Flydende FLUXUS i fast form

Af
13. marts 2009

Danmarks første FLUXUS-performances udspillede sig i Kunsthallen Nikolajs lokaler. Nu er der igen mulighed for fordybelse i FLUXUS-universet i den gamle kirke.

Danmarks første FLUXUS-performances udspillede sig i Kunsthallen Nikolajs lokaler. Nu er der igen mulighed for fordybelse i FLUXUS-universet i den gamle kirke.

Af
13. marts 2009

Dengang
SKANDALE! Kunsten har nået sit nulpunkt! Sådan var mediernes reaktion, da Danmark i 1962 blev præsenteret for FLUXUS i netop det daværende Nikolaj Kirke.

En række kunstnere fra ind- og udland afholdt happenings i kirkerummet.

Foto: Laura Ris Christensen.
Foto: Laura Ris Christensen.

Publikum kunne se Niveacreme-stykket, hvor otte personer smører hinandens hænder ind i Niveacreme. Også Symfoni med kaffekande blev opført. Fra toppen af en trappestige hældte en kunstner vand fra en kaffekande ned i et kar.

FLUXUS var i sin vorden. FLUXUS flød. Ingen vidste hvad FLUXUS var, men kernen var måske en energisk drøm om at udforske et kunstnerisk terræn hinsides den etablerede kunstverden.

Nu
FLUXUS er i dag blevet myte og er guldberammet kanonmateriale. Det, der engang var anti-musealt og af eftertiden kategoriseret som avantgarde, bliver i dag udstillet på de største museer verden over.

Sporene efter FLUXUS’ færden bliver fremvist i montrer og på hvide vægge. Netop som det er tilfældet i Nikolajs FLUXUS EAST.

Gennem dokumentation, breve, fotos, video og irrationelle objekter forsøger udstillingen at belyse FLUXUS betydning i Østblokken. Men det var aldrig meningen med FLUXUS, at kunsten skulle kunne fanges ind og fastfryses. Derfor vil nogle måske hævde, at en udstilling som FLUXUS EAST er et overgreb på ideerne bag FLUXUS.

Foto: Laura Ris Christensen.
Foto: Laura Ris Christensen.
Foto: Laura Ris Christensen.
Foto: Laura Ris Christensen.

Kan FLUXUS udstilles?
Ærligt talt virker det temmelig absurd, når objekter fra FLUXUS-performances bliver taget ud af deres sammenhæng og bliver fremvist som dyrebare relikvier.

FLUXUS er så udsvævende og mærkværdig et fænomen, at det kan virke krampagtigt at udstille FLUXUS på en så stringent måde som i FLUXUS EAST. Alligevel er der noget sært dragende over udstillingen FLUXUS EAST, en udstilling som kan beskrives som et sprængt FLUXUS-arkiv.

Foto: Laura Ris Christensen.
Foto: Laura Ris Christensen.

FLUXUS – død eller levende
Det, der drager, er den energi og grænseløse tankegang, der skinner igennem på selv de matte billeder fra for længst overståede performances. Også kunstnernes personlige historier fortalt gennem videointerviews og interne korrespondancer puster liv i FLUXUS-myten.

Spørgsmålet er om myten lever eller om FLUXUS er død?

Det aspekt gør udstillingen relevant for os i dag. FLUXUS er kendetegnet ved at være et internationalt netværk, der arbejder mellem medier, intermedia, og som forsøger at arbejde udenfor institutionerne.

Det viser udstillingen med al tydelighed. Det er netop en arbejdsmetode, der er karakteristisk for mange samtidskunstneres måde at arbejde på. Den ungarske kunstner Támas St. Auby bliver i en af udstillingens videoer spurgt: “Is there FLUXUS today?”, hvortil han svarer “I see FLUXUS everywhere.”


Fakta

Udstilling

FLUXUS EAST

7 mar 2009 17 maj 2009

mange flere, Emmett Williams, Branko Vučićević, Ben Vautier, Jiří Valoch, Gábor Tóth, Endre Tót, Tamás St. Auby, SOUP 69/Leonhard Lapin, Slave Pianos, Mieko Shiomi, Ben Patterson, Arvo Pärt/Mart Lille/Kuldar Sink/Toomas Velmet, Larry Miller, Raul Meel, Jonas Mekas, George Maciunas, Leonhard Lapin, Vytautas Landsbergis, Jarosław Kozłowski, Július Koller, Alison Knowles, Milan Knížák, Tadeusz Kantor, Dick Higgins, Geoffrey Hendricks, Tibor Hajas, György Galántai, Miklós Erdély, Eric Andersen, Gábor Altorjay

Nikolaj Kunsthal Se kort og tider