Unge Kunstnerstemmer: Mark Tholander

“I mine videoinstallationer udfolder jeg mest narrativer med karakterer i limbo-positioner,” fortæller Mark Tholander, der arbejder med krydsninger – både i sine værker, der kredser om det desorienterede i hverdagen, men også i sine faglige samarbejder udi animation og musik. I denne serie spørger vi en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Min praksis kredser omkring det desorienterende, det omvæltende eller det, som er ude af takt. Jeg er interesseret i de krydsninger, der opstår, i og med at det normaliserede altid er på rystende grund. Rystelserne findes alle steder i hverdagen og oftest i det, som man opfatter som ubetydeligt. Narrativerne i mine værker arbejder derfor oftest med det forstyrrende, det parasitære, eller en diagonal som skaber desorientering i normaliserede linjer: noget, som bryder rytmikkens vanlige gang, og skaber nye mønstre.

I mine videoinstallationer udfolder jeg oftest narrativer med karakterer i limbo-positioner. Deres samtaler er skiftevis intime og distancerede, hvor der dog lurer noget omvæltende ude i øjenkrogen. I videoværket They built the widened coral reef var vejret et gentagende tema, og det er måske et godt eksempel. Når man sidder ved et middagsselskab, og der opstår en pinlig tavshed, så begynder man typisk at snakke om vejret, for at have et eller andet at tale om.

Samtaler om vejret har længe fascineret mig, da de ligger et underligt sted som værende helt betydningsløse og meget betydningsmættede. Når vi ikke ved, hvad vi skal snakke om, så snakker vi om vejret, da vi med sikkerhed ved, at vi har vejret til fælles.

Det fælles er her en tom tale. Vi taler sammen, men samtalen indeholder intet. Vejret er den almindelige betingelse for os, men der er også noget foruroligende over det. Det handler mange af mine værker om: når det, som vi er fælles om, har noget fatalt i sig. Det kan både være, når noget i horisonten truer med at nedbryde det almene, men også det nedbrydende i det almene selv.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Typisk kommer en inspiration fra et uventet sted. Oftest et meget hverdagsligt sted, hvor jeg normalt aldrig havde regnet med at en ide ville komme. Mange gange motiveres jeg af en følelse af absurditet. Jeg oplever, at det mestendels er i det sædvanlige, eller det hverdagslige, at verden kan virke mest absurd. Det kan være når man folder sit tøj sammen, eller sidder i et familieselskab, hvor grunden pludselig lader til at forsvinde under en, og alt bliver fremmed. Jeg tænker, at det normale altid er på rystende grund, og jeg tror aldrig at man kan forudse, hvor sprækkerne opstår.

Metodisk er min praksis kendetegnet ved et bredt samarbejde mellem forskellige fagfelter: billedkunstnere, skuespillere, animatorer, samt klassiske og elektroniske musikanter. Det musiske har altid været vigtigt for min praksis, så derfor har samarbejdet med musikere været meget vigtigt, omend jeg komponerer og producerer meget af musikken selv.

Vi arbejder typisk med en metode, hvor hver musiker spiller ud fra forskellige instrukser uden at høre bidragene fra de andre musikere. De måtte så at sige samspille “i blinde”. Formålet er at etablere en arbejdsmetode baseret på asymmetri og desorientering.

Det samme er tilfældet med det visuelle, hvor jeg også selv animerer samtidig med at jeg samarbejder med andre animatorer: I billedsiden søger vi sammenstødet eller det punkt, hvor noget krydser. Det medfører at vi arbejder i en lang række forskellige animationsteknikker, som sættes i forbindelse med hinanden. Der er aldrig en drejebog, da metoderne udvikles i forhold til de områder, som værket gerne vil afsøge.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg er tiltagende tiltrukket af at arbejde i narrativer. For mit eget vedkommende er det en metode, hvor jeg lettere føler, at jeg kan omkredse et emne. Og omkredsningen er vigtig for mig, da min praksis behandler randfænomener, som man ikke direkte kan adressere, men hvor man må vandre udenom og optegne dets ydre grænser. Det handler for mig altid om at gå ad omvejen, i både direkte og indirekte forstand. Jeg håber, at beskueren får noget ud af denne bevægelse.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Jeg har længe haft et ambivalent forhold til kunstmiljøet. På den ene side har jeg det svært ved miljøet i sig selv, men på den anden side er det også i dette miljø, at jeg har mødt nogle af de mest fantastiske mennesker.

Det er en stor gave at kunne møde så mange skønne folk, som kunstmiljøet består af, men samtidig oplever jeg også, at mange kunstnere er frustreret over de dårlige arbejdsvilkår på området. Jeg håber dog, at kunstnere kan organisere sig yderligere for at ændre vilkårene, og at institutionerne også kan arbejde mere aktivt for at spille en rolle i dette.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Måske kunsten kan give os noget til fælles ved at nedbryde “det fælles”. Jeg tror på mange måder, at kunsten kan minde os om noget, som vi har for vane at glemme, så snart tilværelsen falder ned i vanens folder. Det kan være utallige ting, men det tror jeg også er pointen. Jeg ser ikke kunsten som noget, som spiller en enkelt rolle.

Det er snarere noget, som peger imod et virkelig mangeartet felt. Noget, som hverken kan fordøjes, eller fuldt stilles til skue. Jeg tror det giver mere mening at snakke om, hvor meget det er, snarere end hvad det er. Udover det, så er det også overskridende, for så snart man definerer det, så bryder feltet disse grænser: det er altid mere, flere, udover, derover.