Unge kunstnerstemmer: Anna Stahn

Unge kunstnerstemmer er kunsten.nus Q&A-serie, hvor nyuddannede kunstnere fortæller om deres kunst. Denne gang møder vi Anna Stahn, hvis praksis både udfolder sig en poetisk, sanselig materialitet, såvel som litterært i essayistiske tekster. I hendes aktuelle udstilling Walking Debt på Gl. Strand er det et par sko, og ideen om ‘hattedamen’ og ‘rejekællingen’ som har dannet inspirationskilde for udstillingen.

Hvis du kort skal karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Hattedamer, rejekællinger, byrum, køkkener – det eneste sted beregnet til at græde rigtigt, overfertiliserede østers, lister, opskrifter og advarsler, små kurve med små pigers røde æblekinder, gående grønne penge, skællede grønne sko, badehuse, bøger i badekurve, bøger og tekster der er som glatte, smalle tørklæder i lommen, besjælede håndspejle og håndtasker, shoppesyge, pyntesyge, nydelsessyge, længsler, forbrugskvalme, mennesker på piedestaler, fingre der fletter en fælde, en fletning, små sko, smarte måder at smutte fra smerte, kvindelårspuder for mænd at hvile deres trætte hoveder på, forgiftede forretningsfolk, kvinder der væver huse og lukker sig om sig selv, er alle ting, jeg fortrylles af, tegner og skriver om i min praksis.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Jeg finder inspiration i samtaler, i litteratur, i nyheder, i mode, i popkultur, i udstillinger hos andre kunstnere, i konkrete fysiske ting. Lige nu færdiggør jeg min første institutionelle soloudstilling hos Kunstforeningen Gl Strand. Centralt for den udstilling har været et par sko af papir, jeg stødte på nogle år tilbage; Et par særlige teselskabs sko og en hat, lavet af papir, der havde tilhørt en såkaldt hattedame; dvs. en overklassekvinde, der lavede velgørende arbejde i hattedamernes forening.

Billedet af en overklassekvinde med sko og hat af papir har floreret i mit hoved: Hvem er denne kvinde? Hvad er det for et underligt liv, hun lever, siden hun kan tillade sig at gå så skrøbeligt og dekadent klædt? Fra tøjet udsprang en masse forestillinger og detaljer om økonomi, status og historie – også om de kvinder der har arbejdet for hende, som hun har stået i kontrast til.

Så jeg har gået i flere år med et poetisk spor, udsprunget af de her hattedamepapirsko. Jeg har skrevet og tegnet mig ind på dem, og nu har de affødt grafik, skulpturer, samt et essay.

Udstillingen hedder Walking Debt. Billedet af de gående penge har jeg haft i hovedet i mange år: Det kommer fra en aften, da jeg gik rundt i New York i en stor pelsjakke, og en kvinde komplimenterede min jakke og tilføjede “Girl, you look like money”. Vi repræsenterer alle sammen økonomi og klasse, om vi vil det eller ej. Billedet af et menneske som omvandrende kapital eller økonomi er et af dem – ligesom skoene – der har rumsteret i mine tanker og tegninger, og som nu endelig kan blive forløst i en udstilling.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg håber dels, at man kan få noget formelt ud af de visuelle værker; at man finder mine værker er sjove, forførende, rørende eller udfordrende. Jeg håber også, at man kan få noget intellektuelt og poetisk ud af den skrevne del af min praksis; at man bemærker og reflekterer over, at der, f.eks. i Walking Debt indgår et essay, der hedder Skællede grønne sko: et grafisk kærestebrevsværk, man kan tage med sig i lommen og læse.

Essayet er i virkeligheden udgangspunktet for hele udstillingen: Det er fra de ord, analyser og billeder, jeg har skrevet frem, at mine skulpturer, tegninger og installationer er udsprunget. Jeg håber, at folk vil dykke ned i den mere nørdede, skrevne dele af min praksis. I mit essay gemmer sig smerte, kærlighed, ambivalens og kritik af kunstøkonomi, kvindehistorie, arbejde og valutaer.

Så jeg håber på to ting: at folk vil se visuelt sjove, absurde og spindelvævsbryske kvaliteter i mine værker, men også på, at de vil tage min skrevne, mere nørdede og analytiske praksis i lommen og læse den og interessere sig for den, blive inspirerede, irriterede etc.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Det er spændende, vidunderligt, stressende. Jeg har været færdig på akademiet i halvandet år nu, er tilknyttet en dygtig gallerist, underviser lidt, kan leve af min kunst, laver illustrationsopgaver, har en webshop, skriver tekster til andre. Det er både et privilegeret sted at stå som ung kunstner, og samtidig en oplevelse af at være en del af et absurd og liberalt arbejdsmarked, som stresser mig enormt. Kunstverdenen er spækket med gratis arbejde, pengesatsninger, uretfærdigheder, underbetalinger, spekulationer. Samtidig er det et frit og spektakulært liv de dage, jeg kan tage ud og bade og på atelieret sent eller sidde og tegne i min seng, mens andre møder ind på et job. Det er et enormt privilegie.

Hvad kunstmiljøet angår, kan jeg lide, at der kan eksistere så mange lag og verdener, forskellige dygtigheder kvaliteter og så mange grene i den samme, lille verden. Jeg er blevet en del af den kommercielle kunstverden med en gallerist i indre by, men der findes, selv i lille dukkehus-København, flere miljøer af ekstremt dygtige kunstnere tilknyttet forskellige kunstnerdrevne steder, værksteder, folk der har studeret sammen eller fundet hinanden i et værksslægtskab, arbejder tværfagligt, skriver, laver performance.

Jeg kan lide, at selvom billedkunst nogle steder er så dybt klistret ind i økonomi og oplevelsesøkonomi, at hvad der er ægte godt, rørende og spændende, stadig er fuldstændig anarkistisk, og det kan lade sig gøre for folk at lave udstillinger på idealistiske præmisser, og ikke-kommercielt, selvom man kan lokkes til at tro det, og det sikkert også er nemmest økonomisk med en kommerciel baghånd.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Det klæder kunsten at være progressiv, gøre sig umage, forholde sig til tiden, de epokeskifter, der er i vores verden. Den behøver ikke være hermetisk lukket om sig selv, den må gerne være ambivalent og også italesætte andres samt sin egen magt og ståsted. Det er spændende, hvis kunsten ikke insisterer på at være regressiv og apolitisk. Den kunst, jeg får noget ud af, er rørende, intelligent, verdensskabende, udfordrende, intim eller meget underligt på grænsen til det absurde.

Det er måske store tomme floskler. Skal jeg være konkret, kan jeg fortælle, at lige nu er den bedste udstilling jeg længe har set Hannah Heilmanns A webshop through the ages på det nye galleri ARIEL. Det er en udstilling, der på en meget moderne, øm, sjov og collage-agtig måde bearbejder kapitalisme, shopping, tegning, ja selv indramning. Det er den udstilling, der senest har rørt mig og inspireret mig til at tænke på, hvad kunst skal kunne og kan gøre ved mig.