Flydende FLUXUS i fast form

Dengang
SKANDALE! Kunsten har nået sit nulpunkt! Sådan var mediernes reaktion, da Danmark i 1962 blev præsenteret for FLUXUS i netop det daværende Nikolaj Kirke.

En række kunstnere fra ind- og udland afholdt happenings i kirkerummet.

Publikum kunne se Niveacreme-stykket, hvor otte personer smører hinandens hænder ind i Niveacreme. Også Symfoni med kaffekande blev opført. Fra toppen af en trappestige hældte en kunstner vand fra en kaffekande ned i et kar.

FLUXUS var i sin vorden. FLUXUS flød. Ingen vidste hvad FLUXUS var, men kernen var måske en energisk drøm om at udforske et kunstnerisk terræn hinsides den etablerede kunstverden.

Nu
FLUXUS er i dag blevet myte og er guldberammet kanonmateriale. Det, der engang var anti-musealt og af eftertiden kategoriseret som avantgarde, bliver i dag udstillet på de største museer verden over.

Sporene efter FLUXUS’ færden bliver fremvist i montrer og på hvide vægge. Netop som det er tilfældet i Nikolajs FLUXUS EAST.

Gennem dokumentation, breve, fotos, video og irrationelle objekter forsøger udstillingen at belyse FLUXUS betydning i Østblokken. Men det var aldrig meningen med FLUXUS, at kunsten skulle kunne fanges ind og fastfryses. Derfor vil nogle måske hævde, at en udstilling som FLUXUS EAST er et overgreb på ideerne bag FLUXUS.

Kan FLUXUS udstilles?
Ærligt talt virker det temmelig absurd, når objekter fra FLUXUS-performances bliver taget ud af deres sammenhæng og bliver fremvist som dyrebare relikvier.

FLUXUS er så udsvævende og mærkværdig et fænomen, at det kan virke krampagtigt at udstille FLUXUS på en så stringent måde som i FLUXUS EAST. Alligevel er der noget sært dragende over udstillingen FLUXUS EAST, en udstilling som kan beskrives som et sprængt FLUXUS-arkiv.

FLUXUS – død eller levende
Det, der drager, er den energi og grænseløse tankegang, der skinner igennem på selv de matte billeder fra for længst overståede performances. Også kunstnernes personlige historier fortalt gennem videointerviews og interne korrespondancer puster liv i FLUXUS-myten.

Spørgsmålet er om myten lever eller om FLUXUS er død?

Det aspekt gør udstillingen relevant for os i dag. FLUXUS er kendetegnet ved at være et internationalt netværk, der arbejder mellem medier, intermedia, og som forsøger at arbejde udenfor institutionerne.

Det viser udstillingen med al tydelighed. Det er netop en arbejdsmetode, der er karakteristisk for mange samtidskunstneres måde at arbejde på. Den ungarske kunstner Támas St. Auby bliver i en af udstillingens videoer spurgt: “Is there FLUXUS today?”, hvortil han svarer “I see FLUXUS everywhere.”