad er meningen med livet? Det er, som om der er en grænse for, hvor meget filosofien kan berolige os i forhold til det spørgsmål. Jeg ved ikke, om man kan sige, at kunsten kan give os den sidste indsigt, men jeg synes, at kunsten, fordi den udtrykker sig på andre måder og uden ord, kan lede mig på sporet af det, jeg oprindeligt var en del af.”
Jeg vil næsten mene – selvom det måske lyder håbløst umoderne – at kunsten har en opdragende effekt på os.”
Per Bak Jensen: Grotte, 2008, Sorø Kunstmuseum.
En vis mand
Vi har nu kigget på billeder og talt sammen i små to timer. Det vil sige, det er mest Per, der har snakket. Og sådan skal det være, for det har været en fornøjelse at mærke det gnistrende engagement, han bidrager med.
Vi har nu kigget på billeder og talt sammen i små to timer. Det vil sige, det er mest Per, der har snakket. Og sådan skal det være, for det har været en fornøjelse at mærke det gnistrende engagement, han bidrager med.
Han skal selvfølgelig have det sidste ord. Da vi tager afsked, siger han:
“Jeg vil til enhver tid bytte 90 procent af min tekniske kunnen med 10 procent mere indhold i billederne. Og faktisk vil jeg endnu hellere slippe alt det der med at gå og lave kunst, og bare blive sådan en…” Per leder efter ordene “… sådan en, der sidder og mediterer i en hule. En vis mand.”
Fakta
Per Bak Jensen (f. 1949) tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1986 som den første kunstner i Danmark med speciale i fotokunst.
Herefter var han lektor i fotografi på Kunstakademiet i København (1986-2009).
Han har haft en afgørende rolle i anerkendelsen af fotografiets status som kunst og bærende medie i en billedkunstnerisk praksis og er i dag repræsenteret på museer i ind- og udland.
Han er hædret med adskillige priser, bl.a. Eckersberg Medaillen (2005), Thorvaldsens Medaillen (2015) og Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat (2009).
